Ny type MR-scanninger sparer tid og penge
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny type MR-scanninger sparer tid og penge

Hospitalernes MR-scanninger er meget dyre, tager lang tid, og er ingen fest, hvis man lider af klaustrofobi. Men med ny teknologi bliver det snart muligt at gennemføre magnetisk resonans-scanninger på væsentligt kortere tid. Det skriver det norske fagblad Teknisk Ukeblad.

Teknologien Simultaneous Multi-Slice, forkortet SMS, er netop offentliggjort af Siemens og vil i første omgang blive brugt til avancerede neuroundersøgelser baseret på diffusionsteknik til kortlægning af hjernens nervebaner og deres placering i forhold til svulster, så neurokirurger kan planlægge operationer med mindst mulig skade på hjernevævet. Med SMS-teknologien vil dette kunne kortlægges op til otte gange hurtigere end ved traditionelle MR-scanninger.

»En hjerneundersøgelse kan være meget tidskrævende. Det faktum, at vi nu kan tage otte snit gennem hjernen på samme tid og med samme opløsning, er godt for både patienter og personale. Især børn, som kan have problemer med at ligge stille, vil få glæde af den øgede effektivitet,« siger produktspecialist for MR i Siemens Healthcare i Norge Rolf Svendsmark.

Siden vil nye opgraderinger gøre teknologien egnet til et langt større lægefagligt område.

Ny software i eksisterende scannere

Den øgede effektivitet kan både komme til udtryk som hurtigere scanning eller tilsvarende øgning i antallet af snit, som scannes samtidigt. Begge dele er lig væsentlige besparelser i sundhedssektoren.

»Den nye software forbedrer det område inden for MR, vi kalder diffusions-optaget. Her ser vi på, hvordan vandmolekyler flyder rundt i vævet. For eksempel vil en tumor og metastaser have høj celledensitet og være meget tættere end det omgivende væv. Derfor vil vandmolekylerne i kropsvæsker bevæge sig langsommere gennem sådant væv og dermed kunne aflæses,« siger Rolf Svendsmark.

Den nye softwareopgradering vil kunne tages i brug på alle Siemens MRI-scannere fra 2009 og frem, hvilket gør indførelsen af den nye målemetode forholdsvis billig.

Siemens er ikke den eneste større leverandør, der lige nu arbejder på at effektivisere MR-teknikken og lægernes mulighed for at kortlægge kroppen. Også Philips Healthcare og GE Healthcare vil lancere ny MR-teknologi i løbet af 2016.

»Vi arbejder sammen med flere universitetssygehuse med flere teknologier for at forøge MR-hastigheden. Det er i de miljøer, meget af udviklingen foregår. Det er flere måder at få fart på MR på, og særligt den såkaldte ’compressed scanning’ vil have effekt på et meget større område end andre mere smalle teknikker,« siger Øystein Brenne i Philips Healthcare til Teknisk Ukeblad.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville da være dejligt hvis de kan gøre MR skanninger hurtigere.

Så sent som i går lå jeg selv i omkring 1 time i en MR skanner for at få foretaget en skanning af hovedet - så det ville da være dejligt hvis jeg til næste år kan nøjes med 10 minutter :-)

  • 5
  • 0