Ny terrænmodel skal lette vedligeholdelsen af danske veje
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny terrænmodel skal lette vedligeholdelsen af danske veje

Illustration: jeancliclac / Bigstock

Opmålingsfly har i år kredset over det samlede danske motorvejsnet for at indhente geodata og oplysninger om vejenes tilstand. Disse oplysninger skal fremover hjælpe Vejdirektoratet med at vurdere, hvilke veje der har behov for vedligeholdelse eller reparation.

1.200 kilometer motorvej er blevet overfløjet, og data er blevet samlet i en beregningsmodel, som skal gøre det lettere for Vejdirektoratet at prioritere saneringsopgaverne på vejene.

»Beregningsmodellen laver en vejprofil, som beskriver vejens tilstand i dag. Det sammenholdes med en såkaldt ideal-vejprofil, der beskriver, hvordan vejen og rabatten som minimum bør se ud. Desto større differensen er mellem de to profiler, desto højere prioritet vil modellen give den konkrete vej,« skriver den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras – der har været samarbejdspartner på projektet – i en pressemeddelelse.

De store datamængder fra overflyvningerne er desuden blevet indarbejdet i den ældre, landsdækkende terrænmodel.

Giver automatisk besked

Vejdirektoratets vedligeholdelsesopgaver består blandt andet af at fjerne græs eller jord, så vand på vejbanen har mulighed for at løbe væk. Hvis ikke det bliver gjort, kan vejene blive usikre at køre på.

Tidligere har man prioriteret, hvor der skulle udføres vedligeholdelsesopgaver, på baggrund af lokalt kendskab, erfaringer og konkrete observationer af vandpytter på vejbanen.

Den nye model skal automatisk give veldokumenterede meldinger til Vejdirektoratet om, at en vej har behov for vedligeholdelse, hvis der eksempelvis ligger store mængder jord i en vejrabat.

Omkostninger og vejtyper

Vejdirektoratet skal holde sig til et årligt budget for vedligeholdelse af veje. Derfor skal beregningsmodellen også bidrage med et overblik over prisforskellene på de forskellige renoveringsopgaver. For eksempel er det billigere at afhøvle en yderrabat end en midterrabat med autoværn.

Vejenes hastighedsbegrænsninger tages også i betragtning. På den måde kan man sikre sig, at de hurtigste vejstrækninger opprioriteres, fordi der størst risiko for ulykker i disse områder.

I løbet af 2019 forventes de resterende strækninger af statsveje at blive opdateret efter den nye terrænmodel.

Emner : Veje
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først