Ny teori om tyngdekraften: Universet og rumtiden opstod ved selvorganisering

Hvordan opstod tid og rum? Hvordan dannede rumtiden det enorme firedimensionelle univers? Og hvordan opfører rumtiden sig på den mindst mulige skala i de små tomrum mellem elementarpartiklerne?

Den slags spørgsmål må nødvendigvis besvares for at forene fysikkens og kosmologiens to grundpiller - kvantemekanikken og relativitetsteorien - som begge er solidt underbyggede af henholdsvis eksperimenter og astronomiske observationer.

Relativitetsteorien beskriver, hvordan rumtiden i universet krummes af masser og antager utallige former, der skaber det fænomen, vi opfatter som tyngdekraften; den gensidige tiltrækning mellem makroskopiske legemer. Men relativitetsteorien bryder sammen på ekstremt små afstande. I den atomare og subatomare skala kan kvantemekanikken derimod beskrive samspillet mellem naturens mindste byggesten via kernekræfterne og den elektromagnetiske kraft. Prisen er dog, at kvantemekanikken totalt ignorerer tyngdekraften.

De stærke og de svage kernekræfter, der regerer internt i atomkernerne, og den elektromagnetiske kraft, som styrer samspillet mellem atomer, er alle kvantiserede. Det vil sige, at de tre naturkræfter virker via udsendelse og modtagelse af kraftoverførende partikler. Det bedst kendte eksempel er lyskvanter - fotoner - som overfører den elektromagnetiske kraft.

Tidligere teorier løb ind i problemer

Allerede i 1970'erne forsøgte fysikerne at udvikle en samlet beskrivelse af naturkræfterne ved at kvantisere tyngdekraften, så den som de andre naturkræfter overføres via hypotetiske partikler. Men kvantegravitationsteorien løb ind i problemer.

Vanskelighederne opstod, fordi teorien i lighed med den atomare kvantemekanik tog udgangspunkt i, at partikler er punktformede. Dét skaber volapyk i beskrivelsen af tyngdekraften, når den skal fungere ved hjælp af kraftoverførende partikler. Dybest set skyldes problemet, at ligegyldigt hvor tæt man anbringer to punkter på hinanden, må der altid kunne placeres et punkt i midten. Jo kortere afstanden mellem punkterne bliver, jo tættere kommer man på afstanden nul. Derfor giver ligningerne uendelige - og dermed ubrugelige - resultater på grund af de efterhånden uendeligt små afstande.

I 1980'erne kom superstrengsteorien - også kaldet teorien om alting - tilsyneladende ind på banen som den frelsende engel. Superstrengsteorien går ud på, at alle elementarpartikler og kraftoverførende partikler dannes af små vibrerende strenge. Strengene har en udstrækning i længderetningen, hvorved man slipper for de uendeligheder, som stikker en kæp i hjulet på den forenede partikelteori.

Superstrengsteorien hænger smukt sammen matematisk. Men den har trods årtiers udforskning en alvorlig mangel. Den kan ikke forklare, hvorfor rumtiden har tre udstrakte rum­lige dimensioner og en tidsretning, som udgør den fjerde dimension.

Ny teori reproducerer firedimensional rumtid
Nu har Jan Ambjørn fra Niels Bohr Institutet sammen med Renate Loll fra universitetet i Utrecht og Jerzy Jurkiewicz fra universitetet i Krakow udviklet den første kvantegravitationsteori, som kan reproducere en firedimensionel rumtid og simulere et univers med en geometri, der svarer forbløffende godt til formen af virkelighedens univers.

Teorien, der kaldes Kausale Dynamiske Trianguleringer, gør det vel at mærke uden at løbe ind i konflikter med hverken relativitetsteorien eller kvantemekanikken og uden brug af de hypotetiske superstrenge.

»Vores teori betragter rumtiden som en immateriel substans, som består af et enormt antal ekstremt små, strukturløse byggeklodser. Når vi lader disse byggeklodser vekselvirke med hinanden efter et simpelt regelsæt, der dikteres af relativitetsteorien og kvantemekanikken, arrangerer klodserne sig i en helhed, som på mange måder ligner det observerede univers. Man kan sammenligne med, hvordan molekyler spontant organiserer sig selv i faste stoffer som for eksempel krystaller,« siger Jan Ambjørn.

Superposition og selvorganisering

Et centralt element i alle kvantiserede teorier om tyngdekraften er superposition, som kendes fra den atomare kvantemekanik; når en elektron bevæger sig fra punkt A til punkt B følger den ikke en lige linie som en billardkugle på et bord, men tager samtidig alle tænkelige ruter mellem de to punkter. I kvantegravitation beskriver superpositionen alle de mulige geometrier, som universet kan antage under sin udvikling.

I moderne kvantegravitationsteorier kvantiseres rumtiden i små immaterielle byggeklodser; en slags firedimensionelle trekanter. Ligesom almindelige trekanter kan limes sammen, så de danner en buet todimensionel overflade, så kan de firedimensionelle byggeklodser sættes sammen, så de tilsammen bygger en firedimensionel rumtid. Processen sker ved selvorganisering. Man kan sammenligne med en stæreflok, hvor hver enkelt fugl kun er i kontakt med nogle få fugle i dens nærhed, og hvor ingen leder udsteder ordrer til hele flokken. Alligevel flyver flokken som en helhed.

Med computere er det i de senere år blevet muligt at beregne, hvilken form universet vil antage, når de små enheder af kvantiseret rumtid vekselvirker på alle mulige måder gennem universets udvikling. Men resultaterne har indtil nu været nedslående. For modeluniverset har nemlig tendens til at krølle sig sammen i en lille kugle, som indeholder et uendeligt antal dimensioner. Altså et resultat, som står i skærende modstrid med det enorme, flade og firedimensionelle univers, som astronomerne observerer med deres teleskoper.

Tidsretning og kausalitet

Ambjørns, Lolls og Jurkiewiczs nyskabelse er at indføre kausalitet og en fastlagt tidsretning i kvantegravitationsteorien. I deres model udstyres hver enkelt firedimensionel byggeklods med en tidspil, som peger fra fortiden ind i fremtiden. Derpå indføres kausale regler for, hvordan klodserne kan samles. De går ud på, at to byggeklodser kun kan limes sammen, hvis deres tidspil peger i samme retning. Klodsernes samling i stadigt større komplekser kan kun ske i pilenes retning, og processen kan aldrig gå i stå eller køre baglæns.

I 2004 var de tre fysikere klar til at køre den første computersimulering af rumtidens udvikling, og til deres glæde producerede simulationen en firedimensionel rumtid og et fladt univers, der på mange måder ligner virkelighedens.

Siden har en serie af simulationer vist, at Kausale Dynamiske Trianguleringer ikke er i modstrid med relativitetsteoriens beskrivelse af rumtiden, og tilmed giver teorien kun mening, når man inkluderer en kosmologisk konstant; en frastødende kraft, som udspringer af selv det tomme rum. Det er interessant, fordi astronomiske observationer gennem de seneste ti år tyder stærkt på, at en sådan frastødende kraft - mørk energi - accelererer hastigheden af universets udvidelse.

Teorien giver også et bud på rumtidens natur på ekstremt små subatomare afstande, hvor relativitetsteorien bryder sammen. Ned til den fundamentale mindstelængde - Planck-skalaen på 10^-34 meter - kan det kvantiserede univers i al væsentlighed beskrives med relativitetsteoriens klassiske firedimensionelle geometri. På mindre skala forudsiger Kausale Dynamiske Trianguleringer, at rumtiden er fraktalt opbygget og på nogle måder mere todimensionel end firedimensionel.

Kan teorien testes?

»Selv om de hidtidige resultater er lovende, kan vi ikke vide, om teorien er rigtig. Udfordringen er nu at komme med forudsigelser, som kan testes,« siger Jan Ambjørn.

På det eksperimentelle plan er der - i lighed med situationen for superstrengsteorien - ingen muligheder for et direkte bevis, fordi studier af rumtidens natur på Planck-skalaen er uden for rækkevidde på nutidens acceleratorer, inklusive LHC på Cern.

Men måske kan fysikerne bruge den nye teori til at udforske, hvad der var årsag til universets eksponentielle udvidelse - inflationen - umiddelbart efter Big Bang. I dag opererer kosmologien med et hypotetisk inflationsfelt som drivkraften bag den ekstremt hurtige udvidelse. Inden inflationen var det nyfødte univers mindre end en subatomar partikel.

For at kunne studere inflationen arbejder fysikerne nu med at inkludere stof, i form af subatomare byggesten, i deres kvantegravitationsteori om rumtiden. Disse elementarpartikler, som blev dannet ved Big Bang, er udgangsmaterialet for den senere dannelse af stjerner og galakser i universet.

»Dette er i princippet ligetil, og vi arbejder i øjeblikket med at teste computerkoderne. Vi venter at have de første resultater i løbet af et års tid«, siger Jan Ambjørn.

Fakta: Rumtid

I Einsteins relativitetsteori er tid og det tredimensionale rum slået sammen til en enkel firedimensional rumtid. Et punkt i rumtiden bliver benævnt en hændelse. Enhver hændelse har 4 koordinater (t, x, y, z).

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fin artikel.

Jeg har dog en enkelt kommentar til følgende afsnit:

Vanskelighederne opstod, fordi teorien i lighed med den atomare kvantemekanik tog udgangspunkt i, at partikler er punktformede. Dét skaber volapyk i beskrivelsen af tyngdekraften, når den skal fungere ved hjælp af kraftoverførende partikler. Dybest set skyldes problemet, at ligegyldigt hvor tæt man anbringer to punkter på hinanden, må der altid kunne placeres et punkt i midten. Jo kortere afstanden mellem punkterne bliver, jo tættere kommer man på afstanden nul. Derfor giver ligningerne uendelige - og dermed ubrugelige - resultater på grund af de efterhånden uendeligt små afstande.

Hvor mærkeligt det end kan lyde, så er det fundamentale problem ikke, at der optræder uendeligheder i beregningerne, for tilsvarende uendeligheder optræder også i for eksempel QED (Quantum Electro Dynamics) - kvantefeltteorien for det elektromagnetiske felt og dets vekselvirkning med ladede partiklen.

Problemet er, at hvor for eksempel QED kan renormaliseres, så kan sædvanlige kvantiseringer af gravitation det ikke. Renormalisering er en veldefineret procedure for at eliminere uendelighederne ved i stedet for de såkaldte bare masser og ladninger at indføre de fysisk målte (ved en given energi). I QED kan alle uendeligheder fjernes ved redefinition af et endeligt antal fysiske parametre. Dette er ikke muligt i en ikke-renormaliserbar teori, hvor der ingen grænse er for antallet af forskellige uendeligheder.

Desuden en kommentar til følgende:

I 1980'erne kom superstrengsteorien - også kaldet teorien om alting - tilsyneladende ind på banen som den frelsende engel. Superstrengsteorien går ud på, at alle elementarpartikler og kraftoverførende partikler dannes af små vibrerende strenge. Strengene har en udstrækning i længderetningen, hvorved man slipper for de uendeligheder, som stikker en kæp i hjulet på den forenede partikelteori.

Jeg mener bestemt, at man endnu ikke har bevist superstrengsteoriens fuldstændige endelighed.

  • 0
  • 0

Det vil sige, at de tre naturkræfter virker via udsendelse og modtagelse af kraftoverførende partikler. Det bedst kendte eksempel er lyskvanter – fotoner – som overfører den elektromagnetiske kraft.

Jeg føler ikke at det forklarer mere med kraftoverførende partikler. Det er muligt det gør, at man kan regne mere på det, men i bund og grund må vi vel bare tage det for givet at masser har tyngdekraft og elektriske ladninger giver elektriske felter. På et eller andet tidspunkt skal vel disse partikler også forklares?

  • 0
  • 0

Siden har en serie af simulationer vist, at Kausale Dynamiske Trianguleringer ikke er i modstrid med relativitetsteoriens beskrivelse af rumtiden, og tilmed giver teorien kun mening, når man inkluderer en kosmologisk konstant; en frastødende kraft, som udspringer af selv det tomme rum. Det er interessant, fordi astronomiske observationer gennem de seneste ti år tyder stærkt på, at en sådan frastødende kraft – mørk energi – accelererer hastigheden af universets udvidelse.

Det lyder interessant. Som bekendt 'snød' Einstein da han udviklede sin relativitetsteori. Den gav nemlig enten et ekspanderende eller imploderende univers, mens astronomerne var overbevist om at vi havde et statisk univers. Derfor opfandt han en kosmologisk konstant.

I den her beskrevne hypotese, ikke teori, er der så blot en anden kosmologisk konstant, der skal 'forklare' hvorfor universet udvider sig med stigende hastighed.

  • 0
  • 0

I den her beskrevne hypotese, ikke teori, er der så blot en anden kosmologisk konstant, der skal 'forklare' hvorfor universet udvider sig med stigende hastighed.

Hej Per Erik Rønne,

du kan ikke her tale om at rummet (universet) udvider sig med stigende hastighed, men derimod at lyset rødforskydes med en accelererende forøgelse.

For det er lysets rødforskydning der forøges med stigense rødforskydning.

Det interessante ved det er, at når lys rødforskydes, sker det ved at det hele tiden er et i forvejen rødforskudt lys der rødforskydes, hvorved at rødforskydningen faktisk sker med en rentes rente funktion og det, for mange opfattede, accelererende rum (univers) er ikke mere.

Derudover er den "mørke energi" kun videnskabsfolks fantasifoster.

Mere er der ikke at sige til den rødforskydning, der opfattes som at være accelererende.

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Svend Ferdinandsen:

Jeg føler ikke at det forklarer mere med kraftoverførende partikler.

At kræfter rent faktisk overføres af partikler forklarer skam en hel del, som fraværet af dem ikke kan. Et eksempel er Plancks lov for sort hulrumsstråling. Kun med kvanter fås her en korrekt beskrivelse.

Uden disse kvanter (fotonerne), altså i en rent klassisk formulering af det elektromagnetiske felt, så ville man forvente en helt anden strålingsintensitet som funktion af frekvensen end den, som man rent faktisk eksperimentelt finder. Kun med fotonens herkomst, hvor der gælder E = hf (Einstein, 1905), fås Plancks strålingslov.

  • 0
  • 0

Per Erik Rønne:

I den her beskrevne hypotese, ikke teori, er der så blot en anden kosmologisk konstant, der skal 'forklare' hvorfor universet udvider sig med stigende hastighed.

Der er tale om akkurat den samme kosmologiske konstant (samme led/størrelse) i Einsteins gravitationsteori - omend naturligvis med en anden værdi end den, som Einstein forsøgte at balancere Universet med.

  • 0
  • 0

John Fredsted,

At kræfter rent faktisk overføres af partikler forklarer skam en hel del, som fraværet af dem ikke kan.

Jeg går ud fra at du nu forklarer os hvordan to elektroner, eller protoner for den sags skyld, beslutter hvem der affyrer den kraftførende partikel, gør de det begge må de kraftbærende partikler kollidere først...hvad så med den kraft de medførte ?

Hvis de derimod beslutter sig hvem der fyrer kanonen, må de jo have intelligent besætning :o)

  • 0
  • 0

Jeg går ud fra at du nu forklarer os hvordan to elektroner, eller protoner for den sags skyld, beslutter hvem der affyrer den kraftførende partikel, gør de det begge må de kraftbærende partikler kollidere først...hvad så med den kraft de medførte ?

Der tager du fejl, for - med fare for at blive kaldt flabet - så vil jeg nøjes med at bede dig om eventuelt at følge nogle kurser i teoretisk fysik med specielt henblik på et kursus i kvantefeltteori: Her findes svarene, der ikke nødvendigvis er intuitiv enkle, for den atomare virkelighed er meget anderledes end den klassiske virkelighed, som vi mennesker umiddelbart er omgivet af.

  • 0
  • 0

Den tyske filosof, Rüdiger Safransky stillede sit værk: "Ondskaben - eller frihedens Afgrund", sig selv dette spørgsmål:

"Hvad var er før The big Bang?

"Urtåge", mente han svaret var.

"Hvad var der så før Urtågen?"

Eller i denne artikel: "Inden inflationen var det nyfødte univers mindre end en subatomar partikel."

Og jeg fortsætter med Safransky: "Hvad skabte så det"?

"Gud måske," mente Safransky". Men mente mere end noget andet: "Kærligheden".

Kærligheden som en kraft. I guds navn ikke noget sentimentalt. Kærligheden som den sammenhængende og skabende kraft.

Jeg tror, at den er den 5. dimension: det virkelige uforklarlige.

Det kan jeg ikke lade være med at tænke på, når jeg læser denne usædvanlig dejlige artikel.

Kh

Tommy

  • 0
  • 0

Alle de anstrengelser med at forklare dipolernes indbyrdes energiforhold er helt ude i hampen . Man vil med djævelens vold og magt have det til at passe sammen med nogle forældede opfattelser af universets kræfter . Halter den ene teori lapper man lidt med en tilføjelse, eller ændring og så kommer teorien i karambolage med den anden teori , for så endelig at fremsætte en helt tredie løsning , som f.eks. den latterlige superstrengforklaring. Det må da snart gå op for de mennesker der burde vide bedre at alle universts mindste bestandele "kommunikerer" energimæssigt via deres elektromagnetiske korona/aura og ikke gennem byttekøbmand systemet med udsendelse af partikler . Beviset er jo allerede leveret ved forsøget ved at sende partikler igennem spalteåbninger , de harmonerer sig i handlingen gennem deres omkringsighavende energi .Denne energi går teoretisk fra 100 til uendeligt langt til 0 . Alt hiver og haler i hinanden , men med en afbalanceret orden , og gudskelov for det , ellers klapsede det hele jo sammen som et mislykket bagværk. Det er de enkente dipolers spin og rotations energier der styrer afstandsholdelse, sammenkoblinger og summa sumarum i store kompaktheder i form af kloder tyngdekraften. Jo hurtigere spin og rotation en partikel kan få energi til (afhængig af temperatur f.eks.) jo mere energi genererer den nøjagtig som en generator og jo større tyngdekraft kan en masse af denne kategori levere .

  • 0
  • 0

Temperatur på partikelniveau . Når jeg fryser mine fingre er partikelniveauet i dem meget lavt. Når Stål når ekstrem lav temperatur er partikel temperaturen i stålets inderste grundkonstuktion så lav at styrken i energiniveauet biver så lavt at bindingerne er så svage at du kan knuse det med en hammer som om det var glas. Sådan.

  • 0
  • 0

Iver Sørensen:

Temperatur på partikelniveau . Når jeg fryser mine fingre er partikelniveauet i dem meget lavt. Når Stål når ekstrem lav temperatur er partikel temperaturen i stålets inderste grundkonstuktion så lav at styrken i energiniveauet biver så lavt at bindingerne er så svage at du kan knuse det med en hammer som om det var glas. Sådan.

A'hva???

http://da.wikipedia.org/wiki/Temperatur

  • 0
  • 0

John Johansen. Jeg går på tynd is og kan dumpe i , fordi mine teorier absolut er selvkomponerede og ikke tillærte.

A´hva??? kan jeg kun besvare med at atomer er opbygget af dipoler , ligesom alt i universerne jo er det . Hvis disse dipoler i atomet omgives af ekstrem kulde falder aktivitetviveauet i atomernes neutronhastighed hvorved de synker nærmere potronen og energien neutraliseres mellem plus og minus progressitivt med kulden .Herved falder styrken i materialets bindingskræfter og så har vi det beskrevne resultat , anderledes kan jeg ikke gisse mig til det absolut må være . Det står muligvis også i en eller anden lærebog ??

Iver

  • 0
  • 0

Nogle gange kan det være en fordel at 'tillære'! ;-)

John Johansen. Korrekt--det jeg har tillært bruger jeg som en platform i et forsøg på at fremme ny viden og kunnen gennem vissioner . Der er for mange der bare sidder på platformen og forsvarer det tillærte samtidig med de fører krg mod vissionære tanker . Iver

  • 0
  • 0

Bare med 4 dimensionelle trekanter (Hvad det så er?)?

Efter min ringe mening må vi efterhånden: Acceptere at Universet og naturlovende var anderleders lige efter Big Bang. Subsidiært stofferne og deres tilstandsformer/partikler mv var noget andet?

Skrotte det vi har og erstatte det med GUT, hvad der ikke er udsigt til- af gode grunde.

Eller erkende, at vi ikke kommer til at vide det, men vi har en eller to modeller, der virker ret godt. Og vi fortsat kan lede efter byggesten af byggesten ved at balre dem sammen.

Et kort derivat af min læsning. Jeg håber, da at noget dukker op, så vi kan få en bedre model. Det lyder bare ikke til, at den bliver forståelig i "hverddagssprog"- mere end superstrengene.

Hov min overskrift slutter med: På nye flasker. Ellers giver det ringe mening! ;-)

Mvh Tine

  • 0
  • 0

Acceptere at Universet og naturlovende var anderleders lige efter Big Bang. Subsidiært stofferne og deres tilstandsformer/partikler mv var noget andet?

Tine Andersen. Big Bang TEORIEN lyder lidt for teoretisk. Et stort brag fremkaldt af et eller andet meteriale sammenstød skaber et univers midt blandt mange andre universer og er i konstant udvidelse . Sådan har jeg opfattet denne teori. Det rimer vanskeligt med spørgejørgens evindelige spørgsmål--hvor bevæger "tingene" sig hend og hvornår støder de sammen med de "ting" der findes udenom dem ? Skulle teorien måske kunne være at universet er som en Jo-Jo således alt pulserer skiftevis ind til et kritisk Big Bang viveau og derefter igen slynges udefter osv. ?? Det kunne forklare hvorfor der endnu ikke er nået ydre kollisionsgrænser. Iver

  • 0
  • 0

Er såvidt jeg har læst mig til "noget" der eksploderede/udvidede sig. Det kan være en singularitet. (Hawking mfl) Eller blot en enkelt foton, der fræser rundt, hvis det skal være mere kompliceret.

Personligt forestiller jeg mig det som et "popcorn" (der ikke er der) der popper. Det er bare mit billede! Hvis det er rigtigt- om rum/tid startede der, giver det ingen mening at tale om "før"- eller om en eksplosion, der er ikke noget før "poppet" vi, kan regne med at få at vide/regne ud.

Mvh Tine

  • 0
  • 0

Det er jo den klassiske Big Bang forestilling. Rumtiden blev skabt i begyndelsesøjeblikket. Før BB ingen tid, intet rum. Du kan eventuelt se en alternativ teori i artikelhenvisningen ovenfor.

Mvh Søren

  • 0
  • 0

Jeg har skimmet den, og glæder mig til at læse den, når jeg er frisk i hovedet.

Jeg har det bare bedre med at læse i en kontekst? Jeg er desværre mere biolog end kvantemekaniker. Men jeg skal nok læse og prøve at forstå.

Mvh Tine

  • 0
  • 0

[quote]Måske har du fat i noget. Hvis ikke du kender denne artikel så skulle du måske læse den nu:[/quote Søren Fosberg. Tja´e det kunne da ligne en tanke nær min teori , selv om der bruges andre ord på sammentrækning til en kritisk masses eksplosion og den efterfølgende udslyngning/udvidelse af bestandelene/kloder som vort univers nu består af og hvis skub vi stadigvæk er under indflydelse af på udturen. Der er ingen tvivl om at alle kloder/stumperne har et indbyrdes masse-tiltrækningsforhold og at de sammen tiltrækkes ind mod centret de kommer fra , idet der må være en størst koncentration af klodemasser nærmest udgangspunktet/eksplosionsstedet og spredende i vifteform ud mod klodernes ydergrænser i den yderste cirkel . På et tidspunkt vil den fælles indbyrdes centrum-orienterede tiltrækningskraft opbremse klodernes udtur/universets udvidelse , for herefter at vende strømmen ind mod centrum og hele processen gentages når der er opnået en kritisk masse der igen fører til en eksplosion . Et såkaldt Big Bang der opstår af intet i et rum der ikke rummer noget er urealistisk .

  • 0
  • 0

Det er jo den klassiske Big Bang forestilling. Rumtiden blev skabt i begyndelsesøjeblikket. Før BB ingen tid, intet rum. Du kan eventuelt se en alternativ teori i artikelhenvisningen ovenfor.

En mere dækkende beskrivelse er, at tiden "krøller sammen" inde i BB. Sagt på en anden måde, så vil en tidsrejse tilbage ind i BB reflektere en ud igen i vores konventionelle rumtid. På en måde er det lidt som at spørge, hvor dybt spejlbilledet i et spejl er; eller at spørge om, hvilke skaktræk, der gik forud for åbningstrækket.

Thomas

  • 0
  • 0

En mere dækkende beskrivelse er, at tiden "krøller sammen" inde i BB. Sagt på en anden måde, så vil en tidsrejse tilbage ind i BB reflektere en ud igen i vores konventionelle rumtid. På en måde er det lidt som at spørge, hvor dybt spejlbilledet i et spejl er; eller at spørge om, hvilke skaktræk, der gik forud for åbningstrækket.

Thomas Ammitzbøll-Bach. Den defination er lidt svært fordøjelig om end der sikkert er hold i en del af den . Hvad tid i rummet angår er det ligesom at se på et ur i et spejlbillede , heri vil det se ud som det går baglæns , om end det stadigvæk følger tidsangivelserne . Jeg tror ikke på diverse gisninger om tiden der bevæger sig frem og tilbage --tidsforløbet går alligevel uanset hvilken rute og retning du vælger i rummet .

  • 0
  • 0

De stærke og de svage kernekræfter, der regerer internt i atomkernerne, og den elektromagnetiske kraft, som styrer samspillet mellem atomer, er alle kvantiserede. Det vil sige, at de tre naturkræfter virker via udsendelse og modtagelse af kraftoverførende partikler.

Citere uddrag af overteksterne i dette indlæg er vel ved nærmere eftertanke svaret på spørgsmålet om hvad tyngdekraft egentlig genereres af . Nå disse kræfter samles i atomare sammensætninger til en klode har vi en styrke der danner tyngdekraften. Så enkelt må det være.

  • 0
  • 0

Universet. Ifølge det vi ved i dag, startede universet tilsyneladende med uendelig lidt materiale, med uendelig stor massefylde og derefter kom Big Bang for 13,7 milliarder år siden.

Atombomben/Atomkraft har vist, at utrolig lidt materiale, kan have enorm stor energi.

Uendelig er et matematisk problem, for hvad er uendelig ?

Universet er ved at vende til uendelig meget materiale, med uendelig lille massefylde.

Universet er ved at udvide sig med lysets hast, måske ender det i ingenting, som Big Crunch. Som en ballon der pustes op og springer.

Udvider universet sig i al evighed, eller opstår der en form for statisk balance, eller vender vi tilbage til uendelig lidt materiale, med uendelig stor massefylde ?

Derefter et nyt Big Bang og så starter vi forfra.

Det tager milliarder af år, og de former for liv vi i dag kender, er for længst uddøde.

Hvis man betragter det vi kender til vort solsystem, som en del af det periodiske system, så kan solen betragtes som en proton kerne (atomkerne) med flere elektroner, hvor jorden er et elektron i et af skallerne, og mælkevejen en del af de yderste skaller i vort kugleformede solsystem.

Set fra Solen (atomkerne): Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun , Pluto er et elektron i skallerne og meget længere ude mælkevejen.

Findes der flere kugleformede solsystemer, så må der også være liv der. Flere solsystemer udgør så universet. Uden en form for sol (atomkerne) intet liv.

Der er balance i vort solsystem pga. tyngdekraften, alt er forudsigeligt. Kan denne tyngekraft bringes ud af balance ?

Hvis vi forestiller os, at solsystemerne er kugleformede, så må der være nogle tomrum mellem kuglerne, er det en form for sorte huller med uendelig massefylde ?

E=mc2 er Einsteins teori. E=Energi m= masse c= lyshastigheden c = lyshastigheden er per. definition fastsat til 300000 Km/sek. intet kan være hurtigere. Er dette korrekt ? Så er tiden ikke lineær, set som rumtid.

Vi er vant til at der findes 3 dimensioner X,Y og Z, måske er der 4 dimensioner X,Y,Z og T, hvor T er rumtiden. Med års mellemrum indføres et skudsekund.

Hvis man betragter tiden som en som en uendelig stor cirkel, vil den tid, mennesket har målt tid, være uendelig lille på storcirklen, og derfor se lineær ud.

c= lyshastigheden må derfor også være variabel, afhængig om emnet bevæger sig væk eller nærmer sig iagttageren. Det ligner dopplereffekten..

Hør på en ambulance. Nærmer den sig, bliver frekvensen højere og når den fjerner sig, bliver frekvensen lavere. Den lysfrekvens en stjerne for mange millioner/milliarder år siden udsendte, har ændret sig.

Afhængig af om stjernen fjerner eller nærmer sig i vort solsystem.

Det at der findes mikrobølgestøj fra stjerner, tyder på at teorien er korrekt.

Solsystemet udvider sig, og lysfrekvensen fra en given stjerne bliver lavere og lavere med tiden, og kan nu måles som mikrobølgestøj. Hvad sker der når frekvensen når 0 Hz ?

Det er underligt, når vi med det blotte øje betragter himmelen, eksisterer de sete stjerner/objekter måske ikke længere, og hvis de gør, så er de nu et helt andet sted.

De klimaændringer vi ser i dag, har altid foregået, uden menneskets indvirken.

Man taler om CO2 udslip og om ozonlaget.

Indlandsisen i Grønland smelter og skaber dermed oversvømmelser.

Vi har haft flere istider før mennesket kom til.

Der har været tropisk klima i Grønland. Den magnetiske nordpol er hastigt på vej mod nord, og derefter på vej mod syd, og så får vi på et eller andet tidspunkt en polvending som tidligere er sket. Det tager imidlertid millioner af år.

Det der kan bekymre mest på kort tid er, hvornår slipper det fossile brændstof op ?

Er det om 100 eller 200 år ? Er der fundet alternativer til den tid ?

Hvilke ødelæggende krige kan der i mellemtiden opstå, for at få fat i den sidste olie ?

Vi har benyttet fossilt brændstof i 50-100 år, og set i det perspektiv, er det et splitsekund af jordens historie, som regnes for 4,6 milliarder år.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten