Ny teori forklarer Plutos mystiske methanklitter
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny teori forklarer Plutos mystiske methanklitter

Ved kanten af et bjergområde på Pluto kan klitformationer her ses i den højre del af billedet. Illustration: Nasa/Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory/Southwest Research Institute

For tre år siden susede Nasa-sonden New Horizons forbi Pluto i fuld fart med en hastighed af næsten 50.000 km/t og en mindste afstand til dværgplaneten på 12.500 km.

Sonden sendte billeder hjem, der viste, at Pluto havde bjerge og gletsjere, men Pluto viste sig geologisk set at være mere varieret og dynamisk, end forskerne umiddelbart havde forventet, og der var tilmed også noget helt uventet på optagelserne.

Læs også: Pluto er endnu vildere end astronomerne forventede

I en videnskabelig artikel i Science har en stor international forskergruppe bestående af geografer, fysikere og planetforskere anført af Matt Telfer fra University of Plymouth i England beskrevet klitformationer, som umiddelbart forundrede forskerne særdeles meget.

»Vi ved, at alle objekter i solsystemet med en atmosfære og en fast stenagtig overflade har klitter, men vi var usikre på, hvad vi ville finde på Pluto,« forklarer Matt Telfer.

Fotos fra New Horizons viste, at selv om atmosfæren er meget tynd – det atmosfæriske tryk er kun ca. 1 pascal eller 100.000 gange lavere end på Jorden – og temperaturen er omkring -230 grader celsius, så er der også klitter på Pluto.

Klitformationer dannes, når vinde blæser partikler som f.eks. sandkorn op i luften, hvorefter de under tyngdekraftens påvirkning falder ned igen. Men atmosfæren på Pluto er så tynd, at forskere er sikre på, at selv de allerkraftigste vinde på Pluto, som kan opstå ved kanten af bjerge, ikke er i stand til at løfte partikler op fra overfladen.

Er partiklerne derimod først løftet op, kan selv de meget svage vinde derimod transportere dem videre grundet den meget lave tyngdekraft på Pluto. Opgaven for forskerne var derfor at forstå, hvad der kunne løfte partiklerne op fra overfladen – og hvad partiklerne bestod af.

Løftemekanismen

Afstanden mellem toppe på klitterne er mellem en halv og en hel kilometer.

Ud fra computermodeller og optagelser fra New Horizons’ kamera MVIC (Multispectral Visible Imaging Camera) vurderer forskerne, at klitterne bedst kan forklares med at bestå af partikler af methan-is med en størrelse på 200-300 mikrometer, som er aflejret af moderate vinde med en hastighed på under 10 m/s.

Klitterne er observeret nær området Sputnik Planitia, der er den vestlige del af Plutos karakteriske hvide, hjerteformede område, som er dækket af is.

I forbindelse med sublimation (direkte overgang fra fast stof til gasform) af nitrogen i Sputnik Planitia løftes små methankorn op i atmosfæren.

Modelberegninger viser, at rene methanpartikler blandet med nitrogen ikke vil sublimere, de vil derimod hjælpe med at sublimere nitrogen, når de opvarmes og efterfølgende kommer i kontakt med nitrogen.

Herfra kan de svage termiske vinde sende methanpartiklerne ud over området i nærheden. Når methankornene lander efter et stykke tid, kan de slå yderligere korn op i vinden – og derved dannes klitterne.

Højst en halv million år gamle

Forskerne vurderer endvidere, at klitformationerne højst har en alder på en halv million år, og sandsynligvis er langt yngre.

Alexander G. Hayes fra Cornell University i USA skriver i en kommentar ligeledes i Science, at Telfer og hans kolleger giver en overbevisende forklaring på, at dannelsen af formationer kan være foregået på denne måde.

Han tilføjer dog også, at det er kendt, at naturen har en tendens til at danne et forholdsvist begrænset antal former og mønstre ud fra meget forskellige processer.

Det vil derfor være interessant at vide, hvor høje klitterne er, om de stadig er aktive eller om de eventuelt kunne opstå uden den beskrevne løfteproces, som det er tilfældet på kometen 67P, bemærker han.

Så lidt mystik er der stadig tilbage om methanklitterne på Pluto.