Ny teknologi slipper robotterne ud af sikkerhedsburet

En orange ABB-robot sætter hastigheden ned, fordi jeg er kommet den for nær. Kommer jeg endnu tættere på, stopper den helt. Dermed er robotten teknologisk opdateret i forhold til nye EU-regler for sikkerhed.

Det traditionelle bur rundt om den arbejdende robot er væk og erstattet af en laserscanner og en internt sikkerhedssystem, som gør, at robotten kombinerer informationerne fra laserscanneren med dens egen position. Hvis den arbejder i det område, der ligger væk fra mig, så sætter den hastigheden ned og afventer. Hvis jeg kommer nærmere, stopper den helt.

De nye muligheder, det giver, får Claus Risager, der er leder af Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut, til at forudsige et massivt gennembrud for anvendelse af robotter i Danmark. Og det er ikke bare i industrien, vi vil se dem:

En person har overskredet robottens første sikkerhedszone, og derfor har den sat hastigheden ned. Hvis næste sikkerhedszone overskrides, stopper den helt. Det er laserscanneren i forgrunden, der fodrer robottens sikkerhedssystem med informationer om overskridelsen. (Foto: Bjørn Godske) Illustration: Bjørn Godske

Robotterne er sluppet fri

»Robotterne er kommet ud af buret og det giver nogle helt nye muligheder. Ikke bare for de stationære robotter i mindre industrivirksomheder, men også for selvkørende robotter, som ikke længere behøver at følge en kobberledning i gulvet. Nu kan de selv køre rundt mellem mennesker,« siger Claus Risager.

Han nævner hospitalerne som et andet oplagt område, hvor 30 procent af alle ressourcer bliver brugt på logistik, herunder en enorm mængde flytning af materiel, en opgave, mobile robotter nemt kan overtage.

Billigere teknologi og nye regler

Årsagen til de nye muligheder ligger blandt andet i det nyeste maskindirektiv fra EU, hvor det i langt højere grad er blevet tilladt at indbygge sikkerhedssystemerne i robotternes software end tidligere, hvor sikkerheden skulle være et helt separat system.

Det har den danske robotproducent Universal Robots for eksempel vist ved at lade deres robotarm registrere det tryk, den bliver påvirket af. Hvis trykket bliver for højt, er der sandsynligvis noget galt, og robotten stopper.

Samtidig har den teknologiske udvikling inden for sensorer udviklet sig, så for eksempel laserscannere er komme ned i pris. Det giver nogle helt nye muligheder, fortæller Claus Risager:

»Hvis robotten for eksempel registrerer, at du befinder dig inden for dens sikkerhedszone, kan den tilbyde sig som en ekstra hånd. Dermed er robotten ikke længere bare en stærk arm, der flytter sække fra en palle til en anden, men en 'co-worker', der indgår i arbejdsteamet,« siger Claus Risager.

Robotter på roadshow

Robotterne fra ABB og Universal Robots blev vist på DTU, som var første stop for Dansk Robot Netværks roadshow, som løber af stabelen i disse dage.

Mandag var robotterne i Lyngby, tirsdag på Aalborg Universitet, onsdag kan de opleves på Innovationshøjskolen i Esbjerg, og torsdag kan de ses i Odense Congrescenter.

Dokumentation

Dira Roadshow

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det blev da også vist på hi11 messen i Herning for en rum tid siden.

Ganske fint display hvor man også med en farveskala viste om indtrængende personer var så tæt på at robotten stoppede, eller om den kunne køre videre med reduceret fart.

  • 0
  • 0

Er den primære årsag til indhegningen af robotter ikke at beskytte robotterne? Robotter er skrøbelige, og med et puf, kan de let komme ud af kurs, og lave fejl. Fotoceller og skrøbeligt mekanik kan påvirkes, så robotten bliver upræcis. Eller måske ikke detekterer emner.

  • 0
  • 0

Den primære årsag er ikke at beskytte robotten. Den viste ABB robot er en IRB 2600 ID, - en robot som kan håndterer en last på op til 15kg.

Robotten er konstrueret til at have en maksimal rotationshastighed om 1. aksen på 175°/sek. (1.aksen er den akse som går lodret gennem basepladen) Robottens rækkevidde er 1850mm for 1.aksens omdrejningspunkt og til flangen hvor et værktøj på optil de nævnte 15 kg kan monteres. En omsætning af dette betyder således at robotten, hvis den beskriver sin yderste bane, (regnet uden værktøj) vil tilbagelægge en distance på ca. 5.650mm pr. sek. ved maksimal hastighed.

15kg - der kommer farende med ca. 5 meter/sek er vist skadeligt for de fleste skinneben…. :-)

Den omtalte robot er desuden udstyret med ”collision detection”, som netop er et system udviklet til at begrænse materiel skade ved påkørsel. Denne teknologi er dog flere år gammel og har intet at gøre med det nye sikkerhedsteknologi, som gør at robotinstallationen kan godkendes jf. gældende regler til at være ”aktiv” selvom der er personer i robottens arbejdsområde.

  • 0
  • 0

Det kommer godt nok an på om det er pick&place eller heavy duty robot. Hvad det angår pick&place kan du nemt skubbe til dem, men takket være encoderen skal den nok finde sin kurs, hvad det angår de tunge vil jeg gerne se dig slå dem af kurs, det er nærmere dig der bliver slået ud af kurs end robotten. :-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten