Ny teknologi skal forkorte jagten på en parkeringsplads

Gadelamper og mure på gaden Friedenau i Berlin er blevet hjemsted for radarersensorer udviklet af Siemens. De tester et nyt system, der skal forkorte den forgæves jagt på parkeringspladser. Radarerne er koblet til en app, så bilister via deres mobil eller GPS kan se, hvor der er ledige pladser. Ifølge Siemens reducerer teknologien 30 pct. af søgetrafikken og 8 pct. af den generelle trafikvolumen. Dermed reducerer systemet også byernes forurening og trængsel.

»Det fungerer lidt som en brobizz - og det er ikke raketvidenskab. Det her vil biler få i fremtiden,« siger Glenn Ferslev, solution manager i Siemens, til Ingeniøren.

Brobizz-sammenligningen er især nærliggende, da appen kan bruges som et betalingssystem. Radarerne genkender en parkeringslicens og kan taksere parkerede biler. Uanset om Siemens' metode er fremtiden eller ej, så har Københavns Kommune ifølge byens teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), afsat knap 10 millioner kroner i næste års budget til parkeringssensorer.

Læs alt om Smart Cities på vores tendens-side her.

»Med parkeringssensorer kan vi give et bedre overblik over ledige parkeringspladser og dermed få en bedre udnyttelse af parkeringspladserne, så vi slipper for at anlægge nye. Måske kan vi ligefrem nedlægge parkeringspladser nogle steder,« skriver Morten Kabell til Ingeniøren og tilføjer, at kommunen ikke har lagt sig fast på, hvilke sensorer de vil investere i endnu. Han pointerer dog, at det er vigtigt, at bilisterne og bilerne ikke identificeres af systemet. Noget Siemens bekræfter, at deres system ikke gør.

Kender størrelsen på din bil

Når det kniber med pladsen, kan det ske, at der ikke er ledige parkeringspladser på ens bestemmelsessted. I et sådant tilfælde vil appen lede bilisten til nærmeste offentlige transport, der kan køre ham til det rigtige sted. Og hvis pladsen er trang, kender systemet både din bils og parkeringspladsernes størrelse. Det tager den højde for, når brugeren skal finde en parkeringsplads.

»Radarerne kan se, hvor store de parkerede biler er, og derfor kan parkeringspladser blive mere dynamiske med båse, der er mere fleksible til store og små biler,« siger Glenn Ferslev.

Et Smart City-koncept

Som sagt er teknologien ikke raketvidenskab. Derfor er radar-baseret parkering også set før. Men normalt er det sensorer, der er boret ned i vejen, som holder øje med enkelte båse. Ifølge Glenn Ferslev er det unikke ved Siemens' system, at hver radar scanner op til otte båse og har en præcision ned til 30 x 30 centimeter. Derfor kan appen opfange cyklister og tjekke, om biler holder inden for båsene.

Læs også: Sensorer og Big Data forandrer verdens byer

»Man har mulighed for at skabe større sikkerhed. Det kan sørge for, at der ikke bliver parkeret for langt inde på cykelstien eller ude på vejen,« forklarer Glenn Ferslev.

Dermed kan man også registrere ulovlig parkering. En registrering, der i princippet enten kan sendes til brugeren selv eller til politiet. Og det er bare en af mulighederne, som præcisionen giver:

»Systemet bygger på et Smart City-koncept, som gør det nemmere at afvikle trafik. Systemet gør det muligt at samle Big Data-informationer, som man kan planlægge sin by efter. Man kan for eksempel vurdere, hvor meget lys der skal være i områder alt efter trafikken. Så kan kommunen vælge at tænde og slukke lyset efter behov,« siger Glenn Ferslev til Ingeniøren.

Læs også: Danske kommuner omfavner Smart City-teknologierne

Skræddersyet til kommunen

Det er altså ikke mulighederne, der begrænser Siemens' nye teknologi. Men de mange muligheder betyder, at det er svært for Glenn Ferslev at vide præcis, hvordan det her system vil tage sig ud i fremtidens danske byer.

»Systemet er klar. Spørgsmålet er, hvordan vil man som kommune bruge det her. Der er mange muligheder.«

Siemens kan ikke oplyse, hvor meget systemet kommer til at koste, fordi det både kan sættes op i stort og småt format, alt efter hvad kommunerne efterspørger.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Parkeret langt inde paa cykelstien" ????

Mon ikke lige faerdselsreglerne skulle tages lidt i ed ogsaa.

Man maa slet ikke parkere hverken lidt eller meget paa cykelstien.

Jeg kan godt se parkeringslommen paa billedet ikke er fra DK, hvor jeg tvivler paa man ville lave dette layout.

Men det er faktisk ikke sjovt som cyklist at moede parkering paa den danske variant af cykelstier malet paa vejen hvor der tit og ofte parkeres hen over den brede kantlinie saa man maa ud paa vejbanen.

mvh Jens

  • 2
  • 0

Men det er faktisk ikke sjovt som cyklist at moede parkering paa den danske variant af cykelstier malet paa vejen hvor der tit og ofte parkeres hen over den brede kantlinie saa man maa ud paa vejbanen.

Den "malede" cykelsti er der ikke nogen standard for. Mange kommuner har benyttet denne "billige" variant, da en rigtigt sikret selvstændig cykelsti kræver mere planlægning og fundering og plads. Mange landeveje er blevet en del smallere. Nogen steder er grøften blevet fyldt og at give plads til en smal stribe klods op ad vejen.

Helt ærligt, det må da være en discount-cykelsti. Hvis der er er brug for parkering, bør der afsættes plads til parkeringshuse nær knudepunkter i byplaner og lokalplaner. Man kan bruge ekspropriation til golfbaner, men ikke til parkering?

  • 1
  • 0

Hvis parkeringshuse skal løse noget, skal de være billige. Var i forum i Kbh for et år siden, og alle folk parkerede helt i hegnet på vejene, cykelstier og grønne områder. I stedet for at bruge det helt forladte p-hus 100m væk til 10,- i timen. Her i byen er de første to timer gratis i det nye p-hus, der altid er godt belagt.

  • 3
  • 0

Teknologien har ikke tiden for sig, for i løbet af få år vil nye biler kun foretage en standsning for at sætte passagerer af, og herefter køre videre alene for at parkere gratis, eller eventuelt lade op, eller for at køre videre med nogen andre passagerer.

Det vil naturligvis tage mange år at udskifte den nuværende bilpark med selvkørende biler, men nogen langvarig fremtidsudsigt har systemet ikke.

  • 0
  • 4

Københavnerne er altså snot forvirret. Det ene øjeblik hedder det trængselsring og mere og offentlig transport. Det næste øjeblik skal det gøres nemmere at parkere... I dont get it!

/Martin

  • 1
  • 0

Jeg køber fremtidsvisionen om, at vi med selvkørende biler får brug for færre biler, og at behovet for p-pladser dermed ændrer sig. Af forskellige årsager, som for eksempel det danske afgiftssystem, tror jeg at en fuld implementering af selvkørende biler er på den anden side af 2025.

Indtil da, står trængsel og en reduceret CO2 udledning fra transport højt på Københavns dagsorden.

Intelligent parkering vil være et effektivt middel til at reducere søgetrafikken, og dermed trængslen og CO2 udledningen specielt i indre by.

Udover intelligent parkering er der to andre "håndtag" som byen kan bruge til at reducere trængsel og CO2 udledning fra biler. Den ene er ITS som København skal til at implementere, og den anden er trængselsafgift, som vil kræve et politisk talent I særklasse at (gen)indføre.

København har derfor kun et "håndtag" at anvende, og det er intelligent parkering.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten