Ny teknologi halverer tykkelsen på fladskærme

Den japanske elektronikgigant Sharp har vist en prototype på sin nyeste fladskærm, der kun er 20 millimeter dyb. Skærmstørrelsen er 52, og sidst på året forventer Sharp at præsentere skærme på helt op til 108 tommer.

Samtidig halverer den nye teknologi strømforbruget i forhold til traditionelle LCD-skærme, og billedkvaliteten er blevet væsentlig forbedret, da kontrasten er kommet op på 100.000:1 mod 2000:1.

Resultatet er ifølge Sharp, at farverne på skærmen bliver meget dybere og mere levende. Billedkvaliteten har længe været en årsag til, at mange forbrugere har foretrukket plasmaskærme frem for LCD-teknologien.

Sharp har halveret tykkelsen af selve fjernsynet ved en kombination af to teknikker. For det første er selve panelernes glasplader reduceret i tykkelse, hvilket også medfører en reduceret vægt. For det andet er der benyttet, hvad Sharp betegner som mere avanceret elektronik, der fylder mindre. Sharp har ikke ønsket atfrigive flere tekniske detaljer.

Da der er tale om en prototype, har Sharp ikke ønsket at oplyse en pris for skærmen. De nye glaspaneler kommer i produktion på Sharps nye lcd-fabrik i 2010.

Sharp er verdens tredjestørste producent af fladskærme, kun overgået af sydkoreanske Samsung og japanske Sony.

Samsung er i øjeblikket ved at opføre verdens største LCD-fabrik i Sakay i Japan, som skal producere LCD-paneler til både computerskærme samt tv. Fabrikken bliver bygget, så det er nemt at ændre produktionen mellem fjernsynspaneler og computerskærme, alt efter hvilke produkter der har den største efterspørgsel.

Der findes to primære konkurrenter til LCD-skærme. Den ene er plasma-skærme, som langsomt er på vej ud af markedet, mens den anden, OLED-skærme, der anvender organiske lysdioder, først så småt er på vej. Sony har flere gange vist prototyper på denne teknologi, men endnu er der problemer med holdbarheden, samtidig med at skærmstørrelsen i øjeblikket ikke kommer over 27".

Langt de fleste OLED-skærme sælges i øjeblikket indbygget i mp3-afspillere. Sony planlægger dog at kunne sælge OLED-fjernsyn i begyndelsen af næste år.

Dokumentation

Sharps pressemeddelelse

Emner : Skærme