Ny teknik beviser sin værdi til at finde planeter med ultrakorte omløbstider

En exoplanet tæt på en stjerne kan få 'blæst' sin atmosfære væk ved en proces, der kaldes ablation. Dette forhold kan bruges til at finde sådanne exoplaneter. Illustration: JPL-CALTECH/AMES/NASA

Nobelprisen i fysik i år gik bl.a. til to astronomer, der i 1995 fandt den første planet i et andet stjernesystem end vores eget - en exoplanet.

Læs også: Nobelpris i fysik belønner indsigt om universets udvikling og vores egen plads i kosmos

Med hjælp af nye dedikerede satellitter har antallet af observerede exoplaneter allerede passeret de 4.000. De mange observationer viser, at planetsystemer kommer i mange varianter og kan være meget anderledes end Solsystemet.Det står mere og mere klart, at vi på mange måder er noget helt særligt i Universet.

Læs også: Planetfeberen raser: Exoplaneter er her og der og allevegne

Det er eksempelvis muligt at finde både små og store planeter sammenlignelige med kæmpeplaneten Jupiter, der kredser meget tæt på en stjerne, så omløbstiden skal måles i dage og ikke år - Jupiters omløbstid om Solen er 12 år.

Statistisk set vil en halv procent af stjerner af samme type som Solen have planeter med en omløbstid under en dag.

De fleste af disse planeter vil være mindre end dobbelt så store som Jorden.

Som at lede i en høstak

Teknisk set er disse dog vanskelige at finde med nuværende målemetoder, og da. der som anført. kun er 1 ud af 200 stjerner, der har sådanne planeter, har det været lidt som at lede efter en nål i en høstak.

I tre artikler i Nature Astronomy præsenterer en international forskergruppe anført af Carole Haswell fra The Open University i Milton Keynes, England en ny teknik til at udpege stjernesystemer, hvor der er stor sandsynlighed for at finde både små og store planeter med ultrakorte omløbstider - såkaldte USP-planeter, hvor USP står for ultrashort-period.

Teknikken udviklet i Dispersed Matter Planet Project (DMPP) baserer sig på, at planeter tæt på en stjerne vil miste dele af atmosfæren ved en proces, der kaldes ablation.

Dette forhold kan observeres ved studier af de såkaldte H og K linjer knyttet til enkelt ioniseret calcium i stjernens spektrum.

Reduktion fra 2.716 til 39 mulige kandidater

I den første videnskabelige artikel i Nature Astronomy viser forskerne, hvordan de ud fra en udvalg af 2.716 stjerner har kunnet udpege 39 stjerner, som det har været værd at studere nærmere med henblik på at finde USP-planeter samt går i detaljer med den ene af de nye exoplaneter, der er fundet. I de to øvrige artikler ser de nærmere på de andre exoplaneter, der er fundet.

De har benyttet den velkendte metode til at finde exoplaneter, hvor man observerer, hvordan stjernen ændrer postion under påvirkning af planetens tyngdefelt, fundet tre stjernesystemer med sådanne planeter, men analysen er lettet ved at forskerne kun har kunnet koncentrere om et fåtal af mulige kandidater.

Derved konkluderer forskerne, at de har udviklet en ny metode, der er meget effektiv til at finde exoplaneter i omløb meget tæt på en stjerne.