Ny Sprogøs vej fra kunstig ø til idyllisk natur
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny Sprogøs vej fra kunstig ø til idyllisk natur

Nord for Fyrbakken klos op ad motorvejen blev der i 2010 etableret et vandhul, som i dag rummer en stor koloni af bl.a. hættemåger og splitterner. Fuglene tager ikke notits af trafikken – eller af mennesker med gul sikkerhedsvest. Men bærer man ikke gul vest, opfører fuglene sig aggressivt. Illustration: Lene Wessel

I dag for 20 år siden, 14. juni 1998, krydsede de første biler Storebælt via den nye vejforbindelse hen over Sprogø.

Frem til i dag har tæt på 200.000.000 køretøjer suset tværs over øen, mens passagererne – ikke chaufførerne, tak – har kunnet glæde sig over et smukt stykke natur lige uden for bilruden.

Men Sprogø snyder, for den er på flere måder alt andet end uberørt natur.

Faktisk er tre fjerdedele af den nuværende ø designet af mennesker og mindre end 25 år gammel. Den er skabt af det sand og grus, der blev gravet op af bæltet, da der skulle gøres plads til Storebæltsforbindelsens bropiller og den borede tunnel.

Ved etableringen af Ny Sprogø blev der lagt en 6 km lang stensætning, som er konstrueret, så den kan modstå bølger i stærk storm. Herefter blev der fyldt op med sand, sten og grus fra havbunden. Til slut blev der lagt muldjord og sået græs. Allerede efter et år var øen dækket af grønt. Illustration: Sund & Bælt

Gammel Sprogø, hvor fyrtårnet knejser på toppen, er en noget ældre model, der blev skubbet op over vandoverfladen under den sidste istid.

Fikspunktet midt i Storebælt er med andre ord to sammenvoksede øer: Gammel Sprogø og Ny Sprogø, der til sammen dækker et areal på cirka 160 hektar. Men i dag skal man være kender for at se sammenvoksningen, påpeger Jan Lyngsø, øens driftsleder for konstruktioner og anlæg, Storebælt A/S.

»Der er skabt en ny ø, som landskabsmæssigt falder helt naturligt ind i den gamle. Hvis man ikke vidste, den var menneskabt, ville man aldrig tro det.«

Kunne være flad og firkantet

Ny Sprogøs langstrakte facon skyldes flere ting, blandt andet at man valgte en kombineret tunnel og broforbindelse til togtrafikken samt højbro og lavbro til vejtrafikken. Det bestemte længden på motorvejsramper og linjeføring på jernbanen, som igen afgjorde øens grund­design.

Øen skulle tillige have en vis størrelse for at rumme materiale, som blev fjernet fra undergrund og havbund ved etablering af Storebæltsforbindelsen, forklarer Jan Lyngsø.

»En god anlægsingeniør har styr på sin jordbalance. Det gælder om at finde et sted at gøre af materialet, fordi det er dyrt at flytte jord. Det er godt ingeniørskab.«

Ny Sprogø er omkranset af en bred stensætning, som kan modstå pres fra vandet – i særdeleshed når det stormer.

»Når jeg taler med dem, der var med til at designe øen, kan jeg forstå, at der var lange, seje drøftelser om den rette udformning af øen. De har tænkt sig meget om,« konstaterer Jan Lyngsø.

Carsten Ehlers Thomsen, senior­ingeniør hos Sund & Bælt og ansvarlig for naturovervågnings­programmet, er enig:

»I princippet kunne øen have været flad og firkantet, men man har valgt at forme den, så den passer naturligt ind i landskabet. Det er godt gjort.«

Frivillige hjælper naturen

Heller ikke øens ‘naturlige ydre’ kommer af sig selv, men er resultatet af en ihærdig og vedvarende plejeindsats, der tilgodeser både flora, fauna og landskab.

Sund & Bælt, der ejer Sprogø, kunne nøjes med at vedligeholde vejbaner, rabatter og jernbaneanlæg og lade ø være ø, men har i stedet valgt at arbejde målrettet på at gøre den til et varieret naturområde. I dag er både Ny og Gammel Sprogø et såkaldt Natura 2000-område, forklarer Carsten Ehlers Thomsen:

»Vi har altid haft fokus på de naturværdier, vi forvalter på Sprogø, og de seneste 20 års indsats betyder, at vi har endnu mere diversitet på øen og har fået mange flere arter herover, end før broen blev bygget. I dag vil kommuner og Naturstyrelsen gerne høre om vores erfaringer med naturpleje, fordi vi er længere fremme end mange andre,« siger han.

Et kig mod vest ud over et af eng­arealerne på Sprogø. Øen ejes af Sund & Bælt, som derfor står for vedligeholdelse af de fredede bygninger: det berygtede pigehjem, som i dag bruges til interne kurser, og fyrtårnet, der er bygget på ruinerne af Valdemar den Stores fæstning fra 1167. Der er adgang forbudt for offentligheden, men man kan komme på besøg med de lokale turistforeninger, der arrangerer ture til øen. Illustration: Lene Wessel

Naturplejen bliver hjulpet på vej af en gruppe frivillige, blandt andet ornitologer, botanikere og biologer. De foretager optællinger af alt fra fugle til biller, blomster og græsarter og kommer med deres bud på, hvordan naturen skal plejes for at tilgodese de arter, man ønsker at fremme.

Splitternen er et eksempel på, at en målrettet indsats for naturen giver resultatet. I 2008 var den næsten helt forsvundet fra øen. En biolog foreslog, at der blev etableret et vandhul nord for Fyrbakken tæt ved opkørslen til højbroen. Det skete i 2010, og som forudset lokkede det hættemåger til – allerede det første år.

Hættemågerne deler gerne yngle­plads med splitterner og fungerer som en slags dørmænd i forhold til sølvmågerne, som ellers tyranniserer splitternen. I dag er der mere end 1.000 splitterner i kolonien, som er den andenstørste herhjemme, kun overgået af Hirsholmene.

Naturpleje kræver kompromiser

Jan Lyngsø har ansvar for både drifts- og naturpleje – og det er to vidt forskellige måder at arbejde på:

»Driftspleje kræver, at man hele tiden er på forkant. Ved naturpleje skal man følge et forsigtighedsprincip, hvor man hellere venter et år med f.eks. at fælde et træ,« siger han og henviser til en episode, hvor han lod et fældningstruet træ stå over en sæson.

Til biologernes store glæde viste det sig at være bosted for to sjældne biller, rovbillen og brodbillen, som aldrig tidligere var set i Danmark.

Mens motorvejsrabatter og tekniske anlæg bliver vedligeholdt med maskiner, er det hovedsageligt køer og får, der klarer opgaven på eng­arealerne for at bevare øen så nøgen som muligt og forhindre, at den springer i skov.

Selvom antallet af træer bliver holdt nede, er det vigtigt at bevare små grupper, så køerne har et sted at søge skygge og læ. Naturplejen er et bestandigt spørgsmål om balance og kompromis. Eksempelvis skal græsset helst slås ofte af hensyn til floraen, mens sommerfugle og sværmere trives med langt græs og mange blomster.

Køer æder græs, blomster og småskud og sikrer dermed, at Sprogøs enge ikke springer i skov. Oprindeligt brugte man danske malkekøer til opgaven, men de kan ikke være ude hele året. Man valgte derfor for tre år siden at sætte højlandskvæg af Galloway-racen til at holde engene. Får afgræsser også øen, men da de ikke er altædende, er de knap så effektive naturplejere. Illustration: Sund & Bælt

Da Storebæltsforbindelsen blev projekteret, var der en del bekymring for, hvad det ville betyde for naturen – ikke mindst havmiljøet. For ti år siden konkluderede en undersøgelse imidlertid, at havbunden atter lignede sig selv.

Man frygtede også for den sjældne grønbrogede tudse og iværksatte et særligt program for at sikre dens overlevelse. I dag trives den bedre end nogensinde – på den nye del af øen. Ligeledes er der kommet flere og flere fuglearter til i løbet af de seneste to årtier.

Det er med andre ord en 20-års fødselar i god form, vi nu kan fejre. Øens smukke ydre og dens mange nye ‘beboere’ er dog ikke kommet af sig selv, understreger Jan Lyngsø:

»Sprogø er enormt flot landskabsmæssigt, men hvis vi ikke havde gjort noget de seneste 20 år, var den blevet til én stor skov. Så havde der været mindre biodiversitet, og det havde været meget kedeligt at køre over, fordi folk ikke havde fået en naturoplevelse og set det smukke kuperede terræn.«

Man fik helt lyst til at kikke i hvad ingeniørens gemmerne har at sige om projektet for 20 år siden

  • 5
  • 0

mens passagererne – ikke chaufførerne, tak – har kunnet glæde sig over et smukt stykke natur lige uden for bilruden.

Og hvorfor skulle føreren ikke kunne nyde naturen? Det gør jeg hver gang. Det kan altså godt gøres trafiksikkert.

  • 1
  • 2