Ny software ruster robotten til det hårdeste svejsearbejde
Der skulle gå 15 år, fra Flemming Jørgensen fik ideen til at lade robotter udføre det fysisk krævende svejsearbejde i de store tankskibes dobbeltbunde og hulrum, til han fandt løsningen på, hvordan den kunne realiseres.
Det lykkedes i efteråret 2009, og det skyldes ikke mindst en god portion stædighed og kreativitet hos den fynske maskiningeniør, robotprogrammør og iværksætter:
»Man skal turde gå andre veje, tænke anderledes og forenkle tingene. Og så skal man stille nysgerrige spørgsmål og tro på værdien af sit arbejde. Når man først har fået ideen, skal løsningen nok komme,« siger Flemming Jørgensen omgivet af gule robotter i sit lille firma Inrotechs lokaler i Odense.
»Førhen kunne det ikke betale sig at bruge robotter til arbejdet, fordi de var for følsomme, og fordi de kun kunne svejse små områder ad gangen. Ved at kode softwaren om lærte jeg robotten at se en større helhed, så den kunne svejse større områder uden afbrydelser,« forklarer Flemming Jørgensen, som udviklede systemet for Lindøværftet i efteråret 2009.
Føler sig frem med laser
Flemming Jørgensen fandt på at ombygge en lille mobil robot til svejserobot, fordi den nemmere end de større robotter kunne manøvrere i de små lukkede rum i skibenes ballasttanke og dobbeltbunde.
Den første version fungerede ved at identificere strukturerne ved hjælp af robottens svejsetråd. Svagheden var, at svejsetråden kunne bøjes, hvilket kunne give fejl i opmålingen. Fejlene blev begrænset i den næste version, som fik monteret en laser.
Ved hjælp af laseren kan robotten både måle afstand og føle sig frem til, hvor den skal svejse. Den arbejder også hurtigere end prototypen og kan ifølge Flemming Jørgensen bruges overalt i sværindustrien til ensidige eller vanskeligt tilgængelige svejseopgaver.
Målløse japanere
Robotten svejser i halvanden time, inden den når sit mål i den anden ende af rummet - uden supervision og uden at gå i stå en eneste gang. Herefter låser operatøren robotten op og flytter den til næste sektion, hvor robotten genoptager arbejdet. I december 2009 kom der besøg fra et stort japansk skibsværft, og ifølge Flemming Jørgensen var japanerne målløse, da de så robotten i aktion på Lindøværftet:
»De havde selv opgivet at få det til at fungere, men jeg havde brugt et programmeringssprog, som de ikke kendte. Det er den vigtigste ingrediens i systemet, men de faldt lige så meget for, at det var så nemt at betjene robotten. Brugerfladen til styrekonsollen er meget intuitiv, og det kræver ikke en lang oplæring for at lære at betjene den.«
Ikke muligt uden Lindø
Robotingeniøren fra Odense understreger, at samarbejdet med Lindø er en vigtig årsag til succesen.
»Den udveksling af ideer, vi havde, var uvurderlig, så uden Lindø var det ikke blevet til noget,« siger han og forklarer, at han blev ved med at stille kritiske - eller som han selv kalder det: 'nysgerrige' spørgsmål - som kunne lede ham videre i processen.
»Jeg krævede hele tiden, at der var en god grund til at afvise min idé. Jeg troede selv på den, men mine første skitser og ideer var for avancerede. Så jeg blev ved med tegne, og efterhånden forenklede jeg ideen, så løsningen opfyldte Lindøs behov.«
Lindøs blåstempling af systemet var med til at overbevise japanerne, og inden længe får Inrotech leveret otte robotter, som det japanske skibsværft har købt af Lindøværftet.
