Ny smartphone af kulfiber produceres i Flensborg

Illustration: Carbon Mobile

I midten af 1980’erne blev omkring halvdelen af de solgte mobiltelefoner på det danske marked også produceret i Danmark. Mærkerne hed Storno, AP Radiotelefon, Cetelco og DanCall. Senere købte vi mobiltelefoner i stor stil hos svenske Ericsson og finske Nokia.

Sådan er det ikke i dag, hvor der i praksis ikke massefremstilles smartphones i Europa. Nu melder en ny tysk startup Carbon Mobile sig på banen med udgangspunkt i en gammel Motorola-fabrik i Flensborg, hvor de vil producere bæredygtige smartphones beklædt med kulfiber.

Ved første øjekast er Carbons Mobiles Carbon 1 MK II iøjnefaldende. Den vejer blot 125 gram, hvilket er omkring 33 procent lettere end de mest udbredte telefoner på markedet i dag, og så er den blot 6,3 millimeter tynd. Telefonen markedsføres som bæredygtig fordi mængden af råmaterialer er reduceret, og fordi reparationsmulighederne er gode.

Forklaringen på det lette design er materialet, kulfiber, som indkapsler telefonen, og som er kendt som et stærkt letvægtsmateriale. Det er dog også elektrisk ledende, hvilket ikke harmonerer godt med en mobiltelefon der skal sende og modtage radiosignaler via antenner.

Illustration: Carbon Mobile

Faradays bur

I en artikel i Tagesspiel fra 2020 fortæller stifter af Carbon Mobile Firas at virksomheden er lykkedes med omgå det såkaldte Faradays bur, som er betegnelsen for et rumligt indelukke med et elektrisk ledende overflade, så der ikke kan være elektrisk potentialforskel mellem punkter på overfladen. Kort sagt, ingen radiosignaler kan slippe igennem.

Løsningen kalder Carbon Mobile for HyRECM, som står for Hybrid Radio Enabled Composite Material.

Det vil dog være lidt af en opdagelse, hvis det er lykkes den lille startup at omgå fysikkens love. Carbon Mobile er forholdsvis sparsomme med detaljer omkring HyRECM, men det må antages at selv et konventionelt plastmateriale er nok til at sikre, at telefonen ikke 100 procent er indkapslet i kulfiber og dermed et faraday-bur.

Selvom kulfiber er kendt for at være både let, fleksibelt og stærkt, så ser det dog ikke ud til at Carbon Mobile er lykkedes med et stærkt kulfiberdesign.

Den amerikanske Youtube-kanalen JerryRigEverything har testet telefonens holdbarhed og styrke, og resultatet er ikke opløftende. For mens kulfiber er kendt som et stærkt materiale i blandt andet biler og fly, så er kulfiberstrukturen i Carbon 1 MK II umiddelbart for tynd til at håndtere den type slid, en smartphone udsættes for.

Læs også: Spørg Scientariet video: Sådan virker et Faraday-bur

Tynd regnekraft

Telefonen kommer med Android 10 som styresystem. Men man skal ikke forvente meget af telefonens ydeevne. Regnekraften er nemlig yderst begrænset, ligesom telefonens kamera heller ikke imponerer.

Processoren er en Mediatek Helium P90. Den blev første gang frigivet i 2018, hvor den blev kategoriseret som en mellemklasse-chip. Den er heller ikke 5G-kompatibel, hvilket de fleste nye smartphones på markedet er i dag.

Den schweiziske journalist Dominik Bärlocher har ikke mange pæne ord til overs for telefonens kamera, et dual-kamera på 16 megapixel på den ene side og et 20 megapixel kamera på den anden, der mest af alt minder ham om en smartphone for ti år siden.

Indtil videre er der fremstillet 150 testudgaver af telefonen i Flensborg, som skal drives af underleverandøren Ingram Micro. I første omgang er der i Flensburg kapacitet på en produktionslinje til montage af 1.000 enheder om dagen. Alle komponenter, fx processorer, sensorer og kameraer bliver dog fragtet ind fra Asien.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

YouTube-testeren hedder nu Zack Nelson og det er kanalen som hedder JerryRigEverything. Mindre detalje.

Lånt fra Wikipedia: Jury rigging (also called "jerry rigging" and by similar phrases) is both a noun and a verb describing makeshift repairs made with only the tools and materials at hand.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten