Ny slags Maersk-boring på 5.000 meter med kæmpe tryk

Det danske olie- og gasselskab Maersk Oil har besluttet at lave en helt ny efterforskningsbrønd.

Det vil ske i et potentielt område i Maja-licensen, der netop er fornyet med to år.

Brønden bliver en HPHT-brønd og er selskabets tredje af slagsen i den danske del af Nordsøen. HPHT står for High Pressure/High Temperature og er defineret ved felter med en temperatur over 149 grader celsius med et tryk på over 700 bar.

Maersk Oil skal bore efter olie og gas i Maja-feltet. Det er et HPHT-felt, som blandt andre riggen Maersk Resolve kan bore. Det er dog ikke afgjort, hvilken rig der skal bore. Foto: Erik Holm Illustration: Erik Holm

Læs også: Danske olieselskaber borer historisk dybt i jagten på det sorte guld

De ekstreme forhold stiller store krav til materiel og planlægning, og derfor vil Maersk Oil stille både store finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed for projektet, oplyser efterforskningschef Esbern Hoch i en meddelelse fra selskabet.

Maja-licensen ligger tæt på Harald-gasfeltet. Boringen bliver på 50 meter vand og ned til en dybde af cirka 5.000 meter. Maersk Oil anslår prisen for efterforskningsbrønden til knap 600 millioner kroner.

Som tidligere beskrevet på Ingeniøren online, er der kommet stigende fokus på HPHT-felter hos de danske selskaber. Dong Energy er i fuld gang med at udbygge Hejre-feltet og har besluttet en ekstra efterforskningsbrønd på Svanefeltet.

Der er endnu ikke produceret olie eller gas fra HPHT-felter på dansk sokkel. I norsk og britisk sektor har man flere HPHT-felter i drift.

Dokumentation

Meddelelse fra Maersk Oil

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Udover temperaturen, som vel ikke er så usædvanlig på 5.000m dybde, så spekulerer jeg på om trykket er specielt stort relativt til dybden. Var det kun vand ville trykket alligevel være 500bar, så i betragtning af at det er jord/klippe, er det vel ikke usædvanligt. Er der brønde hvor trykket er lavere end den tilsvarende vandsøjle?

  • 0
  • 0

Hvorfor skulle der dog stå noget i artiklen om geotermisk energi, når det ikke har noget med Mærsks prøveboring at gøre?

Der er intet specielt ved at temperaturen er 149 grader - den geotermiske gradient i Nordsøen er ca. 30 grader/km, så det passer sjovt nok med den temperatur når man borer 5 km ned.

I øvrigt ville det da være komplet idiotisk at bore en brønd til geotermisk energi midt ud i Nordsøen, til 600 millioner. Hvis man endelig vil igang med det skal man da bore på land, hvor energien skal bruges og boringen er meget billigere. Grunden til at der ikke bliver lavet sådanne boringer er nok at de ikke kan betale sig.

  • 0
  • 0

Hvorfor skulle der dog stå noget i artiklen om geotermisk energi, når det ikke har noget med Mærsks prøveboring at gøre?

Svar på dette spørgsmål finder du lidt længere nede

Der er intet specielt ved at temperaturen er 149 grader - den geotermiske gradient i Nordsøen er ca. 30 grader/km, så det passer sjovt nok med den temperatur når man borer 5 km ned.

Du har helt ret. Intet specielt ved temperaturen i den dybde.

I øvrigt ville det da være komplet idiotisk at bore en brønd til geotermisk energi midt ud i Nordsøen, til 600 millioner. Hvis man endelig vil igang med det skal man da bore på land, hvor energien skal bruges og boringen er meget billigere.

Igen har du ret! Det jeg anser for idiotisk er at bore en 5 km dyb brønd til 600 millioner kroner midt ude på havet. Tænk på en dybde man kunne opnå hvis man borede for 600 millioner på land.

Det er denne kritik jeg ville ønske var til stede i artiklen.

Måske du kunne regne lidt på hvilken dybde man kunne opnå på land med et budget på 600 millioner kroner?

Grunden til at der ikke bliver lavet sådanne boringer er nok at de ikke kan betale sig.

Ligesom vindmøller ikke kunne betale sig i starten. Hvis vi kan blive enige om at verdens lagre af fossile brændstoffer stille og roligt bliver udtømt, så kan vi måske også blive enige om at geotermisk energi bliver profitable i fremtiden. Det er min vurdering.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten