Ny rekord: Verden smed 54 mio. ton elektronikaffald ud sidste år - det meste ved vi ikke hvor bliver af

Illustration: Christian Østergaard

Flere mennesker i verden har fået adgang til elektroniske apparater som f.eks. mobiltelefoner og elektriske tandbørster, der udgør en vigtig del af deres hverdag, men med en højere levestandard følger også en stigende verdensproduktion af elektronikaffald og de store mængder skrald vokser for hurtigt til, at affaldshåndteringen kan nå at følge med. Det viser en ny rapport fra FN.

Sidste år slog den globale produktion af elektronikaffald - også kaldet e-affald - sin egen rekord, da 54 millioner ton elektronik blev smidt ud.

Når affaldshåndteringen ikke kan følge med, betyder det, at mere affald ikke bliver håndteret miljømæssigt forsvarligt ifølge Kees Baldé, forsker ved FN universitetet i Bonn og medforfatter til rapporten:

»E-affald er et meget stort problem, for mængderne vokser meget hurtigt hvert år, og niveauet for genanvendelse følger simpelthen ikke med,« fortæller han til The Guardian.

Ifølge rapporten indeholder elektronikaffald flere forskellige giftige tilsætningsstoffer, blandt andet kviksølv og kemikalierne kaldet bromerede flammehæmmere, hvor man estimerer, at der hvert år udledes ca. 50 ton kviksølv og 71.000 ton bromerede flammehæmmere i udokumenterede strømme af elektronikaffald verden over.

Affaldet er ‘dokumenteret’, når det med sikkerhed er blevet indsamlet og genanvendt forsvarligt.

»De stigende mængder af e-affald, en lav grad af indsamling og ikke-miljømæssigt forsvarlig bortskaffelse og behandling af denne affaldsstrøm udgør betydelige risici for miljøet og for menneskers sundhed,« skriver forfatterne bag rapporten.

En af de alvorligste konsekvenser ved at komme i kontakt med kviksølv er skader på menneskers nervesystem allerede i fosterstadiet, som bremse børns udvikling, skriver Miljøstyrelsen. Bromerede flammehæmmere, der tilsættes elektronik, for at apparaterne ikke skal gå i brand, mistænkes også for at skade fostre og være hormonforstyrrende, ifølge styrelsens hjemmeside.

Langt størstedelen af giftige stoffer fra sidste års mængder af elektronikaffald har man ikke et overblik over, hvor befinder sig, da 82,6 procent af skraldet er udokumenteret og er “sandsynligvis ikke blevet indsamlet og håndteret på en miljømæssig forsvarlig måde” ifølge rapporten.

De rige producerer mest e-affald

Produktionen af e-affald er steget med 21 procent de seneste fem år, og det svarer i gennemsnit til ca. 7,3 kg for hvert menneske. Værst står det til i de rige lande, hvor Nordeuropa sidste år toppede listen med 22,4 kg. pr. person sammenlignet med Africa, hvor hver indbygger stod for blot 2,5 kg elektronikaffald.

Selvom det er Nordeuropa, der producerer mest e-affald pr. person, så er Europa også det kontinent i verden, der indsamler mest til genanvendelse, nemlig 42,5 procent af e-affaldet ifølge rapporten.

Det meste skrald kom i 2019 fra småt elektronisk udstyr, som f.eks. mikroovne og elektriske tandbørster, der udgjorde 17,4 millioner ton, hvorimod de mindste fraktioner, IT-udstyr og lamper, kun stod for hhv. 4,7 og 0,9 millioner ton.

Tabel over udviklingen i produktionen af elektronikaffald. Illustration: FN

Ifølge rapporten stiger mængden af elektronikaffald med et par millioner ton om året, og derfor forventer FN, at mængderne vil stige til 74 millioner ton i 2030. Forskerne skriver, at årsagen til de stigende mængder er højere efterspørgsel på elektronik, kortere levetid på elektroniske genstande og manglende mulighed for at få repareret sine ting.

Ædle metaller ender i skraldespanden

Op mod 69 elementer fra det periodiske system kan findes i elektronisk udstyr, herunder ædelmetaller som guld, sølv og platin. Det er en udfordring at hive metallerne ud af de omkring 17,4 procent af e-affald, som globalt sorteres til genanvendelse, fordi elektroniske produkter ofte hverken er designet eller samlet med genbrug i tankerne, skriver forfatterne bag rapporten. De vurderer alligevel, at der kunne findes værdi til ca. 10 milliarder dollars ved at genanvende forskellige råmaterialer fra de dokumenterede affaldsmængder.

Selvom der er penge at hente, så er det i mange tilfælde ikke en god forretning at hive metallerne ud af affaldet, fordi genanvendelsesprocessen koster mere, end hvad metallet er værd. En undtagelse er guld, som bruges i f.eks. mobiltelefoner og computere, hvor der er omkring 230 gram for hvert ton e-affald.

Sidste år blev der i de 54 millioner ton elektronikaffald smidt guld ud for ca. 9,5 milliarder dollars, estimerer forfatterne bag rapporten.

Forskere er i gang med at opfinde metoder til at hive guld ud af f.eks. printplader, hvilket Ingeniøren tidligere har beskrevet, og det kan gøres på en økonomisk forsvarlig måde med en genanvendelsespris på omkring 5 dollars for at indfange guld til 64 dollars.

Mere genanvendt guld kan betyde mindre CO2-udslip, da mineindustrien udleder omkring 18.000 ton drivhusgasser og producerer omkring 1,3 mio. ton affald for hvert ton guld, der bliver udvundet.

De danske affaldsbunker bliver større

I Danmark er landets årlige mængder af elektronikaffald næsten fordoblet på fem år, hvor der i 2014 var 44.091 ton sammenlignet med 2018, hvor der blev produceret 77.598 ton. Det toppede dog i 2016, ifølge Affaldsstatistikken 2018.

Tabel over udviklingen af elektronikaffald i Danmark. Illustration: Affaldsstatistik 2018

Tallene er beregnet ud fra e-affald indberettet til Affaldsdatasystemet (ADS), og fordi en “stor aktør for indsamling af elektronikaffald i Danmark” gik konkurs i begyndelsen af 2018, kan mindre e-affald have været indberettet til ADS i 2017, skriver forfatterne bag affaldsrapporten, der uddyber, at mængderne er steget igen.

Danmark har vedtaget særlige regler for, hvordan skraldet skal håndteres, og siden 2014 er antallet af lande, der har vedtaget en national e-affaldslov, -regulering eller -politik steget fra 61 til 78, men det er stadig under halvdelen af FN’s 193 medlemslande.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Påstanden om, at elektronikaffald ender i skraldespanden, må tages med et meget stort gran salt. De fleste metaller har positiv værdi og går derfor sjældent tabt. Spørgsmålet er snarere, hvilken vej elektronikaffaldet går, før det genanvendes. Min påstand er, at langt det meste ender som metalskrot - og at det derfor også genanvendes. Jeg mener at kunne huske, at der i undersøgelserne af dagrenovationsaffald er fundet forsvindende små mængder elektronik, så det er ikke der, vi skal finde de store mængder, som mangler i opgørelserne over indsamlede mængder. Tilbage er med stor sandsynlighed metalcontainerne på genbrugspladserne. Ikke nødvendigvis de danske, men under alle omstændigheder i en eller anden form for genanvendelse, hvor man høster det udbytte, som værdien af metallerne repræsenterer. Så der er næppe nogen anden grund til opråbet om spild af ressourcer, end at der kommer for lidt i de ordninger, som retter sig mod WEEE (waiste of elektrician and elektronic equipments - beklager, hvis der er fejl i stavningen). Alle elektriske eller elektroniske produkter (med visse undtagelser) hører til i denne fraktion, MEN man kan hurtigt komme i tvivl. Hvor hører det til? En standerlampe af metal, men med en LED pære eller en lysdæmper? Materialerne fra en adskilt støvsuger - en motor, en ledning, et rør og en masse plast? Et komfur med løse plader til oven og en skuffe af rent jern? En vaskemaskine, der er skilt ad for en reparation, som ikke var rentabel. Skal man samle den igen eller blot aflevere stumperne, hvor de naturligt hører hjemme? En elevationsseng. Jeg tænker ikke, at WEEE-folkene vil have den med i containeren. Tænk selv efter. Hvor placerer du dine kasserede effekter i WEEE gruppen?

Ved opgørelsen af vægten afsolgte emner i WEEE kategorien kan emballagen også være medregnet. Den vil jo aldrig ende i den fraktion ved kassation.

Vær lidt seriøse i forhold til vurdering af genanvendelsesprocenterne, særligt når det gælder WEEE, men også generelt.

  • 4
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten