Ny rekord: James Webb-teleskopet er kommet nærmere tiden lige efter Big Bang

Kan man finde nyere lys fra samme galaxe så man kan se en udvikling?

fra den Planckske æra ?

(de skal nok tages med ret kort lukkertid)

Kan man finde nyere lys fra samme galaxe så man kan se en udvikling?

Nej, rummet mellem os og de fjerne galakser udvider sig nu med mere end lysets hastighed. Så de fjerne galaksers senere lys vil aldrig nå os.

Men ud fra princippet at fjerne galakser opfører sig på samme måde som tættere kan man alligevel følge en udvikling.

Kan man finde nyere lys fra samme galaxe så man kan se en udvikling?

Ja.... hvis vi vælger at rejse hurtigt (meget hurtigt) i retning væk fra galaxen og overhaler de fotoner som forlængst allerede har passeret vores teleskoper, og så kigger bagud mod jorden.

I praksis nej.

Det kan man faktisk godt , den linseeffekt tyngdekraften omkring tunge legemer danner gør at man både kan se det samme objekt flere gange og den samme begivenhed på forskellige tidspunkter,man har faktisk ligget på lur og registreret en supernovas udbrud som ,man vidste ville komme fordi resterne af den kunne ses i en anden version i den samme linse.

Prøv at søg gravitationel lenzing

Ah.... cool.... hvor stor en forskydning vil man kunne opnå?

Universet er næsten 14mia. år gammelt, og da mennesker på jorden, begyndte at studere universet, havde vi for længst et ”færdigt ” univers at kigge på.

Som jeg har forstået det, er det, vi kan studere, det synlige univers, som består af de objekter, hvis lys har nået og rammer jorden for tiden. Det kan vi måle og veje og beregne på. Som jeg også har forstået det, ligger der udenfor dette det usynlige univers, som er MEGET MEGET større – måske uendelig stort (bl.a. Anja Andersen, mener jeg). Lyset fra de nærmere egne af dette meget større univers, vil over tid nå os og gøre, at vi kan studere fjernere egne end før, og dette vil gøre det synlige univers større og større, samtidig med at rummet selv også udvider sig. Længere ude kommer et område, der på grund rummets udvidelse og afstanden allerede fjerner sig fra os hurtigere end lyset, mener man. Lyset herfra vil aldrig kunne nå os, og det må vi finde os i. Sådan har jeg forstået det.

Spørgsmål: Hvor dan kan vi vide, at det usynlige univers er så rasende meget større end det synlige Kunne man ikke med lige så stor ret antage, at det bare er "LIDT" større. Har man noget at have sine formodninger i ? Steen Ørsted

Spørgsmål: Hvor dan kan vi vide, at det usynlige univers er så rasende meget større end det synlige Kunne man ikke med lige så stor ret antage, at det bare er "LIDT" større. Har man noget at have sine formodninger i ? Steen Ørsted

Det kan vi faktisk ikke vide. Men da vi ser et ensartet univers i alle retninger må vi enten befinde os i centrum af et "lille" univers, eller et sted i et større univers. Jeg vil meme at det er mest sandsynligt at det reelle univers er større end det synlige.

Om det så er stort, meget stort eller uendeligt bliver svært at afgøre.

Om det så er stort, meget stort eller uendeligt bliver svært at afgøre.

Medmindre udvidelsen under inflationen skete med uendelig hastighed, burde størrelsen af Universet være endelig, da det, så vidt vi ved, har en endelig alder.

Medmindre udvidelsen under inflationen skete med uendelig hastighed, burde størrelsen af Universet være endelig, da det, så vidt vi ved, har en endelig alder.

Det er kun det synlige universe vi kan slutte har en endelig størrelse. Hele universet er med næsten sikkerhed langt større end det synlige univers, og sandsynligvis endda uendeligt.

sandsynligvis endda uendeligt.

Hvorfor sandsynligvis?

Mener du inflationen foregik med uendelig hastighed, Jens?

Jeg tror per definition ikke på uendelighed med mindre man går i multidimensionelle cirkler.

Uendelighed (i univers sammenhæng) er vel bare et valg af ord, fordi man ikke har bedre viden?

Det følgende er ren non scientific tankespind, men det forekommer mig at den del af verden, som vi har data på, viser sig at være opbygget i en slags celle struktur, hvor celler ligger op ad andre celler, og internt er yderligere opdelt i mindre celler. Derfor er hver celle i princippet endelig da den har en grænse til en anden celle.

Da dette jo i praksis kommer til at ligne en fraktal struktur, så vil n+1 dimension se uendelig ud...... Men who knows :)

Det er kun det synlige universe vi kan slutte har en endelig størrelse. Hele universet er med næsten sikkerhed langt større end det synlige univers, og sandsynligvis endda uendeligt.

Det er svært at forestille sig at universet er uendeligt, men lige så svært at forestille sig, at der skulle være en grænse for universets udstrækning. Hvis det har en grænse, og man var i stand til at rejse til den, kan man måske være heldig at se et skilt med teksten "her slutter universet - foretag en U-vending" :-)

Spøg til side. Jeg synes det er interessant at sammenligne universet med sorte huller. Det der kendetegner et sort hul er jo som bekendt, at rumtidskrumningen er så ekstrem, at lyset ikke kan undslippe det. Det samme kan man vel sige må gælde hele universet. Lyset kan ikke undslippe universet. I den forstand er universet endeligt. Hvis der er noget uden om universet (andre universer), får vi det aldrig at vide.

Jeg har været glad for de kommentarer, der er kommet. Mit eget synspunkt er, at der er 3 måder universet (det usynlige) evt. kan være uendeligt på.

1) Hvis udvidelseshastigheden har været uendelig fra første start. I så fald har vi haft et uendeligt stort univers, som stadig udvider sig siden Big Bang.

2) Hvis universet har været uendeligt fra allerførste start, og det er der nogen, der har været inde på, ud fra det synspunkt, at universet hele tiden har været OVER ALT uanset en endelig ekspansion, og det er svært at modsige.

3) Man vil aldrig (heller ikke teoretisk p,gr.a. overlyshastighedsudvidelse af de egne, der er fjernest fra os) kunne konstatere en ydre grænse for universet, og ifølge Russell´s tepotteeksempel har man lov til (og bør måske) afvise dét, man ved, der aldrig vil kunne konstateres som f.eks. en grænse for universet..

Men man ender i filosofiske betragtninger, når man taler om noget, man ikke kan vide, og det er nok klogt at forsøge at holde sig til det, der forekommer at være mest sandsynligt. Men også det kan være svært at blive enige om, hvad er.

Mine egne ”filosofiske” betragtninger går i denne retning: Universet er noget konkret (stofligt). Noget konkret har det i mine tanker svært ved at være uendeligt. Men igen: Vores hjerner har det svært med det, vi ikke selv har (tænkt eller) erfaret, og der kan godt findes realiteter, vi ikke har erfaret, eller kommer til at erfare, Så ---.

Jeg har det ikke svært (faktisk bedst) med at forestille mig, at universet er langt større end det synlige univers, - er kugleformet, - er endeligt og har en ydre grænse, som stadig udvides (og som stråling ikke har problemer med at overskride).

Hvorfor må universet ikke have en ydre grænse, som er under udvidelse? Nogle mener, at universet har en meget svag positiv krumning, andre at det er helt fladt. Hvis det sidste er rigtigt, synes jeg det medfører, at universet er forståeligt og endeligt, men det er bare min intuitive synsning.

Jeg mener også, at det mest sandsynlige er, at det usynlige univers er langt større, end det, vi kan se (Verden er så stor så stor Lasse Lasse lille. Meget større end du tror, Lasse Lasse lille.- hed en gammel børnesang, som sikkert også kan gælde for universet), og synes derudover også, at hvis universet ”fortyndes” ved udvidelse, ”burde” det (også selvom universet skulle være uendeligt) medføre, at der også er et uendeligt ”uanvendt” potentiale, det kan udvide sig i.

Det kan synes ukonstruktivt at spekulere på ting, vi alligevel ikke kan få klarhed på, men heldigvis kan vi ikke lade være, og så ved vi da nogenlunde, hvor grænserne for vore formåen går. Steen

sandsynligvis endda uendeligt.

Hvorfor sandsynligvis?

Mener du inflationen foregik med uendelig hastighed, Jens?

Nej, absolut ikke, selvom inflationen ifølge den pt. akacepterde kosmiske model gik helt vanvittigt hurtigt Og så stoppede inflationen jo, da det synlige univers var på størrelse med en basketbold.

Sagen er at at det tætte tidlige univers ved big bang allerede var uendeligt. Nu er universet så stadigvæk udendeligt, men langt mindre tæt. At tale om at universet på et tidspunkt var uendeligt tæt, giver ikke rigtigt mening, da gravititionelle kvanteeffekter bliver afgørende når vi kommer ned på planck-skalaen, og så bryder vores fysiske teoriers beskrivelse sammen, og vi kan ikke på fornuftige måde længere tale om eksistens af hverken rum eller tid.

Ræsonnementet bag dette er er antagelsen om, at vi ikke befinder os i en særligt priviligeret position i universet. Vi må derfor antage, at enhver betragter i universet vil befinde sig i et ekspanderende synligt univers, der synes at komme fra en meget tæt og (uendeligt?) lille udgangspunkt. Men selv mange små udgangspunkter bliver uendeligt stort, når de ligger ved siden af hinanden. På samme måde, som et punkt ikke har nogen udstrækning, men uendeligt (overnummerabelt) mange punkter alligevel tilsammen kan danne en uendelig lang linje.

Tak for dit svar, Jens.

Sagen er at at det tætte tidlige univers ved big bang allerede var uendeligt

Jeg må tilstå, at dét har jeg ikke tidligere hørt.

Så, hvis jeg forstår det rigtigt, startede Big Bang ikke ud fra en singularitet (et punkt), som nogle teorier antager?

Så, hvis jeg forstår det rigtigt, startede Big Bang ikke ud fra en singularitet (et punkt), som nogle teorier antager?

Hvis universet er uendeligt, så har det altid været det, allerede da den ekspansion, som vi kalder big bang, indtraf.

Hvis universet ikke er uendeligt (men til gengæld er krumt), så vil det derimod komme fra en singularitet.

I begge tilfælde kommer det synlige univers imidlertid fra en singularitet (bortset fra at det ved vi egentlig ikke, da vores fysiske forståelse bryder sammen, inden vi når til en singularitet).

Når der er så mange misforståelser omkring disse ting så skyldes det nok, at næsten al populære formidling gør den synd, ikke at skelne mellem universet og det synlige univers. Man kunne mistænke at en del formidlere i populære medier ikke engang selv er klar over, at det er to forskellige ting.

Som jeg har forstået det, er det, vi kan studere, det synlige univers, som består af de objekter, hvis lys har nået og rammer jorden for tiden. Det kan vi måle og veje og beregne på. Som jeg også har forstået det, ligger der udenfor dette det usynlige univers, som er MEGET MEGET større – måske uendelig stort (bl.a. Anja Andersen, mener jeg).

Det er mærkeligt, for nogle observatører diametralt modsat fra os ville kunne se den samme galakse 13 milliarder lysår væk. De ville altså være 26 miliarder lysår fra os og observere den samtidig med os.

Kosmologerne er desværre lidt uldne i mælet når man spørger om hvor big bang skete eller hvor Universet ender. For ser man langt nok tilbage burde man se det samme punkt, men det siges at være en forkert slutning.

Problemet er måske, at det ikke er helt klart hvad der menes når folk taler om Universet.

Til Jens Olsen. Foranlediget af den første sætning i #17, Når du taler om universet, taler du så udelukkende om det, som Big Bang producerede, eller er der mere i det?

Til Svend Ferdinandsen: Jeg mener at have læst, at universet startede i et punkt, som dengang var over alt, da det var det ENESTE, som var. Da det svulmede op, blev det ved med at være over alt, så du kan ligeså godt sige, at det startede i din baghave, som i den galaxe, vi lige har set et billede af. Men jeg forstår det heller ikke. Steen

Kosmologerne er desværre lidt uldne i mælet når man spørger om hvor big bang skete

Nej det er kosmologerne bestemt ikke. De er meget klar på at big bang skete overalt. Big bang er nemlig ikke en eksplosion ud i noget men ekspansion af selve rummet.

eller hvor Universet ender.

Igen er kosmologerne meget klar på at universet ikke ender. Enten er det uendeligt eller også krummer det tilbage i sig selv.

For ser man langt nok tilbage burde man se det samme punkt, men det siges at være en forkert slutning.

Nej observatører i forskellige dele af universet (I forskellige synlige universer) vil se forskellige "punkter".

“ Kosmologerne er desværre lidt uldne i mælet når man spørger om hvor big bang skete eller hvor Universet ender.”

Den forståelse kosmologerne har af universets begyndelse er, at Big Bang skete overalt. Universet har således ikke noget centrum, Eller man kan sige ar centrum for universet var/er overalt, så alle observatører kan sige, at de er i centrum af universet.

Når du taler om universet, taler du så udelukkende om det, som Big Bang producerede, eller er der mere i det?

Når jeg taler om universet, så taler jeg om alt det som ekspanderede i big bang.

Når jeg taler om det synlige univers, så mener jeg den del af universet som vi er i stand til at se. Dvs. den del fra hvilken lys er i stand til at nå os.

Men så er der jo også kosmos, som er "det hele". Dvs. ikke bare det univers, som vi bor i, men også eventuelle parallelt eksisterende universer.

Det er mærkeligt, for nogle observatører diametralt modsat fra os ville kunne se den samme galakse 13 milliarder lysår væk. De ville altså være 26 miliarder lysår fra os og observere den samtidig med os.

Svend, dine finurlige vinkler gør stor løkke, men paradokset? Er universet 13,8 mia år gammelt (siden BB) burde der ikke finders en observator 26 mia lysår fra os, for hvordan skulle disse (observatører) være kommet derud? Og hvordan kommer mennesker på Jorden (ca 5 mia år igen) til at se dem? Der vil gå nogen tid, inden vi kan se så langt væk. Jeg er med på, at dine observatører er hypotetiske/imaginære, men ...

Hvor langt er omtalte galaxe fra os, hvis lyset fra den er 13 mia år om at nå os?

Det er mærkeligt, for nogle observatører diametralt modsat fra os ville kunne se den samme galakse 13 milliarder lysår væk. De ville altså være 26 miliarder lysår fra os og observere den samtidig med os.

Svend, dine finurlige vinkler gør stor løkke, men paradokset? Er universet 13,8 mia år gammelt (siden BB) burde der ikke finders en observator 26 mia lysår fra os, for hvordan skulle disse (observatører) være kommet derud? Og hvordan kommer mennesker på Jorden (ca 5 mia år igen) til at se dem? Der vil gå nogen tid, inden vi kan se så langt væk. Jeg er med på, at dine observatører er hypotetiske/imaginære, men ...

Hvor langt er omtalte galaxe fra os, hvis lyset fra den er 13 mia år om at nå os?

Universet anses, af nogle, til at være op mod 92 mia lysår i diameter

Bl.a.: https://bigthink.com/starts-with-a-bang/ho...

Andre, at det "kun" er 46 mia lysår.

?

Hvor langt er omtalte galaxe fra os, hvis lyset fra den er 13 mia år om at nå os?

Jeg går ud fra at galaksen sender lys ud i alle retninger, så der må nødvendigvis være et sted 26 milliarder lysår fra os der også ville kunne se lyset nu.

Det er mærkeligt at tænke på, at den galakse måske slet ikke findes mere. Eller hvor var vores egen galakse dengang for 13 milliarder år siden?

Hvor langt er omtalte galaxe fra os, hvis lyset fra den er 13 mia år om at nå os?

Jeg går ud fra at galaksen sender lys ud i alle retninger, så der må nødvendigvis være et sted 26 milliarder lysår fra os der også ville kunne se lyset nu

Kan du uddybe det, Svend?

"Refresh tiden" er ikke så lang - blandt nogle danskere; som tilsyneladende allerede har "glemt" fladjordsskandalen og ing.dk's skriv i den anledning.

Kildekritik bliver et stort tema snart.

Med udgangspunkt i påstanden om at vores observerbare univers er ca 92 mia. lysår i diameter vil et objekt hvis lys udsendtes mod os for over 13 mia år siden, som antages at være det fjerneste vi kan observere pt være næsten 46 mia lysår væk (som jeg forstår det observerbare univers er det den afstand de fjerneste objekter vi kan se antages at være væk nu). En observatør på den anden side af objektet skal altså være ca 92 mia lysår fra os, og vil sidde midt i en tilsvarende "boble" på ca 92 mia lysår.

Svend, dine finurlige vinkler gør stor løkke, men paradokset? Er universet 13,8 mia år gammelt (siden BB) burde der ikke finders en observator 26 mia lysår fra os, for hvordan skulle disse (observatører) være kommet derud? Og hvordan kommer mennesker på Jorden (ca 5 mia år igen) til at se dem? Der vil gå nogen tid, inden vi kan se så langt væk. Jeg er med på, at dine observatører er hypotetiske/imaginære, men ...

Hvor langt er omtalte galaxe fra os, hvis lyset fra den er 13 mia år om at nå os?

Nu har vi jo endnu ikke afgjort om jorden er det eneste sted hvor livet har udviklet sig eller om det er opstådet mange steder i universet og derfor udviklet sig uafhængigt af hinanden... Hvis der sidder en observatør på en planet i en anden galakse så kan det kun lade sig gøre, hvis livet er opstået og har udviklet sig i den pågældnde galakse... Dvs. det er helt sikkert ikke en observatør fra jorden :)

Jeg vil ikke til at gætte på hvor en galakse er, som vi kan se udsendte lys for 13 milliarder år siden. Den kan være forsvundet, smeltet sammen med andre galakser eller flyttet sig i en vilkårlig retning... Husk, det er universet der udvider sig, ikke galakserne der bevæger sig væk fra hinanden eller imod hinanden (hvilket de så også gør, oven i universets udvidelse)...

Nis Schmidt: I kosmologi er det ikke et krav at en observatør er af jordisk oprindelse. Som i beskrivelse af relativistiske fænomener er det helt og holdent en tænkt observatør hvis oprindelse er irrelevant.

Jeg vil ikke til at gætte på hvor en galakse er, som vi kan se udsendte lys for 13 milliarder år siden.

Det pudsige er, at du kan vende teleskopet 180 grader og sikkert også finde en galakse der er 13 milliarder år gammel.

“ Det pudsige er, at du kan vende teleskopet 180 grader og sikkert også finde en galakse der er 13 milliarder år gammel.”

Hvorfor er det pudsigt?

Universet anses, af nogle, til at være op mod 92 mia lysår i diameter

Forholdsvis intuitiv forklaring på Universets størrelse og udvidelse:

https://youtu.be/2hywNYzcRwM