Ny rapport: Verdens energibehov går ned fra 2035 – og elbiler får en stor del af æren

Det norske konsulentfirma DNV GL har netop offentliggjort rapporten Energy Transition Outlook, hvor de ser på verdens energibehov og analyserer udviklingen i energimarkedet fremover.

Nu mener de at kunne se, at verdens energibehov vil toppe i 2035 – for derefter at gå nedad. Årsagen er energieffektivisering, som i høj grad er et resultat af elektrificeringen af samfundet.

Elbiler og anden eltransport er en stor del af årsagen. DNV GL mener, at elbiler vil udgøre en andel på 50 procent af alle nye biler i Europa i 2027.

Kinesiske elbusser

Det er andet år, DNV GL udgiver denne rapport. Sidste år anslog de, at verdens energibehov ville flade ud omkring 2034 – nu mener de altså, at behovet for energi vil toppe omkring midten af 2030’erne – for så at gå nedad.

»Baggrunden for, at vi tror, behovet for energi går ned, er den energieffektivisering, der sker gennem elektrificering. Her tales der i høj grad om optagelse af teknologi. For eksempel handler det om at bruge LED-pærer i stedet for paraffin-lamper, som mange fortsat bruger i Indien. Det handler om at bruge strøm til at lave mad, og ikke brændeovn. Og det handler om at køre elbil i stedet for dieselbil,« forklarer Liv Hovem, direktør for olie og gas i DNV GL, til Teknisk Ukeblad.

Hun fortæller, at de siden sidste år har arbejdet hårdt for at forbedre modeller og komme ud i industrien og lære. Det gjorde blandt andet, at de opdagede, hvor langt Kina er kommet, når det gælder elbusser, med flere hundredtusinde ude i trafikken allerede og en hurtig udvikling.

»Det gør, at vi kan se, at elektrificeringen er i gang, når det gælder den tunge transport, i hvert fald på kortere distancer. Så vi tror nok endnu mere på elektrificering af tung transport, end vi gjorde for et år siden. Det vil gå hurtigere,« understreger hun.

Inden 2050 vil elektriske køretøjer sammen med en række andre forbedringer ifølge DNV GL have bidraget til, at det samlede energibehov til transport er blevet betydelig lavere end i dag. I dag bruger verden omkring 27 procent af den samlede energimængde til transport. I 2050 forventes det, at dette er reduceret til omkring 20 procent.

Elbil-optimister

Hovem påpeger, at de er noget mere optimistiske end andre, med hensyn til hvor hurtigt overgangen til elektrificeret transport vil foregå. Samtidig peger hun på, at det er let at se situationen fra kun et norsk eller europæisk synspunkt.

»Her handler det om, at folk faktisk skal bytte deres diesel- eller benzinbil ud med en elbil. Folk har gerne deres biler et stykke tid, så derfor kommer det også til at tage noget tid. Men hvis du for eksempel ser på Kina, så er der mange, som skal have bil for første gang, og så vil der være mange, som hopper direkte på en elmotor. Så vil det gå meget hurtigere,« påpeger hun.

DNV GL’s fremskrivninger tilsiger, at halvdelen af alle biler, som bliver solgt i Europa i 2027, vil være elbiler. I Kina, Indien og Nordamerika vil dette ske nogle få år senere – i 2032.

Årsagen til, at DNV GL tror på, at det kommer til at gå så hurtigt, ligger i deres udgangspunkt for hele rapporten, nemlig modeller baseret på, at udviklingen vil styres af omkostningerne. De tror, prisen på en elbil vil blive lav nok til, at folk vil vælge den frem for en bil med forbrændingsmotor.

Derudover fremhæver Hovem lovændringer såsom dieselforbud i en række storbyer. Det vil også føre til, at flere vælger elbil. Når flere vælger elbil, går priserne ned. DNV GL tror, at levetidsomkostningerne på en elbil og en dieselbil vil krydse hinanden i 2024. Efter det vil det være billigere at producere elbiler, mener selskabet.

»Så sker der en acceleration, og andelen af elbiler øges,« pointerer hun.

DNV GL fremhæver også udviklingen inden for elektriske skibe, specielt for kystnære ruter.

Når ikke togradersmålet

Men til trods for øget elektrificering, både i transportsektoren og på andre områder, med en efterfølgende nedgang i energibehovet tror konsulentfirmaet ikke, at verden vil nå togradersmålet. Det er i tråd med konklusionerne i de fleste tilsvarende rapporter.

IEA’s bæredygtighedsscenario er blandt de få, som anslår, at målene fra Paris-aftalen bliver nået. DNV GL anslår, at øgningen vil ligge nærmere 2,6 grader.

En del af årsagen er, at det går for langsomt med at udfase kul. Samtidig tror de, at det vil gå hurtigere at udfase olie, og anslår, at gas vil passere olie som den vigtigste energikilde i 2026. Olien vil nå sit topniveau i 2023, gas i 2034.

I 2050 tror de, at energimikset er delt ligeligt mellem fossile og vedvarende kilder. I dag ligger VE-andelen på omkring 20 procent.

»Budskabet her er, at vi har brug for mere af alt. Mere energieffektivitet, mere VE, mere gas og mere CO2-lagring. Det, vi ser, der mangler nu, er en gunstig udvikling på området for CO2-lagring,« understreger Hovem.

Årsagen er enkel: Det er for dyrt.

»For at nå klimamålene skal der ske en udvikling her. Foreløbig er det for dyrt. Da vores model er baseret på omkostninger, så viser den, at det stopper lidt der, og vi har ikke taget særlige effekter af CCS (cabon capture and storage, red.) i betragtning i vores rapport,« forklarer Hovem.

CCS-håb

Hun tror, der skal nogle grundlæggende ændringer til, for at teknologien skal tages i brug, og nævner CO2-prisen som et eksempel. Den skal op.

»CO2-prisen er jo steget her i sommer, og vi er næsten der, hvor den kan få CCS til at betale sig, men ikke helt endnu. Der sker dog ting og sager, og det er spændende,« understreger hun.

Hovem påpeger, at det samme i høj grad gælder for brint. Til trods for, at gas bliver den største energikilde i 2050, tror DNV GL ikke, at brint vil udgøre mere end en halv procent.

»CCS kan være en løsning i forhold til at lave naturgas om til brint uden udledning. Og tanken om at kunne rense naturgassen, før man sender den til Europa, er virkelig spændende. Men som omkostningsbilledet er lige nu, ser det ikke ud til, at brint bliver stort. Vi ser dog samtidig nogle forhold, som kan forandre dette og skubbe på udviklingen,« påpeger olie og gas-direktøren.

Hvis CO2-lagring bliver mere rentabelt, enten gennem politiske virkemidler som øgede CO2-priser, eller fordi teknologien i sig selv bliver billigere, kan det alligevel vise sig at få en effekt, som p.t. ikke er med i DNV GL’s analyser.

»Hvis omkostningsbilledet ændrer sig, så kan dette slå igennem og ændre på en del. Og det giver en slags håb. Men inden så længe kan vi ikke bare nøjes med at håbe, vi skal have de fakta, som ligger bag. CCS er mere kompliceret end sol og vind, og selv om vi også for CCS forudser betydelige volumenbaserede omkostningsreduktioner, er det meget lidt sandsynligt, at der sker en omkostningsudvikling, som den vi ser for sol og vind,« understreger Hovem.

Kortere horisont

Ifølge Hovem vil der fortsat vil være behov for mere olie fremover, og efterspørgslen vil fortsætte med at stige i yderligere nogle år. Dermed er der behov for nye investeringer.

»Som det ser ud efter 2023, falder produktionen af olie hurtigere end behovet. Og det samme gælder for gas, hvor toppen nås et årti senere. Så vi er afhængige af, at der bliver tilført flere ressourcer,« påpeger hun.

Samtidig ser Hovem et klart skifte i, at olieselskaberne nu opererer med kortere horisont, hvor de er sikre på at få deres investeringer igen. Der vil blive færre af de store projekter, som kræver 10-20 år for at modnes.

VE-andelen vil ifølge DNV GL fortsætte med at øges fremover, og øgningen i energibehovet, som kommer frem mod 2035, vil det i høj grad være vind og sol, der står for. I 2050 forventer DNV GL, at solenergi vil stå for 16 procent af energimikset, mens vind vil stå for 12 procent. I dag har sol og vind en samlet andel på under én procent.

Artiklen er fra tu.no