Hvis udsigten til et dansk depot for atomskrot fra Risø kan virke svær at kapere for enkelte, burde de måske tage et kig sydpå.
Mange europæiske lande kan se frem til en atomskrotningsopgave, der, målt i mængder, får det danske affaldsproblem fra Risø til at ligne et styk krøllet ispapir midt i Fælledparken.
»Mig bekendt har ingen lande holdt et atomkraftværk kørende mere end 60 år. Derfor venter der en stor opgave, som på et eller andet tidspunkt skal håndteres,« siger Erik Nonbøl, ekspert i reaktorfysik og seniorforsker ved Risø DTU.
En ny rapport fra analysehuset Global Data, der har ekspertise i energisektoren, viser, hvor stor opgaven er. Ifølge rapporten vil der frem til 2030 være 150 atomkraftværker i Europa, som står foran lukning og efterfølgende dekommissionering. En opgave, som Global Data anslår til at koste 484 milliarder kroner.
Problemet er globalt, men især Europa har en kæmpe udfordring. Ifølge rapporten står Europa for næsten syv ud af ti aldrende atomkraftværker med forventet lukning i 2030. Det er blandt andet Tyskland, der har besluttet at afvikle atomkraften, samt lande som Schweiz og Belgien, hvor man forventer en endelig beslutning om afvikling i løbet af de nærmeste år.
Behov for gigantiske slutdepoter
Og mængderne er til at tage af føle på. Det britiske Radioactive Waste Management Directorate (RWMD) anslog i 2010, at der alene i Storbritannien bliver behov for deponering af op til 479.900 m3 atomaffald efter de første 60 års arbejde med atomkraften.
Til sammenligning forventer Dansk Dekommissionering, der står for etableringen af et dansk slutdepot, at depotet skal kunne rumme 10.000 m3 dansk atomskrot.
Svenskerne har siden 1988 depoteret lav- og mellemaktivt affald i Forsmark nord for Stockholm. Her kan man foreløbigt opbevare 60.000 m3, men depotet er allerede planlagt til at blive udvidet til 200.000 m3 fra 2020. Et andet depot til højaktivt brugt brændsel er planlagt ved Oskarshamn, men endnu ikke endeligt godkendt i Riksdagen.
Som tingene er i dag, udskyder de fleste lande planer om at dekommissionere gamle atomkraftværker. Dels fordi de bliver opdateret og dermed kan køre længere tid, dels fordi man venter på, at pengene til afviklingen skal falde ned fra himlen, når finanskrisen blæser af. Endelig er det billigere at forlænge levetiden end at bygge nyt.
Ståltanken udsat for neutron-bombardement
Om et atomkraftværk er ved at være for gammelt er i bund og grund et spørgsmål om tilstanden på reaktortanken, forklarer Erik Nonbøl:
»Ståltanken bliver udsat for et voldsomt bombardement af især neutroner. Det kan med tiden føre til en slags metaltræthed i stålet, som igen kan give revner, og det er netop tilstanden på tanken, der afgør muligheden for levetidsforlængelse,« siger Erik Nonbøl.
De fleste reaktorer er designet til en levetid på 40 år, og oftest bliver et atomkraftværk levetidsforlænget med 10 år. Blandt andet i USA er det dog normalen med 20 år. Nye atomkraftværker som det, der bygges i Finland, er fra start designet til 60 års levetid.
I forbindelse med levetidsforlængelse bliver komponenter som turbiner, pumper og generatorer løbende udskiftet på reaktorer.
»Det er klart, at eksempelvis en ny turbine vil have en meget bedre virkningsgrad end en 30-40 år gammel turbine. Det gør, at det kan betale sig at udskifte selv dyre komponenter,« siger Erik Nonbøl.
Ifølge Global Data-rapporten vil man formentlig også se, at flere af de europæiske kraftværker bliver levetidsforlænget, for ikke at tale om USA, hvor man forventer at levetidsforlænge 71 kraftværker. Kun fire anlæg skal dekommissioneres i perioden 2012 til 2030.
Rapporten anslår, at 200 af verdens producerende godt 400 atomkraftværker står foran dekommissionering frem til 2030. Af de 200 står de 150 altså på europæisk grund. Følg Ingeniørens journalist Erik Holm[ ](https://twitter.com/#!/holm_erik)Twitter
Dokumentation
