Ny processorchip fra ARM skal give smartphones kræfter som pc'er

Om to år vil smartphones være lige så kraftige som nutidens pc'er. Samtidig vil de bruge meget mindre strøm end nutidens smartphones.

Det garanterer Warren East, som er direktør for den britiske processor-fabrikant ARM, over for magasinet ElectronicsWeekly. Han ved det, fordi de nødvendige processorchip-design allerede er konstrueret, og nu mangler bare at de mange licenshavere får gang i produktionen.

Warren East afslører, at ARM har taget nye tricks i brug. For kunderne efterspørger smartphones, der har betydeligt længere batteritid end i dag, og det er svært at efterkomme, hvis man samtidig vil øge processorens ydeevne. Så må man låne.

Nutidens dyreste smartphones bruger rigeligt med strøm, synes mange forbrugere. Nu svarer processor-arkitekten ARM igen med den energi-nærige processor Cortex A7 og den højtydende Cortex A15 - endda på samme SoC-chip. Dermed får fremtidens smartphones bedre mulighed for at skrue op og ned på strømforbrug og proceskræfter. (Foto: Wikipedia) Illustration: Wikipedia

Det nye koncept hedder big.LITTLE processing, og med et typisk forbrugsmønster og samme slags batterier som nu, skal det kunne øge batteritiden med 70 procent.

Konceptet går ud på at kombinere to processortyper i en enkelt chip, en såkaldt SoC (System-on-Chip).

Ideen går i korthed ud på, at de fleste hverdagsaktiviteter i en smartphone (telefonsamtaler, sms, emails, twitter, facebook-indlæg) ikke er særligt krævende, så de skal afvikles på en super-energieffektiv processor. Den har fået betegnelsen Cortex A7. Og den har faktisk en ydelse, der svarer til nutidens dyreste smartphones, men den bruger kun en femtedel af deres energiforbrug. Dermed skal A7 give telefonen øget batteritid.

Cortex A7 bliver også billig, så denne processor i en alene-version skal være hjertet i billige smartphones i verdens fattigste lande fra 2013.

Umærkeligt skift mellem processorer

Men når forbrugeren vil have ekstra ydelse ud af sin smartphone, for eksempel i forbindelse med browsing på nettet, gps-navigation, grafik-intensive spil eller HD-streaming til hjemme-tv'et, så skifter de kommende smartphones umærkeligt over til den anden processor på SoC-chippen, som har væsentligt flere hestekræfter - den nye, højtydende Cortex A15, som endda kan få op til fire kerner.

Cortex A15 er en processor, der blandt andet er tiltænkt telebranchen til de såkaldte femtoceller, der skal dele mobil båndbredde ud til mobilbrugerne.

Omskiftningen mellem de to processorer sker nede under motorhjelmen, så at sige. Ikke engang det overliggende operativsystem får noget at vide om processorskiftet, som sker på 20 millisekunder.

Det svarer lidt til automobilindustriens downsizing af bilmotorer. Man lægger en lidt beskeden motor i bilen, men udstyrer den så med en turbolader, indsprøjtning og variable ventiler som i en hidsig racerbil.

Det umærkelige skift er muligt, fordi en lang række af strukturerne på de to processorer er ens. For eksempel er level-2 cache integreret med hinanden, så begge processorer kan bruge noget af det samme hukommelsesareal på SoC-chippen.

ARM producerer som bekendt ikke selv sine processorchips. Designet sælges på licens til de store chipfabrikker. De fleste mobiltelefoner, uanset alder, har i dag en ARM-processor i brystkassen. Det gælder også telefoner fra Apple, HTC, Nokia, Sony Ericsson og Samsung.

ARM: Træer mærker ikke om de bliver fældet med lille eller stor sav

Dokumentation

Artikel i ElectronicsWeekly
ARM's pressemeddelelse om big.LITTLE konceptet