Ny podcast fra Ingeniøren: Velkommen til Transformator

I løbet af en uge producerer vi mange nyheder og historier på Ingeniøren og Version2. Godt 100 stykker bliver det til. En stor del af historierne kræver både omfattende research og en solid baggrundsviden fra husets fagjournalister. Og når den enkelte historie så ligger klar – vinklet, tilrettelagt og publiceret – sidder vores journalister tilbage med masser af viden og baggrund, som der sjældent levnes plads til i det skrevne formats begrænsninger.

Derfor har vi fra i dag valgt at forlænge livet på vores væsentligste historier i et nyt format: podcast. Og barnet har vi døbt Transformator.

Letbanen fløjter formatet i gang

Hver fredag vil vores vært, Anders Høeg Nissen, tidligere vært ved P1's program Harddisken, se tilbage på ugen, der gik, i selskab med vores journalistiske redaktør, Magnus Bredsdorff. I denne første udgave af Transformator ser vi først og fremmest på den tumultariske aflysning af Aarhus Letbanes åbningsfest, hvor offentligheden, et gospelkor og en kransekagebager stod måbende tilbage.

Derudover gør vi status over Sundhedsplatformen, følger et transatlantisk kabel, undersøger faren ved mikroplast i drikkevandet og runder ikke mindst en af ugens mest debatterede emner på ing.dk: Lever vi i alle i en simuleret virkelighed skabt af kæmpecomputere?

Uddeling af priser

Hver uge vil desuden byde på et par priser. For det første ‘Ugens Transformer’, der går til en person, institution, forsker, organisation, som har gjort noget godt, der peger fremad inden for videnskab eller teknologi. For det andet udnævner vi ‘Ugens Kortslutning’ til en person, et firma, en trend eller noget helt fjerde, som vi helst var fri for.

Lyt med på Ingeniørens ugeaktuelle teknologimagasin. Lyt med på Transformer fra i dag.

Links:

Ejere af Aarhus Letbane kendte risikoen for aflysning

Nordkoreanske tvangsarbejdere havde kontrakt på at bygge dansk inspektionsskib

Sundhedsplatformen: Behandlingen fortsætter – men bliver patienten rask?

Leder: Mikroplast-debatten kørte i grøften

It-kæmper trækker transatlantisk 160 terabit-kabel i land

4 argumenter for, at du lever i virtual reality – og 4 argumenter for, at det er noget vås

Her er tallene: Ny aftale mere end halverer udbygningen af sol og vind på land