Ny ordre på kæmpe Airbus-fly

Lufthansa besluttede i tirsdags at bestille 15 Airbus 380 fly til levering i 2007, skriver Aviationnow.com. Airbus 380 har to passagerdæk, plads til cirka 550 passagerer og bliver verdens største passagerfly. Første flyvning er planlagt til 2004.

Det er den anden store ordre på 380´ere afgivet til Airbus efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september, der ellers efterlod et afkølet marked for ordrer på nye fly. For cirka en måned siden besluttede flyselskabet Emirates at bestille 15 A380´ere til de syv, som Emirates i forvejen havde afgivet ordre på.

Lufthansa ville oprindelig have truffet beslutning om køb af A380´ere i september, men terrorangrebet udsatte den endelige beslutning.

Det samlede antal af ordrer på de store Airbus 380 fly er med Lufthansas nye ordre nu oppe på 97.