Ny opfindelse: Tyggegummi som ikke klistrer

Et tyggegummi, der ikke sætter sig fast under skosålerne, på ungernes trøjer og undersiden af biografsæder, kommer på gaden næste år.

Smagsprøver på det klisterfri tyggegummi blev præsenteret ved forrige uges videnskabsfestival i York, England, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det nyudviklede tyggegummi kommer fra firmaet Revolymer og har fået navnet Cleangum.

Hemmeligheden bag den klisterfri formel er, at tyggegummiet er fuldt opløseligt i vand - men først efter flere timer, så forbrugerne kan stadig tygge kæberne halvt af led, uden at tyggegummiet forsvinder i munden, skriver forskning.no.

Det vandopløselige tyggegummi vil derfor forsvinde fra gader og stræder, når det regner. Til glæde for verdens millioner af byboere og de mange gadefejere.

Alene briterne bruger 1,6 milliarder kroner om året på at fjerne tyggegummi fra deres gader, skriver news.com.

Det er udgifter, man gerne ville være foruden i Singapore, hvor myndighederne i 1992 fuldstændig forbød tyggegummi.

Dog blev forbuddet lempet i 2004, så man med behørig recept nu kan få tyggegummi på apoteket.

Professor Terence Cosgrove fra Bristol University har været med til at udvikle den nye opskrift. Han fortæller, at noget af hemmeligheden er, at tilsætte polymerer til en modificeret tyggegummiopskrift, hvilket ændrer egenskaberne i det færdige produkt.

»Fordelen ved Cleangum er den gode smag, at det er nemt at fjerne, og at det er biologisk nedbrydeligt,« siger Terence Cosgrove til AFP.

Det klisterfri tyggegummi ventes i handlen i 2008.

Dokumentation

Revolymers hjemmeside indeholder flere demonstrationsvideoer

Emner : Fødevarer
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har prøvet de tyggegummi da jeg var lille!

Ihvertfald var der nogle billige tyggegummi, som efter et par timer begyndte at opløse sig selv i munden, lyder lidt som det samme her. ;)

  • 0
  • 0

efter et par timer

Holddaheltop! - Mit har aldrig holdt ret meget mere end 10 min. før det er blevet spyttet ud.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten