Ny navigation holder øje med trafikken
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny navigation holder øje med trafikken

Navnet Here er måske ikke så kendt, men hvis man siger Navteq, så er det præcist det navigationsprodukt, som Audi, BMW og Mercedes/Daimler købte af Nokia tilbage i 2015 for 21 mia. kroner.

Men Here vil gerne være langt mere end et traditionelt navigationsprodukt, fortæller Alex Mangan ved en præsentation på hovedkvarteret i Berlin. Han er ansvarlig for produktmarketing og forklarer, at drivkraften bag udviklingen er ønsket om at kunne tilbyde bilejerne noget ekstra, men at det også er et vigtigt skridt i retning af selvkørende biler:

»Vi har allerede et velfungerende navigationssoftware, som føreren af bilen kan forstå og navigere efter. Men det er slet ikke nok til selvkørende biler, der har brug for mange flere detaljer. Derfor har vi udviklet et kort i realtid med ekstremt høj opløsning,« forklarer han.

Læs også: Kina forærer adgang til eget navigationssystem i konkurrence med GPS

Kortet er inddelt fire lag, som tilsammen giver både fører og bil en realtidsoplevelse af, hvor bilen er, med en afvigelse på 10 cm. Kortet består af 'brikker' på 2 x 2 kilometer og af data fra bilens egne sensorer samt data indsamlet af andre biler i nærheden, som hentes fra en cloud:

Here indsamler data fra en lang række offentlige tjenester, men hovedparten kommer fra bilernes sensorer. Foto: Here
Ved at kombinere data fra offentlige tjenester, GPS, data fra bilens egne sensorer og data fra en cloud, som indsamler data fra biler i nærheden, er Here i stand til at skabe et 3D-kort i ekstremt høj opløsning. Foto: Here

»Det kan for eksempel være en bil 500 meter længere fremme, som pludselig aktiverer ABS’en, fordi der måske er isglat på kørebanen. Det får din bil besked om via clouden, og bilen kan derfor forberede sig på den glatte vej ved at sænke farten, aktivere ABS’en og stramme undervognen op,« siger Alex Mangan.

På den måde kan bilen 'se' meget længere frem, end bilens egne sensorer er i stand til.

Lige nu samarbejdes med ti bilproducenter over hele verden, og samlet indsamles der lige nu 90 mia. forskellige datapunkter hver måned.

Kan forstå dit kørselsmønster

De mange data kan også bruges til at personalisere bilens kørestil, alt efter hvem der sidder bag rattet, eller hvordan vejret er:

»Bilen kan registrere, om du kører rundt og leder efter en parkeringsplads. Den kan så guide dig hen til den nærmeste ledige, fordi vi også ved, hvor en anden bil netop har forladt en P-plads. Eller hvis airbaggen i passagersiden er slået fra, så er du måske på vej til vuggestue for at aflevere dit barn - så kan vi guide dig den hurtigste vej derhen. Netop fordi vi har adgang til så mange data, kan vi gøre ting, som man aldrig vil kunne gøre med en mobiltelefon,« fortæller Alex Mangan og hentyder dermed til de tjenester, som Google også tilbyder i forhold til ruteplanlægning.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor kan min GPS se position og ikke hastighed i tunnelen?

Heller ikke Tesla, som også bruger en cloud-tjeneste til at holde bilerne opdateret, vil kunne gøre det så detaljeret som Here, mener Alex Mangan:

»I princippet er det kun data fra andre Tesla'er, som du kan få gavn af, hvis du kører Tesla. Og jeg tror ikke, at en enkelt bilproducent er stor nok til at tilbyde den her service alene,« siger han og håber naturligvis, at andre end Audi, BMW og Daimler tilslutter sig Here.

Lige nu tilbyder Here, foruden traditionel navigation, fire tjenester til producenternes biler: parkeringsguide, trafik i realtid, skiltegenkendelse og advarsel om ulykker på vejen.

Læs også: Video: Tesla viser ny autopilot i aktion

Det er der også andre, som er i stand til, men hvor Google for eksempel registrerer, hvor hurtigt deres mobiltelefoner bevæger sig rundt på vejene, og på den måde beregner, hvor der er trafikpropper, så bruger Here reelle kørselsdata leveret af bilerne selv.

Det samme gælder ulykkesadvarseler, hvor det for eksempel kan være data fra bremser eller udløste airbags.

Hvem ejer data

I takt med at biler er i stand til at registrere langt flere data end tidligere, er det også udbrudt en kamp om ejerskabet til dataene.

Læs også: Selvkørende busser i Holland taget ud af drift efter to dage

Men hos Here er den diskussion hurtigt overstået:

»Det er ubetinget bilproducenterne, som ejer data. Vi får dem i en anonymiseret form og er ikke interesserede i at ramme dig med reklamer eller monitorere, hvor du kører. Vi overlader det til bilproducenten at spørge dig, om de må bruge dine data,« siger Alex Mangan.

Here forventer, at de data, der indsamles og fordeles, kan bruges af selvkørende biler fra omkring 2018.

Se Heres egen præsentation her:

Ingeniøren var inviteret til Berlin af BMW.

Kommentarer (0)