Ny miljøvenlig måde at producere rent brint på

Forskere har fundet en ny og mere miljøvenlig måde at producere rent brint på. Brinten kan benyttes både til brintbiler og i fremtidens raketter.

Det er ingeniører fra Dukes Pratt School of Engineering i North Carolina i USA under ledelse af lektor Nico Hotz, der sammen med Titilayo Shodiya, har udviklet den nye måde at fremstille rent brint på.

I dag er metoderne til produktion af brintmolekyler både dyre og komplicerede. Samtidig er nogle af biprodukterne ved processerne kulmonooxid, hvilket er giftigt for dyr og mennesker.

Nico Hotz og hans kolleger har nu vist, at brintmolekyler kan fremstilles ved en katalytisk proces, hvor der primært dannes kuldiooxid og vand, samt næsten ingen kulmonooxid.

Den nye proces kan danne brint med et indhold på under 0,0002 procent kulmonooxid, oplyser Titilayo Shodiya.

Forskerne har samtidig vist, at processen kan gennemføres ved langt lavere temperaturer end man benytter i dag, hvilket gør den mere praktisk.

De nuværende processer benytter nanopartikler af guld til at drive den. I den nye proces benyttes både jernoxid og guldpartikler som katalysator. Forskerne opdagede, at ved at øge overfladen af jernoxid-partiklerne fik man en dramatisk forøgelse af effekten.

Hidtil havde man ment, at jernoxid-partiklerne blot var til for at holde på guld-partiklerne, men forskerne fandt ud af, at denne antagelse var forkert.

Brændselsceller skaber strøm via en kemisk reaktion, der ofte involverer brint. Samtidig findes der mange industrielle processer, som kræver brint.

Titilayo Shodiya siger til Space Daily, at deres ultimative mål er at udvikle en proces, der kan skabe rent brint til brug i brændselsceller.

Forskerne har kørt deres nye proces i over 200 timer og ikke set et dyk i den nye katalysators evne til at fremstille rent brint med det ekstremt lave indhold af kulmonooxid.

Den præcise kemiske reaktion forstår forskerne endnu ikke helt, men de påpeger, at hidtil har man fokuseret på størrelsen af guld-partiklerne. De nye resultater tyder på, at man i stedet skal fokusere på jernoxids rolle i processen.

De nye resultater er offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Journal of Catalysis.

Dokumentation
Artikel i Journal of Catalysis
Artikel på Space Daily

Emner : Brint
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Muligvis er det interessant, men hvad er det man putter ind i processen, og hvad er energieffektiviteten. Alene det at CO2 er et af spildprodukterne burde jo dømme den ude med det samme.

  • 1
  • 5

Den er åbenbart bedre end en evighedsmaskine. Lidt jernoxid + lidt guldpulver tilsæt vand, ilt, CO og CO2, voila ud kommer brint og CO2, uden at jern og guld mistes. Der må da mangle en energikilde til processen. Brint kan jo let fremstilles ved elektrolyse, hvis dette er samme proces, så ville effektiviteten i forhold til almindelig elektrolyse være yderst interessant.

  • 0
  • 0

Det drejer sig om en forbedret katalysator til at oxidere CO efter reformering af methanol med vand, hvor der dannes uønsket CO, som efterfølgende ofte oxideres ved såkaldt PReferentiall OXidation (PROX): 2 CO + O2 -> 2CO2. CO er giftig for visse katalysatorer, fx platin katalysatorer i PEM brændselsceller. Så brinten kommer altså fra methanol, CH3OH. Der må mangle H2 på venstre side af katalysatoren på figuren.

  • 0
  • 0

Istedet for en lidt rodede og intetsigende figur, hvad så med bare at skrive en reaktionsligning? Som jeg forstår artiklen er den katalyserede nettoproces: H2O + CO => H2 + CO2 Eller hvad?

  • 0
  • 0
 

Reformering af methanol med vand: CH3OH + H2O -> 3 H2 + CO2 samt lidt CO. Der er i artiklen - den originale - beskrevet en ny katalysator til at oxidere CO som er giftig for bl.a. platin.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten