Det mest hensigtsmæssige må da være, at al teknisk viden om selve bygningskonstruktionen ligger et sted: hos rådgiveren. Han skal stå inde for selve konstruktionen, og de anvendte komponenter, han har selv ansvaret for at hele tiden at holde sin byggetekniske viden ajour. Hvis rådgiverens anvisninger følges, bør der ikke kunne opstå problemer, og hvis der alligevel gør, har rådgiveren erstatningsansvaret. Jeg synes det er en dom, som medvirker til at forplumre ansvarsfordelingen, hvilket givetvis vil blive udnyttet i fremtidige byggesager...

Det kommer vel an på om bygherre har mod på at lege med nye materialer for eget ansvar og egen regning. Entreprenøren bør kunne fralægge sig ansvaret og rådgiver og bygherre påtager sig det.

Så skal man jo have aftalegrundlaget på plads, så kunderne ved at de er forsøgskaniner.

(Det er muligt, at det ikke var Kjelds indlæg, du svarede på. Men så må du altså sørge for at citere, så man med sikkerhed ved, hvad du svarer på.)

Det kommer vel an på om bygherre har mod på at lege med nye materialer for eget ansvar og egen regning. Entreprenøren bør kunne fralægge sig ansvaret og rådgiver og bygherre påtager sig det.

Så skal man jo have aftalegrundlaget på plads, så kunderne ved at de er forsøgskaniner.

men ingen gider og stå med en udskiftning.

Innovation indenfor byggeriet er faktisk risikabelt, fordi det ofte er store beløb. Procentuelt er det nok værre for IoT produkter, men der er det et mindre beløb den enkelte kunde risikerer.

Det er en interassant vinkel at kendelsen skader innovationen. Vi vil naturligvis gerne have bedre og mere bæredygtige materialer men ingen gider og stå med en udskiftning. Inden man tager nye materialer i brug i stor skala må man afprøve dem tiltrækkeligt i lille skala. Det var vist ikke slet i dette tilfælde og nu ser vi hvordan det går.

Hvem andre end rådgiveren har gavn af, at denne sag er anonymiseret?