Ny metode sporer, om forurenet vand stammer fra fracking
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny metode sporer, om forurenet vand stammer fra fracking

Et hold af amerikanske og franske forskere hævder at have udviklet et værktøj til at bestemme, om miljøforurening er sket som følge af hydraulisk frakturering, eller såkaldt fracking, der bruges til at hente skifergas og -olie op af undergrunden. Det skriver miljøbloggen Think Progress.

Forskerne har offentliggjort deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science & Technology. Metoden er specifikt møntet på at spore de miljømæssige konsekvenser af fracking-industrien, hvilket ellers har været nærmest umuligt, da indholdet af den særlige fracking-væske mange steder er beskyttet som en forretningshemmelighed.

Fracking foregår ved at sende store mængder vand blandet med sand og ofte kemikalier ned i en dyb boring under højt tryk. På den måde river det berigede vandet revner i undergrundens bjergarter, typisk skifer, hvor olie og methangas ligger forseglet i små lommer.

Spildevandet skal igennem rensestationer, men studier har tidligere vist, at selv den behandling ikke nødvendigvis gør vandet sikkert at bruge som drikkevand.

Med forskernes nye metode behøver man ikke længere kende indholdet af fracking-væsken for at konstatere, om vand er blevet forurenet af fracking.

Ved i stedet at holde øje med grundstofferne bor og lithium, der forekommer naturligt i skifer-bjergarter, får fracking-væsken nemlig et kemisk fingeraftryk, der ikke ligner noget andet forurenet vand.

Og det giver miljømyndighederne en mulighed for at konfrontere fracking-industrien med, at netop deres handlinger er skyld i en aktuel forurening.

»Mange fracking-operationer i dag sker i områder, hvor der i 20 eller 30 år har været konventionelle olie- og gasboringer. Når der så detekteres en forurening, kan fracking-firmaerne sige: ‘Det er ikke os – det er arven fra 30 års tidligere operationer i området’. Nu har vi værktøjerne til at efterprøve, om det er rigtigt,« siger geokemiker Avner Vengosh fra Duke University til Think Progress.

Ifølge en rapport fra miljøorganisationen Environment America producerer den udskældte industri hvert år mere end 1.000 milliarder liter spildevand i USA alene.

Skifergas

Produktprisen 2013 Skal Danmark udnytte skifergassen i undergrunden eller ej? Beslutningen kræver indsigt i tekniske, økonomiske og miljømæssige forhold. Ingeniøren dækker emnet hele vejen med artikler og debatmøde. Følg hele skifergas-dækningen her

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Olien ligger ikke i "små lommer" det er en fortegning og forkert og man "river" ikke skiferen, man flækker (skaber frakture, deraf "fracking" - det har ikke noget med computerspil hvor man skyder hinanden at gøre) den.

  1. Olien ligger i porer i skiferstenen. Reservoiret er i princippet magen til alle andre oliereservoirer. Olien/gassen ligger bundet i reservoirstenens porer (der er måles i størrelsesordnen mikrometre, så "lommer" er forkert) og i et konvetionelt reservoir kan olien flyde igennem stenen fordi denne er permeabel, med stor nok hastighed til at gøre udnyttelse af reservoiret rentabelt. Men skifer har meget lavere premeabilitet end sand- eller kalksten for eksempel. Skifer er stadig meget porøs, den er bare ikke særlig permeabel. Derfor er olien meget immobil, den flytter sig kun meget langsomt, hvorfor det med konventionelle metoder ikke kan betale sig at udvinde olien. Ved at frakturerer reservoirstenen, skaber man små flowpaths i skiferen som så fyldes med f.eks. epoxycoated sand (sandet er ikke et abbrasive der river, det er et "byggemateriale" der skaber strukturer) hvorved de ikke kan lukke sig igen når man fjerner fraktureringstrykket. Man har nu ekstremt mange små flowpaths som olien eller gassen kan flyde igennem - man har gjort den mere mobil og dermed rentabel for udvinding. Problemet er jo så at det kun er lige i fraktureringszonen at olien er mobil. Ny olie flyder ikke til boringen, og derfor blæser man lynhurtigt trykket af brønden - det er derfor nødvendigt at bore meget mere for at få den samme olie ud af skifer end af sand og kalksten.

Jeg syntes at når man nu bruger så meget krudt på at fortælle om ukonventionel olieudvinding her på sitet, så kan man i det mindste gøre sig selv den tjeneste at læse lidt op på det. Hvis man søger google for "Shale oil", så kan man formentlig læse meget mere om det jeg har beskrevet ovenfor.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten