Klimafølsomheden står højt på listen – måske allerøverst – over det, som klimaforskerne ønsker sig bedre viden om.
Den angiver, hvor stor en temperaturstigning der følger af en fordobling af atmosfærens indhold af CO2 – og den er derfor helt afgørende at kende for at kunne vurdere med god sikkerhed, hvordan klimaet vil udvikle sig, i takt med at koncentrationen af drivhusgassen øges i atmosfæren.
Men gennem mere end 25 år har FN’s klimapanel, IPCC, kun kunnet konkludere, at klimafølsomheden med god sandsynlighed ligger i intervallet mellem 1,5 og 4,5 grader.
Det er ikke meget bedre end det første estimat for klimafølsomheden, som den svenske kemiker Svante Arrhenius fremkom med i 1896, og som lød på ca. 3 grader.
Nu beretter Peter M. Cox fra University of Exeter i England sammen med to kolleger i en online-artikel i Nature, at man kan indsnævre intervallet til mellem 2,2 og 3,4 grader med en statistisk sikkerhed på 66 pct. og en mest sandsynlig værdi på 2,8 grader.
»Det fornyer håbet om, at det vil være muligt at undgå en global opvarmning over 2 grader,« skriver forskerne afslutningsvis i deres videnskabelige artikel.
Sandsynligheden for en klimafølsomhed over 4,5 grader beregner de til mindre end en procent, og sandsynligheden for en klimafølsomhed under halvanden grad angiver de til under tre procent.
En genial metode
Piers Forster fra University of Leeds, der har været med til at peer reviewe artiklen, inden den blev accepteret af tidsskriftet, skriver i en kommentar ligeledes i Nature, at Cox og Co. har anvendt en genial metode til at fjerne de meget høje værdier fra usikkerhedsintervallet.
»Ideen er i virkeligheden så simpel, at mange klimaforskere må spørge sig selv: ‘Hvorfor har jeg ikke tænkt på det?’,« skriver han.
Han tilføjer, at han dog i stedet for at være jaloux på Cox og hans medforfattere vil takke dem for, at det nu bliver lettere at undgå at ligge søvnløs om natten ved tanken om de næsten uovervindelige konsekvenser, der ville følge af en klimafølsomhed i den meget høje ende af IPCC’s interval.
Piers Forster henviser bl.a. til, at to forskere fra Stanford University i Californien så sent som i december kunne berette – ligeledes i Nature – at det ud fra en analyse baseret på Jordens energibudget ville være påkrævet med endnu større reduktion af udledninger af drivhusgasser, end det tidligere har været antaget, for at holde 2 graders-målet.
Klimaets hukommelse
Hvad er det så for en smart og hidtil overset metode, som Peter Cox har taget i brug?
Forskerne holder sig til at analysere den varians og autokorrelation, der er for overfladetemperaturer. Autokorrelationen dækker over en form for ‘hukommelse’, der viser, hvor meget temperaturen et enkelt år direkte har betydning for næste års temperatur.
De viser dernæst, at kun klimamodeller med en forholdsvis lav værdi for klimafølsomheden korrekt kan gengive de variationer, der findes i målingerne. De finder også, at mange klimamodeller har en alt for høj autokorrelation eller hukommelse i forhold til virkeligheden.
Men kan vi så stole på, at denne metode og beregning er bundsolid?
Piers Forster anfører indledningsvis, at man skal være meget omhyggelig i fortolkningen, men fortsætter, at der i hans øjne er meget, der taler for rigtigheden.
En simpel fysisk teori
Det skyldes ikke mindst, at analysen er baseret på en simpel fysisk teori omkring strålingsstyrke (radiative forcing) og klimarespons.
En vis usikkerhed er der naturligvis altid tilbage. Så ifølge Piers Forster vil det være nødvendigt for andre forskere omhyggeligt at studere metoden og analysen og ikke mindst forbedre den måde, hvorpå skyer medtages i modeller.
Han konkluderer:
»Forhåbentlig kan et bedre og mere sikkert estimat for klimafølsomheden ud fra forskellige metoder medtages i den næste store klimarapport fra IPCC, der udkommer i 2021.«
