Ny luft til et alternativ til Bohrs kvantemystik

Den femte Solvay-konference i oktober 1927 var kvantemekanikkens vendepunkt. Det var her, Bohr tog brodden af Einsteins kritik udtrykt i det berømte citat "Gud spiller ikke med terninger", og Københavnerfortolkningen vandt accept.

Men måske tromlede Bohr og Heisenberg for hurtigt en alternativ beskrivelse fra den franske fysiker Louis de Broglie ned.

Det mener fysikeren Antony Valentini fra Imperial College i London, som sammen med sin kollega Guido Bacciagaluppi fra University of Aberdeen til efteråret får udgivet en ny bog om 1927 Solvay-konferencen med titlen "Quantum Theory at the Crossroads".

Bogen indeholder bl.a. den første komplette engelske oversættelse af konferencens foredrag og diskussioner, som blev udgivet på fransk i 1928 under titlen "Électrons et Photons". Foredrag og diskussioner på selve konferencen foregik både på engelsk, tysk og fransk. Direkte referater af de berømte samtaler mellem Bohr og Einstein kan man dog ikke finde i den nye bog - de var uformelle diskussioner, som slet ikke blev omtalt i den officielle rapport fra konferencen.

Kvantemekanikkens store praktiske betydning

Kvantemekanik er en af videnskabens mest betydningsfulde teorier og af stor praktisk betydning. Tænk blot på, hvordan verden ville være uden halvlederelektronik eller lasere. Der kan således ikke stilles spørgsmål om dens succes til at forklare naturen. Men måske er kvantemekanik kun en teori for en særlig ligevægtstilstand, som gælder i universet i dag. Måske findes der, som Einstein hævdede det, en mere fundamental teori bagved.

Det mener Antony Valentini, som er en af de meget få fysikere, der i dag seriøst arbejder videre med de Broglies teori, som blev genopdaget i 1950'erne af David Bohm.

Måske kan nye satellitmålinger endda vise, om Valentini, Bohm og de Broglie har ret. Den kosmiske baggrundsstråling, som er eftergløden efter Big Bang, er stort set ensartet i alle retninger - det er præcis dette faktum, der er den bedste indikation på, at universet begyndte i et Big Bang. Men der findes små forskelle, som stammer fra kvantefluktuationer i det tidlige univers, og som er blevet forstørret i takt med universets udvidelse.

Valentini har beregnet, at disse fluktuationer vil udvikle sig forskelligt, alt efter om man bruger klassisk kvantemekanik eller tager udgangspunkt i den teori, som de Broglie præsenterede på Solvay-konferencen i 1927, men som ikke vandt stor opbakning dengang og siden gik i glemmebogen i mange år.

Den amerikanske satellit WMAP, som tidligere har kortlagt den kosmiske baggrundsstråling, havde ikke målenøjagtighed til at afgøre sagen. Den europæiske Planck-satellit, som snart begynder sine målinger halvanden millioner kilometer borte fra Jorden, vil have større målenøjagtighed, så herfra kan muligvis komme spændende nyt inden for de næste år.

Her, der og allevegne på en gang

Københavnerfortolkningen er Bohrs filosofiske lære om, at vi kun kan se verden, når den bliver målt og ikke, som den er sig selv. En elektron vil eksempelvis være både her, der og alle vegne på samme tid - sandsynligheden for at finde den et bestemt sted er bestemt af dens bølgefunktion. Men forsøger en observatør at måle bølgefunktionen, "kollapser" den til et punkt, der hvor partiklen måles.

Det var på denne måde, Bohr kunne forklare det berømte dobbeltspalte-eksperiment, hvor elektroner, der skydes enkeltvis mod en plade med to spalter, vil danne et interferensmønster, der svarer til, at elektronerne både gik gennem den ene og den anden spalte på samme tid. Da det er et forhold, som er komplet uforklarligt med klassisk mekanik, rummer dobbeltspalteeksperimentet hele essensen af kvantemekanikken.

Louis de Broglie præsenterede på konferencen i 1927 en alternativ teori. Han mente, at en partikel altid kun findes et sted af gangen, men at dens bane styres af en ledebølge, som han på fransk kaldte "onde pilote" og som engelsk hedder "pilot wave". I dobbeltspalte-eksperimenter vil elektronens "pilot wave" som enhver anden bølge gå gennem begge spalter, men elektronen kun går gennem den ene.

De Broglie forklarede, at dobbeltspaltens forstyrrelse af pilot wave'n helt præcis kan forklare det, som man observerer, uden Bohrs mystik med partikler, der var her, der og alle vegne.

Skujlte variable

Pilot waves er en teori med skjulte variable (hidden variable theory) i lighed med det, som Einstein også promoverede i sin berømte artikel "Can quantum-mechanical description of physical reality be considered complete?" fra 1935 sammen Podolsky og Rosen - en artikel, der i dag er kendt som "EPR" efter de tre forfattere.

John Bell opstillede i 1964 et teoretisk udsagn, hvor Einsteins såkaldte lokale, skjulte variable vil medføre anderledes resultater af visse eksperimenter end kvantemekanikken. Så var det kun at vente til tiden og teknologien gjorde det muligt at lave sådanne eksperimenter. Det er lykkedes siden 1980'erne. Og eksperimenterne viser entydigt gang på gang, at lokale skjulte variable, som blev promoveret i EPR-artiklen, ikke kan være rigtig beskrivelse af naturen.

Eksperimenterne udelukker dog i princippet ikke en teori med ikke-lokale skjulte variable, og det er netop en teori af den slags pilot-wave er.

Til tidsskriftet Science forklarer Valenti, at han burde arbejde meget mere med at lave forudsigelser ud fra pilot-wave teori:

»En del af problemet er, at jeg er den eneste, der arbejder på det. Det er en vanskelig opgave,« konstaterer han.

Dokumentation

Quantum Theory at the Crossroads (udkommer til oktober)
Draft version af bogen Quantum Theory at the Crossroads
Inflationary Cosmology as a Probe of Primordial Quantum Mechanics
Interview med Antony Valanti i Science
Dobbeltspalte-eksperimentet

Emner : Fysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Spændende og relevant med kritik af "Københavner-fortolkningen" af Naturens kvante-processer.

-- Pilot-waves i det kosmiske Uniton-hav -- De "pilot-waves" som Louis de Broglie og David Bohm talte om kan måske være svingningsudbredelser i et allesteds-eksisterende medium bestående af de hypotetiske kvante-partikler, som jeg har givet navnet Unitoner, og som indgår i undertegnedes kvantekosmologi, der forener mikrokosmos med makrokosmos.

Unitonerne kan være de såkaldte "skjulte variable"?

Studér mere på: http://louis.rostra.dk

Hilsen fra Louis Nielsen

  • 0
  • 0

...er der mange af, men for at gøre dem synlige skal man altså finde sig i at kvantemekanikken er det Einstein har sagt og indføre kausaliteten igen. Det er der fejlen ligger !

  • 0
  • 0

Københavnerfortolkningen er Bohrs filosofiske lære om, at vi kun kan se verden, når den bliver målt og ikke, som den er sig selv. En elektron vil eksempelvis være både her, der og alle vegne på samme tid – sandsynligheden for at finde den et bestemt sted er bestemt af dens bølgefunktion. Men forsøger en observatør at måle bølgefunktionen, "kollapser" den til et punkt, der hvor partiklen måles.

Det var på denne måde, Bohr kunne forklare det berømte dobbeltspalte-eksperiment, hvor elektroner, der skydes enkeltvis mod en plade med to spalter, vil danne et interferensmønster, der svarer til, at elektronerne både gik gennem den ene og den anden spalte på samme tid. Da det er et forhold, som er komplet uforklarligt med klassisk mekanik, rummer dobbeltspalteeksperimentet hele essensen af kvantemekanikken.

Louis de Broglie præsenterede på konferencen i 1927 en alternativ teori. Han mente, at en partikel altid kun findes et sted af gangen, men at dens bane styres af en ledebølge, som han på fransk kaldte "onde pilote" og som engelsk hedder "pilot wave". I dobbeltspalte-eksperimenter vil elektronens "pilot wave" som enhver anden bølge gå gennem begge spalter, men elektronen kun går gennem den ene.

De Broglie forklarede, at dobbeltspaltens forstyrrelse af pilot wave’n helt præcis kan forklare det, som man observerer, uden Bohrs mystik med partikler, der var her, der og alle vegne.

Elementarpartiklernes verden skal nok ses i et anderledes billede end vi normalt ser den i. Vi opfatter elementarpartiklerne som partikler og glemmer, at de først og fremmest blot er energifelter, der har organiseret sig på en sådan måde, at de over for hinanden kan opfattes som partikler og ikke som sammenknyttede energifelter.

Samtidig skulle vi muligvis tænke på, at der udover de elektromagnetiske kraftfelter også findes det lidet accepterede gravitationsfelt, som så ligger vinkelret på de elektromagnetiske kraftfelters rumplan.

De elektromagnetiske felter bevæger sig så sammen med eller på/i det gravitationelle kraftfelt og på den måde bliver det gravitationelle kraftfelt det endnu mindre accepterede ætermedie, som den elektromagnetiske stråling bevæger sig med eller på/i.

En elementarpartikel er i dette tilfælde blot de tre kraftfelters manifestation i den kvantemekaniske verden.

Alle elementarpartiklerne er knyttede knuder af kraftfelter, som får dem til at være mere eller mindre stabile.

Protonen er eksempelvis en ægte gordisk knude af kraftfelter, som kun kan løsnes ved at knuden kløves ved sammenstød af andre knuder (partikler).

Jeg har på fornemmelsen, at videnskabens folk langt fra har forstået elementarpartiklernes verden, om ikke kraftfelternes verden.

For mig hænger disse to verdener uhjælpeligt sammen.

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

-- Unitoner, Universets elementar-kvanter? -- I den af undertegnede opstillede kvantekosmologi, der er baseret på kvantisering af rum, tid og masse, vises det, at Universet i vor epoke består af omkring 10^127 fundamentale stof-/energi-kvanter. De stoflige elementar-kvanter har jeg givet navnet Unitoner (Enheds-kvanter). Unitonerne befinder sig overalt i det fysiske Univers, også i det vi kalder vakuum. Den gennemsnitlige fordeling af unitonerne i Universet svarer til en gennemsnitlig rådighedsafstand mellem unitonerne på omkring 10^(-17) meter. (Se afsnittet om unitonen i det givne link).

-- Massen af én Uniton -- Massen m(u) af én uniton kan beregnes af formlen:

(1) m(u) = h/(R*c)

I udtrykket (1) er h Plancks konstant, c lysets hastighed i såkaldt vakuum. R er Universets aktuelle udstrækning. Massen af én uniton er i vor epoke m(u) = 2,2*10^(-68) kg.

-- Unitonernes minimum-hastighed -- Et vigtigt spørgsmål: Hvad er hastigheden af unitonerne? Den umiddelbare fysiske logik siger os, at en uniton som det mindste ’stofkvant’ i Universet må bevæge sig med den størst mulige hastighed. Med vor nuværende viden menes den maksimale hastighed at være lig med lysets hastighed i vakuum c = 3*10^8 m/s.

Om ’noget’ bevæger sig med hastigheder større end lysets er et omstridt spørgsmål. Flere forskergrupper har dog udført forsøg, der kunne tyde på muligheden af overlys-hastigheder.

I det følgende vises, at en uniton bevæger sig med en mindste hastighed, der er lig med lysets hastighed c. Lad os benytte Louis de Broglies formel: (Louis de Broglie, Comptes Rendus, vol.177, (1923))

(2) L = h/(m*v)

I ligning (1) er L ’de Broglie-bølgelængden’, der ’induceres’, dvs. fremkaldes af en partikel med massen m og hastigheden v. Størrelsen h er Plancks konstant.

Af udtrykket (2) ser vi: For konstant masse m er L og v omvendt proportionale. Vi stiller spørgsmålet: Hvilken minimumshastighed v(min) har en uniton, svarende til den største fysiske ’bølgelængde’ L(max)? Den største fysiske afstand er Universets aktuelle udstrækning R. Den aktuelt største fysiske ’bølgelængde’ L(max) må være lig med R, dvs. der må gælde L(max) = R. Ved benyttelse af ligningerne (1) og (2) fås:

(3) v(min) = h/(m(u)*L(max)) = c

Vi ser altså, at en uniton bevæger sig med en mindste hastighed, der er lig med lysets hastighed c i såkaldt vakuum. Dette er ikke umiddelbart overraskende, da det allerede indgår i formel (1). Men det interessante er, at uniton-hastigheder mindre end lyshastigheden vil svare til ’de Broglie bølgelængder’, der er større end Universets udstrækning, og dette er en fysisk umulighed.

-- Holisme, ikke-separable begivenheder og overlyshastigheder -- Umiddelbart giver de Broglie formlen (2) mulighed for uniton-hastigheder, der er større end lyshastigheden, svarende til ’de Broglie bølgelængder’, der er mindre end Universets aktuelle udstrækning. Teoretisk set, ifølge undertegnedes kvante-teori, er den mindste fysiske 'bølgelængde' lig med elementarlængden. (Studér mere i linket) Benyttes elementarlængden i de Broglie formlen kan man opnå en endelig maksimal-hastighed, der er uhyre større end lyshastigheden. Information vil med maksimal-hastigheden kunne overføres over en afstand lig med Universets udstrækning i løbet af kvante-tidsintervallet! (Studér mere i link)

Muligheden af overlys-hastigheder kan give en forklaring af eksempelvis Alain Aspects forsøg fra 1982 (Physical Review Letters, vol.49, (1982)). Aspects forsøg og lignende forsøg viser, at alle begivenheder i Universet tilsyneladende er indbyrdes forbundet og således, at informationen om en indtruffet begivenhed i et bestemt subsystem næsten momentant 'transmitteres' til alle andre subsystemer i Universet.

Om virkninger kan bevæge sig gennem det kosmiske uniton-medium med overlyshastigheder og dermed formidle en næsten momentan, men dog med endelig hastighed, kontakt med alle dele af Universet, må fremtidige overvejelser og forsøg vise.

Hvad fysikeren David Bohm (1917–1992) kaldte ’den indfoldede orden’ og fysikere i mangel af dybere forståelse kalder ’skjulte variable’, kan måske finde en fysisk forståelse i min kvantekosmologiske uniton-teori.

Studér mere på: http://louis.rostra.dk

Hilsen fra Louis Nielsen

  • 0
  • 0

I udtrykket (1) er h Plancks konstant, c lysets hastighed i såkaldt vakuum. R er Universets aktuelle udstrækning. Massen af én uniton er i vor epoke m(u) = 2,2*10^(-68) kg.

Hvorledes er det muligt at definere universets aktuelle udstrækning (R)?

Den kendes jo ikke.

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Lars, Med et endeligt og stadigt voksende Univers vil også dets ”radius” forøges. Så, hvordan kan vi få viden om dets aktuelle ”udstrækning”?

I min Univers-model antager jeg, at de yderste stof-dele bevæger sig med lysets hastighed c = 310^8 m/s. Hvis disse stof-dele har bevæget sig (udad) i en tid lig med Universets alder på omkring 14 milliarder år, ja, så vil det give, at Universets aktuelle ”radius” R har en værdi på R = 1,310^26 meter. Universets aktuelle udstrækning vil da være omkring det dobbelte af R. I mine tal-beregninger har jeg benytter en afrundet talværdi for Universets ”udstrækning” på 10^26 meter.

-- Hvis Universet er statisk -- I øvrigt: Mange af formlerne i min model om vort Kvante-univers gælder også, HVIS Universet IKKE udvider sig, men derimod har en gennemsnitlig endelig geometrisk størrelse.

Studér bl.a. mere om Universets udstrækning, masse og alder, og en sammenhæng mellem mikrokosmos og makrokosmos på: http://louis.rostra.dk/forenmikromakro.htm

Også mere på linket i John Johansens indlæg.

Hilsen fra Louis Nielsen

  • 0
  • 0

...er der mange af, men for at gøre dem synlige skal man altså finde sig i at kvantemekanikken er det Einstein har sagt og indføre kausaliteten igen. Det er der fejlen ligger !

Ikke helt korrekt. Feltet, der går igennem begge spalter, er ikke kvantiseret, derfor intet problem. Kun energien, der overføres med feltet, altså elektronen, er kvantiseret. Derfor, er din argumentation korrekt, hvis vores sensor fungerer ved at måle på den pågældende elektron.

En sensor, der ikke virker ved at måle på den pågældende elektron, men på feltet, vil vise noget andet. Den kan i princippet måle et ikke kvantiseret felt. Dog, kræves så, at denne sensor tilføres energi, i form af et langt større antal elektroner, end det antal der "måles". Essensen er, at måling kan være muligt, med et indstrument, der måler "passivt", uden at feltets energi sluges. Vi skal naturligvis passe på, om vores indstrument påvirker feltet, men hvis vi også antager, at den ikke gør det, eller at vi kan matematisk kompensere herfor, så er vi istand til, at kunne måle feltets størrelse mere nøjagtigt, end er muligt hvis det er kvantiseret. Vi har altså mulighed for, at teoretisk måle det teoretiske felt, uden at fjerne feltets energi, og at fjerne elektronen.

F.eks. kan elektriske felter måles udfra deres påvirkning af elektriske ladninger. En elektron har en elektrisk ladning, kan måles uden elektronen destrueres eller fjernes. Kun den anden elektrons elektriske felt påvirker - men elektronen forsvinder ikke. Har du eksempelvis en opladet kondensator, såsom en flash hukommelse, kan den aftastes uden elektronerne forsvinder, der husker dens ladning. Det er et praktisk eksempel på, at elektroner ikke destrueres ved målingen. De bliver på pladerne. Mest tydeligt, er det nok i typen der husker med to poly lag.

At tro, at man påvirker elektronerne ved måling, er kun delvis korrekt. Du fjerner den ikke nødvendigvis, og du tager ikke dens energi. Du måler i princippet på dens felt, og kan gøre det i en uendelighed, hvis den eksempelvis er anbragt på en plade. Det betyder, at du kan bruge mange elektroner, til at løbe igennem halvlederen, og du har ikke nogen direkte kvantisering, i forbindelse med målingen af feltstørrelsen.

Moralen er, at en elektrons felt, kan gå igennem begge spalter, trods elektronen kun går igennem den ene spalte. Feltet, er ikke kvantiseret, og kan måles, uden at tappe energien fra elektronen, dog vil elektronen påvirkes af måleapparatets egenfelt, men ikke destrueres.

  • 0
  • 0

Mit største problem med Antony Valentinis arbejde er at hans foreslåede eksperimentielle forskel handler om den kosmiske baggrundsstråling. Dette er jo netop ikke kvantemekanikkens hjemmebane. Et seriøst angreb på Københavnerfortolkningen skal, efter min mening, angive en målbar forskel for et mikroskopisk eksperiment, for eksempel inden for atomar eller molekylær fysik.

  • 0
  • 0

Jens Ramskov og andre interesserede, I artiklen på linket http://louis.rostra.dk/kvant_21.html lidt af historien om Partikel-bølge dualiteten og Schrödingers Bølgefunktion.

-- Alternativ fortolkning af kvantemekanikkens Bølgefunktion -- I artiklen giver jeg en uniton-mekanisk fortolkning af Louis de Broglies 'bølge-partikel' formel og Schrödingers bølgefunktion. Fortolkningen er baseret på eksistensen af de stof-/energi-kvanter jeg kalder Unitoner. Unitonerne findes overalt, selv i såkaldt vakuum, og de ’opfylder’ Universet som et kosmisk kvante-mekanisk baggrunds-medium, hvori alle processer foregår og ’styres’.

Hilsen fra Louis Nielsen

  • 0
  • 0

Til hvert massemidtpunkt, er eet rum tilknyttet. - Allerede jorden og månens blotte eksistens, afviser så et eneste rums (kaldet universets rum) solotilværelse. Det svære er nu at set fra jorden er månen rumløs, og set fra månen er jorden rumløs. Dette enkle billede, bekræftes overbevisende i forsøg, og menes at kunne være en af fysikkens grundpiller.

  • 0
  • 0

Rum har ingen egenskaber der svarer til dets bevægelse; rum kan ikke bevæge sig translatorisk, men nok vibrere/svinge elektromagnetisk. Materien derimod tager gerne en tur ud i det blå.

  • 0
  • 0

Prøv at læs denne bog der omhandler teorierne fra Bohm og mange andre: "the Holographic Universe" af Michael Talbot

Forskerne mangler en masse energi i deres udregninger og leder derfor efter såkaldt "dark matter", men mangler man ikke at medregne den energi der får måner, planeter, solsystemer, galakser o.s.v til at rotere? Se for eksempel her: http://www.theresonanceproject.org/pdf/tor...

Vi lever i et holografisk vibrerende scalerbart elektromagnetisk plasma univers. http://www.thunderbolts.info/

Tid, er blot vores observation af ting i bevægelse. Rum, er vores begrænsede opfattelse af ting i bevægelse.

Den statiske model af planeternes bevægelse omkring solen, som vi alle har set i skolen, giver også et forkert statisk indtryk. Hele vores solsystem er jo i rotation i galaksen, og vores bevægelsesmønster ligner mere denne tegning: http://www.korncirkler.dk/universe/spiral2... (forestil dig at solen er i center)

Vi kommer heller ikke uden om phi: http://goldennumber.net/

Uanset hvor lille en ting man forsøger at finde, kan man altid zoome ind, halvere tingen og få en mindre ting. På denne måde kan vi forstå uendelighed indenfor en fast ramme. "infinity within a finite border"

og til sidst.... "please don't attach the observer to the frame of reference"

Held og lykke :)

  • 0
  • 0

Rummet kan hverken observeres, registreres eller bevæge sig. Rummet er INTET og på samme tid både det største og det mindste i universet og mellem dette utænkelige, men så sandelig virkelige rum, manifesterer de tre kraftfelter sig i alle deres afskygninger, som videnskabens folk kun kender en ganske ligge flig af, fordi de ser kun det de VIL se og ikke det de KAN se.

Vi kan se hvordan kraftfelterne manifesterer sig som partikler og hvordan kraftfelterne påvirker partiklerne.

Vi kan konstatere, at der er et stort rum, hvori partiklerne og kraftfelterne manifesterer sig og samtidig kan vi konstatere, at der også tilsyneladende er et mindste rum, hvorom partiklerne og kraftfelterne boltre sig.

Men selve det rum partiklerne og kraftfelterne befindes sig i og udenom, det rum kan vi ikke observere og registrere.

Begynder vi at tolke det vi ser partiklerne og kraftfelterne udfører og tolker det derhen, at det er rummet der får dem til det, så kommer vi godt nok ud på herrens mark, for det er jo ikke rummet vi ser manifesterer sig gennem partiklernes og kraftfelternes gøren og laden. Det vi ser er partiklernes og kraftfelternes manifestationer og ikke rummets indvirkning på partiklerne og kraftfelterne.

Deri har den moderne videnskab gjort i nælderne og vil tilsyneladende ikke erkende det.

Det er videnskabens største fejl, spørgsmålet er derfor:

Hvornår kan, tør og vil videnskabens folk erkende denne ekstreme og enorme store fejl i forståelsen af universet og dets natur?

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

En elektron har et elektrisk felt, som er udenfor elektronen. Hvis vi har en metalplade, med elektronen på, går jeg udfra at feltet er udenfor elektronen, og ikke selve elektronen. I så fald, vil elektronens størrelse jo være uendelig.

Det lyder naturligt, at elektronens elektriske felt, går igennem begge sprækker. Dette sker også, meddens elektronen sidder stille på sin plade.

Her har vi altså en tydelig adskildning: Elektronen, er på en plade, og har et elektrisk felt omkring den, som går igennem begge huller.

Derfor, virker det meget naturligt, at også interferrensbølgen, er et "felt" der omgiver elektronen, når den frigives. Hvorfor, skal interferrensbølgen være selve elektronen, og kun bølgen eksistere - når at en elektron i andre tilfælde har adskildt sit felt, og sin position?

Vil kvantemekanikken også påstå, at elektronen er selve dens elektriske felt og den ikke er placeret på metalpladen hvor den hygger sig, og at elektronen altså er uendelig i udstrækning?

Vi kan forestille os, at denne bølge, udsendes lidt før, når elektronen bliver trigget til at "hoppe" af sit atom, eller hvor den kommer fra. Elektronen, lader sig herefter styre, af dette felt - måske styrer feltet sandsynligheden for elektronens videre retning, og virker sådan, at den kan interferrere.

Typisk, vil vi tilføre noget energi, for at få elektronen til at frigive sig, eller "hoppe af". Hvis vi tilfører lidt energi, over længere tid, vil den hoppe langsomt af, og måske nå at hoppe flere gange, inden den går løs. Så har vi en lang elektron - eller måske rettere, elektronen befinder sig et sted på en "lang bølge". I andre tilfælde, tilføres energien på kort tid, og elektronen svinger kun få gange, før den hopper af. Vi har så en "kort elektron", eller rettere en elektron, der befinder sig et sted på en kort bølge.

Det virker som logik, at der er lidt sammenhæng i naturlovene, og at hvis elektronen, har et felt omkring sig - at den så også udsender et svingende felt når den afhopper, og at dette felt, sandsynligvis kan interferrere og medføre at elektronens videre vej, styres af denne bølge, til at medføre et interferrensmønster.

Elektronen, må være den, som indeholder selve energien. Bølgen, indeholder ingen energi, og kan i princippet være meget svag. Vi kan sandsynligvis godt detektere bølgen, selvom vi ikke fanger elektronen - dog, må vores detektor så ikke kræve energi, for energien rammer ikke vor detektor. En detektor, som tilføres energi, vil dog måske kunne detektere den.

Den anden mulighed, er at bølgen er en sandsynlighedsbølge, og at bølgen er selve elektronen. Som jeg ser det, vil det medføre, at der opstår en sandsynlighed hvor bølgen rammer, for at der fremkommer en elektron. En elektron, der sendes ud, vil i gennemsnit medføre der opstår en elektron, men der er ingen garanti for, at en sandsynlighedsbølge giver netop éen elektron. Måske giver første elektron to, og næste, giver ingen elektroner. Det væsentlige er, at sandsynligheden gør, at det med mange hændelser går op.

Hvis vi antager første teori er korrekt, med en elektron der styres af en bølge, så kan jeg ikke umiddelbart se, at der er noget som påstulere at den skal følge lysets hastighed. Den kan måske være både langsommere, og hurtigere.

Vi kan også disktuere om ikke hastigheden er over lysets, hvis vi har to elektromagneter der tiltrækker hinanden. Pludseligt, afbryder vi strømmen i den ene - og da vil den ikke mere påvirkes af en kraft. For den anden, går det lidt tid, før kraften ophører...? Det logiske må vel være, at lysets hastighed overskrides, og kraften overføres samtidigt, med overlyshastighed. Så hvorfor skulle elektronen på en bølge, så ikke også kunne bevæge sig med over lyshastighed, hvis en "tiltrækningskraft" kan?

  • 0
  • 0

Det vi ser er partiklernes og kraftfelternes manifestationer og ikke rummets indvirkning på partiklerne og kraftfelterne.

Deri har den moderne videnskab gjort i nælderne og vil tilsyneladende ikke erkende det.

Kan man forestille sig partikler og kraftfelter uden rum? Kan man forestille sig et rum uden partikler og kraftfelter. Eller er de hinandens gensidige forudsætninger?

mvh Søren

  • 0
  • 0

Lyshastigheden=elektromagnetiske felters rummelige udbredelse. Teoretisk kan denne hastighed udledes ud fra to naturkonstanser, som det ses af Maxwells ligninger. Også eksperimentelt er der rigtig god styr på hastigheden, og den er bestemt med stor nøjagtighed. Bingo. At sætte den ind i en fysisk sammenhæng, viser sig imidlertid overordentlig vanskeligt; man må ty til postulater og intetsigende abstraktioner, fremkommet ved forkerte analyser af begreberne bevægelse og hvile. Hvad skal lyshastigheden c, ses i forhold til? Det spørgsmål blev aldrig besvaret.

  • 0
  • 0

Kan man forestille sig partikler og kraftfelter uden rum?

Nej!

Kan man forestille sig et rum uden partikler og kraftfelter.

Ja! og Nej!

Eller er de hinandens gensidige forudsætninger?

Ja! og Nej!

Skulle de være hinandens gensidige forudsætninger, vil det ikke nødvendigvis få dem til at påvirke hinanden.

Videnskaben har gjort rummet til noget det ikke er, ved at påstå, at man har konstateret, at det ekspanderer og på den måde påvirker stofmassen og de elektromagnetiske stråler, der bevæger sig i rummet.

Det videnskaben har konstateret er stofmassers tilsyneladende bevægelse, ud fra rødforskydningen og som ikke sker ved en Dopplereffekt.

At rødforskydningen ikke sker ved en Dopplereffekt, behøver ikke nødvendigvis at være forårsaget af, at rummet ekspanderer, hvorved at stofmasserne og den elektromagnetiske stråling flytter sig i tid og rum.

Det er selvfølgelig en kærkommen tanke, at universet er skabt ved et Big Bang, for da er det endog muligt, at selv en gud kan have skabt hele universet. Nu kan selv folk der tror på en gud, acceptere den naturvidenskabelige opfattelse af universet. Derfor er der ingen der kan være imod et ekspanderende universelt rum, uden at de er kættere. Virkelig godt gået.

Men jeg og en del andre er tilsyneladende kættere. Ikke dermed sag, at vi har den hel samme opfattelse af universets måde at være på, men vi har dog alle den samme mening, nemlig at rummet ikke ekspanderer og at Big Bang blot er en fuser.

Måske kan nye satellitmålinger endda vise, om Valentini, Bohm og de Broglie har ret. Den kosmiske baggrundsstråling, som er eftergløden efter Big Bang, er stort set ensartet i alle retninger – det er præcis dette faktum, der er den bedste indikation på, at universet begyndte i et Big Bang. Men der findes små forskelle, som stammer fra kvantefluktuationer i det tidlige univers, og som er blevet forstørret i takt med universets udvidelse.

Lys mister styrke over afstand.

Lysets styrke måles ved antal af fotoner pr. arealenhed.

Når lyset har tilbagelagt så lang afstand, at dets styrke bliver under en foton pr. arealenhed, da vil man miste evnen til at måle styrken af lyset og alene stå tilbage med en diffus baggrundsstråling, der i sig har kvantefluktuationer, som opstår, når den umådelige fjerne strålingen opnår tilstrækkelig mængde af stråling, til at den kan manifestere sig som en foton.

Derfor en baggrundsstrålingen ikke fantasifosteret "eftergløden fra Big Bang", men derimod en stråling der kommer fra universelle meget, meget fjerne objekter, hvis lys der har bevæget sig så langt, at dets styrke er under en foton pr. arealenhed, her hos os.

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Hvad er arealenheden? Tm2, Gm2, Km2, m2, cm2, mm2, nm2, pm2, fm2?

Det afhænger af vores kikkert: Arealet, er arealet af indgangsglasset til vores kikkert. Større kikkert = større areal.

Det er korrekt, at vi kun kan se lys, hvis vi opfanger mindst éen foton. Men, om vi teoretisk kan måle under en foton, skal jeg ikke kunne sige.

  • 0
  • 0

[quote]I udtrykket (1) er h Plancks konstant, c lysets hastighed i såkaldt vakuum. R er Universets aktuelle udstrækning. Massen af én uniton er i vor epoke m(u) = 2,2*10^(-68) kg.

Hvorledes er det muligt at definere universets aktuelle udstrækning (R)?

Den kendes jo ikke.

Med venlig hilsen Lars Kristensen[/quote]

Selv om man ikke kender talværdien for R kan man jo godt postulere R's eksistens.

  • 0
  • 0

Det afhænger af vores kikkert: Arealet, er arealet af indgangsglasset til vores kikkert. Større kikkert = større areal.

Du forstår ikke spørgsmålet. Du siger at man ikke kan måle lyset fordi det forsvinder i baggrundsstrålingen hvis der bliver mindre end en foton per arealenhed - uden at definere enheden. Og det er jo ikke særlig oplysende eller forståelsesfremmende.

Lyset forsvinder i baggrundsstrålingen hvis dets intensitet er lig med eller mindre end baggrundsstrålingen. Det har ikke noget med hvilken kikkert man bruger. Er kikkerten lille kan jo bare eksponere i længere tid.

Mvh Søren

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten