Den første memristor, som er elektronikkens fjerde fundamentale element efter modstanden, kapacitoren og induktoren, så dagens lys for seks år siden, selv om den blev teoretisk forudsagt allerede i 1971.
Læs også: Det ukendte kredsløbselement
Chris O’Kelly har nu sammen med to kolleger fra Trinity College i Dublin i tidsskriftet ACS Nano beskrevet en ny variant af en memristor, der kan lagre seks forskellige værdier. De hævder, at der intet principielt er i vejen for at øge dette til ti – og så har man et vigtigt element til at designe computere, der ikke regner med binære tal, men benytter titalssystemet.
Det største heltal, der beskrives med 64 bit, er 18.446.744.073.709.551.615, kan beskrives med kun 20 decimaltal. Det vil alt andet lige gøre det muligt at lagre data på mindre plads med den nye komponent.
Om dette vil være interessant i praktiske systemer, er stadig højst usikkert, men den nye multilevel-memristor kan alligevel være til nytte.
Harika Manem fra State University of New York fortæller eksempelvis til IEEE Spectrum, at komponenten kan være af interesse for neurale netværk.
I modsætning til konventionel hukommelse vil en memristor gemme værdier som en modstand. Det sker ved, at komponenten kan huske den strømstyrke, der er gået gennem den ved at ændre den indre modstand.
Den nye irske variant adskiller sig fra andre memristorer ved også at være en diode. Det betyder, at modstanden kun kan ændres af strøm, der går i den ene retning gennem komponenten, som består af en halvledende nanotråd af titandioxid placeret mellem to metalelektroder.
Diodevirkningen opnås ved den proces, der kaldes elektroforming, som består i at påtrykke komponenten en spænding på 10 volt, der ændrer antallet af ladningsbærere ved interfacet til katoden.
Man ændrer modstanden i den færdige memristor ved trinvis ved at påtrykke en spænding på 7,5 volt. Modstanden øges ved en positiv spænding og mindskes ved en negativ spænding. Det hænger sammen med en fysisk ændring i nanotråden.
