Ny kinesisk Shenzhou-opsendelse er rykket nærmere

Kinas tredje afprøvning af sin kommende bemandede kapsel, kaldet Shenzhou, ser ud til at være rykket nærmere. Tusindvis af arbejdere fik aflyst nytårsferien og måtte arbejde på Jiuquan-rumcenteret i Kinas nordvestlige Gansu-provins.

Der har tidligere været rygter om at opsendelsen har været nært forestående, og om den dengang er blevet udsat på grund af tekniske problemer vides ikke.

Den kinesiske hærs dagblad, People's Liberation Army Daily, har rapporteret, at tusindvis af teknikere og militæransatte frivilligt havde droppet nytårsferien for at forsætte forberedelserne til Schenzhou-3's opsendelse.

Selvom artiklen i avisen ikke direkte refererer til Shenzhou-opsendelsen, tyder den store aktivitet og de mange stationerede på Jiuquan-rumcenteret på, at en opsendelse af det tredje ubemandede Shenzhou-fartøj er nært forestående. Dette understøttes også af, at flåden af Yuanwang-kommunikationsskibe i december igen stod til søs for at afholde en øvelse i det østkinesiske hav.

Rumfartseksperter havde ellers spået, at den 8. januar var en god kandidatdato til en Shenzhou-opsendelse. Shenzhou-1 fløj 14 gange omkring Jorden i november måned 1999, og den anden Shenzhou-opsendelse fandt sted en 10. januar sidste år og var samtidigt 2001 første raketopsendelse. Mange regner med, at kineserne vil forsøge igen i år at foretage den første raketopsendelse, men i så fald skal det ske inden den 15. januar, hvor en Titan-4B raket er planlagt til opsendelse fra Cape Canaveral i Florida med en Milstar-satellit.

Kina har siden 1992 arbejdet på at sende astronauter ud i rummet og dermed bryde USA´s og Ruslands monopol på området. Kilder indenfor det kinesiske rumprogram har oplyst, at træningen af Taikonauterne, som de kinesiske astronauter kaldes, er langt fremme.