Ny JSF-pris ryster Norge: Et fly koster mindst 4,3 milliarder over 30 år
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny JSF-pris ryster Norge: Et fly koster mindst 4,3 milliarder over 30 år

En uvejrssky af problemer tårner sig op foran verdens største militære udviklingsprogram, F-35 Joint Strike Fighter, som Danmark er blandt de potentielle købere til.

Jagerflyet er allerede flere år forsinket, den avancerede teknik driller mere, end godt er, og ifølge tal fra den amerikanske rigsrevision bliver F-35 mere end fordoblet i pris i forhold til de oprindelige estimater.

De dårlige nyheder går verden rundt i disse uger, ikke mindst i Norge, der i 2008 besluttede sig for F-35. Her kæmper offentligheden og politikere med at sluge nye estimater af de totale levetidsomkostninger for F-35-programmet.

Norge er et af de få lande, der har lagt sig fast på F-35, før flyet er færdigudviklet, og forventer at købe op til 52 stk. F-35A. Da Norge valgte JSF frem for svenske Gripen, var det blandt andet med den forklaring, at F-35 var billigere end den svenske konkurrent. Dengang blev beløbet anslået til 145 milliarder norske kroner. Men det tal holder slet ikke, viser det sig nu.

Højere levetidsomkostninger

I en høring i det canadiske underhus den 24. november fortalte den norske statssekretær, Roger Ingebrigtsen, og kontreadmiral Arne Røksund, at nye beregninger fra det norske forsvar øger levetidsomkostningerne for F-35 med 90 milliarder norske kroner (86 mia. danske kr.) i forhold til tidligere oplyst.

»Levetidsomkostningerne vil - og dette er ikke officielt endnu, så jeg skal være forsigtig - blive 40 milliarder US dollars (236 mia. danske kr., red.) over 30 år,« sagde viceadmiral Arne Røksund, da han blev spurgt af de canadiske politikere om de norske forventninger til levetidsomkostningerne for op til 52 kampfly.

Det betyder, at prisen for de norske kampfly i dag vurderes til 235 milliarder norske kroner eller godt 226 milliarder danske kroner. Det svarer til 4,3 milliarder danske kroner per kampfly set over 30 år.

Selve anskaffelsen anslog den norske admiral til 10 milliarder dollars inklusive indledende logistik og vedligehold i fem år, men også den kan blive højere, lød det.

»Det er prisen i dag, men jeg er sikker på, at det kan være anderledes om bare få måneder, når vi ved mere om, hvad der sker i USA. Jeg er sikker på, at USA vil købe 2.400 fly, men de vil købe dem langsommere, og det vil helt sikkert påvirke prisen for Norge,« lød det fra den norske forsvarschef.

Over for Aftenposten har det norske forsvar forklaret stigningen med 'tekniske justeringer', samt at de nye tal ikke tager højde for en række tiltag for at reducere levetidsomkostningerne. Men den køber formanden for Stortingets forsvars- og udenrigsudvalg, Ine Marie Eriksen Søreide, overhovedet ikke.

»Det er meget opsigtvækkende og meget kritisabelt, at dette ikke bliver præsenteret for Stortinget,« siger hun til den norske avis.

Kritik af designet

Det er langtfra kun i Norge, at der er usikkerhed om JSF-programmet. Den 29. november præsenterede en særlig gruppe af eksperter under Pentagon en rapport om programmet, der langede hårdt ud efter selve designet af F-35.

Kritikken går på det overlappende koncept, hvor USA køber hundreder af kampfly, mens udviklingen stadig foregår. Ideen var at spare store summer ved at bygge ikke færdigt udviklede kampfly, 'Low Rate Initial Produktion', fordi nye design og simuleringssystemer drastisk ville modne designet og reducere fejl i de tidlige konstruktionsfaser.

Men ifølge rapporten, der kaldes 'Concurrency Quick Look Review', har det vist sig ikke at være tilfældet, snarere tværtimod. Eksperterne stiller i rapporten spørgsmålstegn ved designet af flyet, som de kalder for umodent, og de opfordrer Pentagon til at restrukturere sit indkøb, så man skubber selve indkøbene, til flyene er mere udviklede og gennemtestede.

Rapporten (se link) kritiserer flere vigtige punkter som værende enten meget alvorlige, alvorlige eller moderate. Alle vil de være omfattende og dyre at rette, når flyene først er bygget. Det gælder blandt andet problemer med varmeudvikling, det nyudviklede hjelm-monterede display, levetiden for strukturdele, vægtproblemer og software, skriver eksperterne i rapporten.

Kritikken og de seneste års problemer har blandt andet fået den amerikanske viceadmiral David J. Venlet, der leder projektet for Pentagon, til at udtrykke bekymring over den måde, programmet er bygget op på med den overlappende udvikling.

»Mængden af problemer og omkostningerne for at udbedre dem er samlet set så store, at det suger luften ud af lungerne,« som Venlet udtrykte det i et interview med AOL Defence 1. december.

Han opfordrer til, at USA fastholder et omfattende testprogram, før Pentagon investerer store summer i at købe ny kampfly. Han fastholder dog behovet for et stort antal JSF-fly til USA.

McCain kræver stop

Venlets kommentarer og rækken af problemer fik sidste uge en af de førende amerikanske senatorer til at reagere. John McCain, der leder forsvarskomiteen i Senatet, sagde 5. december, at JSF-programmet både har været en skandale og en tragedie.

»Vi har været i gang i 10 år og betalt cirka 56 milliarder skatteyder-dollars, uden at vi har et kampfly, der opfylder militærets behov. Tværtimod mangler den mest omfattende testfase, der ikke begynder før 2015,« sagde John McCain.

Han pegede på, at den oprindelige pris for udvikling og køb af flyene til USA, der lød på 233 milliarder dollars, i dag er eksploderet til 383 milliarder dollars og fortsat vil stige. Samtidig er fuld produktion udskudt i mindst fem år.

Prisen pr. fly til USA er i dag 156 millioner dollars, hvilket i inflationsjusterede dollars er en fordobling af de oprindelige estimater, lød det fra McCain.

Den tidligere præsidentkandidat har længe været en arg modstander af JSF-projektet. Det er dog værd at bemærke, at McCain kommer fra Arizona, der er en stat med næsten 5.000 Boeing-arbejdspladser. Boeing tabte konkurrencen om JSF til Lockheed Martin og satser på at sælge Super Hornet til de forskellige værn i USA samt partnerlande som Danmark.

Den slags 'lokal forankring' har det med at være afgørende for de amerikanske senatorers holdninger til forskellige projekter. I dette tilfælde læner McCain sig dog op ad David J. Venlet samt den amerikanske rigsrevision i sin kritik af projektet.

»Når chefen for det dyreste og mest højprofilerede våbenprogram i historien siger: 'Stop op! Vi skal reducere indkøbet af kampflyene' - så bør vi alle høre rigtig godt efter,« sagde John McCain.

Japan vælger F-35

Lidt godt nyt er der skam også for F-35-programmet. Ifølge Reuters vil Japan på fredag udpege det amerikanske kampfly som vinder i en ordre, der i første omgang vil lyde på 40 kampfly, men som kan blive til flere.

Reuters vurderer, at den japanske ordre samtidig vil øge muligheden for at sælge kampflyet til Sydkorea, der har udtrykt interesse for op til 60 kampfly.

Dokumentation

Aftenposten om prisstigningerne
Læs de norske forklaringer i Canada
John McCains tale om JSF-programmet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Atter et eksempel på at udskiftning af vores F 16 er forhastet og formentlig overflødigt.
Lad blot Norge få sådanne fly - de har masser af oliepenge!
Men vi har INGEN penge i statskassen og har ikke behov for nye fly i de næste 10-15 år.
Til den tid er sådanne fly formentlig overhalet indenom af nye førerløse fly til de opgaver vi kan blive bedt om at deltage i.
For at checke et evt. ikke velkomment fly i dansk luftrum kan F 16 bruges i de næste 20 år,

  • 0
  • 0

Det lyder bestemt som et fly for Danmark. Jeg tænker vi bestiller nu og kan tage imod de 40 stk vi bestiller til levering om 12 år - tidligst!

Når de er gået 15 år og vi stadig kun har fået 3 (der er mangelfulde og ikke kan lukke landingshjulene ned), så klager vi første gang - men kun liiiige lidt. Efter 20 år, så prøver vi at sløjfe kontrakten og kræver vi får et nedslag i prisen mod vi selv laver flyene færdige (evt i skrydstrup).

Når vi så får de sidste og opdager de er meget mere ringe end de første vi modtog, så opgiver vi og tænker det er spildte penge for vores forsvarsminister har til den tid fundet ud af det vil koste os 500 mia DKK at skrotte projektet.

Hvor skriver vi under???

  • 0
  • 0

Under anden verdenskrig fremstillede Ansaldo militærfly. Det lugter lidt af, at Lockheed Martin er ved at udvikle luftens IC4...
Hvad med at lade DSB stå for anskaffelsen?

  • 0
  • 0

UAV og UCAV blev oprindeligt planlagt for at få et billigt stel ,man kunne tåle at miste, til at levere efterretnings data og mulighed for at lave bombe missioner mod Fjendtlige forsvarssystemer(SEAD/DEAD).
Som tabet af en RQ 170 Sentinel(Beast of Kandahar) viser er det meget problematisk at bruge dem,Tabet koster dem ca 6.000.000 $ samt giver nogle af deres teknologier til Iran.Hvordan det lykkedes at få den ned intakt er et mysterie.UAV og UCAV bliver ikke en erstatning for en bemandet platform før kunstig intelligens er mere brugbart til at træffe de rigtige beslutninger.In.dtil da er de et supplement

  • 0
  • 0

Det betyder, at prisen for de norske kampfly i dag vurderes til 235 milliarder norske kroner eller godt 226 milliarder danske kroner. Det svarer til 4,3 milliarder danske kroner per kampfly set over 30 år

  • det er jo 'nyt' at opgøre 'prisen' som 'levetidsomkostninger'; og det er svært at bruge til ret meget uden et grundlag for [b]sammenligning[/b]; ellers bliver det jo rendyrket 'Anders Bodelsen'! :)

Kan 'Ingeniøren' oplyses tilsvarende beløb (opgjort på analogt grundlag) for Gripen, Eurofighter, Super F-18 - evt. til yderligere perspektivering også retrospektivt for F-16??

Jagerflyet er allerede flere år forsinket

  • i forhold til hvad?

...den avancerede teknik driller mere, end godt er

  • hvor meget er 'godt'?? :)
  • 0
  • 0

[quote]Det betyder, at prisen for de norske kampfly i dag vurderes til 235 milliarder norske kroner eller godt 226 milliarder danske kroner. Det svarer til 4,3 milliarder danske kroner per kampfly set over 30 år

  • det er jo 'nyt' at opgøre 'prisen' som 'levetidsomkostninger'; og det er svært at bruge til ret meget uden et grundlag for [b]sammenligning[/b]; ellers bliver det jo rendyrket 'Anders Bodelsen'! :)

Kan 'Ingeniøren' oplyses tilsvarende beløb (opgjort på analogt grundlag) for Gripen, Eurofighter, Super F-18 - evt. til yderligere perspektivering også retrospektivt for F-16??

Jagerflyet er allerede flere år forsinket

  • i forhold til hvad?

...den avancerede teknik driller mere, end godt er

  • hvor meget er 'godt'?? :)[/quote]

Det er vel i virkeligheden mere fair at forsøge at opgøre den samlede driftudgift over den forventede levetid. Så har man noget reelt at gå efter.
Det kan selvfølgelig aldrig blive præcist - men er vel en af de faktorer man kan lade indgå i vurderingen såfremt man beslutter sig for sådant et helt overflødigt stykke legetøj.

  • 0
  • 0

Hvorfor skal vi købe maskiner som alene er designede til at slå mennesker ihjel ??

Hvorfor skal vi købe maskiner som i virkeligheden kun vil blive brugt til at sende til fremmede lande for at en given udenrigsminister eller "forsvarsminister" kan føre sig frem og sige at "iiih hvor vi gode til at skabe fred".

Der er så megen snusk & snask omkring dette imaginære behov at alle burde være på vagt og søge at undgå skidtet.

Kom ikke og sige at vi får en masse side effekter - så kunne man ligesågodt udvikle civilt udstyr - løfte om kommende arbejdspladser må anses som et falsum.

  • 0
  • 0

Gripen vil helt sikkert ikke kunne klare sig i luftkamp med et nyere superavanceret fly , men det bliver næppe heller aktuelt . De fleste operationer har de senere år mest været fly til jord angreb ,hvilket mest sandsynlig også vil gælde i fremtiden , for hvilke nationers avancerede fly skulle komme i luftkamp med Gripen ?

  • 0
  • 0

Hvis man nu tænker nyt kan man have:

  • 1 kampfly med pilot - er bevæbnet med luft-til-luft missiler, anti-luft-til-luft missiler, flares og måske en mindre maskinkanon til dogfights.

  • mange robot kampfly, som er dem der laver det grove arbejde på pilotens kommando
    **Nogle kan være specialiseret til at bombe
    **andre kan være specialdesignet til at beskytte moderflyet (det fly som har en pilot), F.eks. 1 type for angreb fra jord og hav, og en anden for luftangreb.

Robotfly er sandsynligvis billigere end et fly til en pilot. Et robotfly kan trække flere G end en pilot. Det kan være meget lettere, og/eller have en kraftigere mortor, så det kan ændre kurs meget hurtigt og stige som en meget heftig elevator.

Sidst men ikke mindst gør det mindre at et robotfly bliver skudt ned.

  • 0
  • 0

...hvilket mest sandsynlig også vil gælde i fremtiden , for hvilke nationers avancerede fly skulle komme i luftkamp med Gripen ?

  • så du klarer uden at blinke en trusselsvurdering, der dækker de kommende 50(+) år? Du burde måske overveje at tilbyde [b]FE[/b] din ekspertise? :)
  • 0
  • 0

JSF er et ekstremt dyrt fly. Tidligere undersøgelser har gang på gang vist at beregningsgrundlaget for flyets pris er alt for optimistisk med en oprindelig beregnet grundpris ca. 300 millioner kr. Prisen nærmer sig en milliard og stiger stadig med raketfart.
F-18 er tilbudt af Boing til 30 millioner dollars stykket(blomberg news) ca. 200 millioner/stk., hvilket er en femtedel af prisen på JSF. Flyets radar og missilsystemer opdateres løbende da den amerikanske flåde agter at bruge flyet til efter 2030 og bestiller stadig flyet i store stykantal senest 130 stk .
Det eneste JSF tilbyder som som F-18 ikke har, er stealthegenskaber, som er optimal under de første angrebsbølger til nedkæmpning af et andet lands luftforsvar og luftvåben men hvilke missioner er det lige det danske forsvar skal deltage i.
På forsvaret hjemmeside for nyt kampfly er det angivet og der står ikke nævnt at vi skal deltage i i sådanne angreb, men snarere stille fly til rådighed som støtte som tilfældet var i Libyen. Jeg tror også de store nato lande vil foretrække, at de mindre nato lande bakker op senere i en militæraktion, fremfor at 10 -20 nato lande deltager i de første angreb der kræver stor kordination.
En hurtig hovedregning vil da også vise, at holder de norske tal vil vi aldrig kunne købe 24 – 32 fly som er minimum hvis vi skal deltage i internationale missioner. De vil sluge en stor del af hele militærbudgettet ( og mere til så kun et reduceret antal fly kan komme på tale og her kan man jo skele til Østrig der har et luftforsvar bestående af 12 eurofightere. Deres øverstbefalende i luftforsvaret siger ligeud, at de ikke har kapacitet til at deltage i internationale missioner med det antal fly de har kun nok flykapacitet til national overvågning..
Så drop at købe dette fly nu og sats på en stærkt luftforsvar baseret på et pålideligt fly(F-18 super Hornet 4,5G) der nok har den største kamperfaring p.t. og som er fremtidssikret årtier frem. Og det til en pris der er langt billigere end det nuværende flyprojekt.

  • 0
  • 0

Hold op denne diskusion ligner den der var ved F-16 købet i sin tid. Historien gentager sig ;-)) Gid alle vi kloge hoveder kunne sidde med i udvalget og rådgi' ud fra den ufattelige goe' viden vi bærer rundt på.. LOL...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten