Ny hjemmeside viser mulige energibesparelser i dit hus

En lynhurtigt overblik over, hvilke energibesparelser der er rentable, skal få flere bygningsejere til at gå i gang med energirenoveringer. Det er målet med den nye hjemmeside energimaal.dk.

På hjemmesiden, der er udviklet af Esbensen Rådgivende Ingeniører i samarbejde med Henning Larsen Architects, NHL Data ApS, Bygningsstyrelsen, Albertslund Kommune og DATEA A/S, kan man nu taste adressen på en hvilken som helst kontorbygning ind, hvorefter siden henter data fra bygningens energimærke og beregner, hvad det kan betale sig at gøre noget ved.

»Siden henter oplysninger om alle komponenterne og beregner med prisdata fra V & S-håndbøgerne og fra erfaringstal, hvad der kan betale at energirenovere,« forklarer projektleder Ditte C. Kruhøffer fra Bygningsstyrelsen.

Siden kan give svar på spørgsmål som:

  • Hvad koster det investeringsmæssigt, og hvad bliver driftsomkostningerne?
  • Hvilke tiltag giver de største CO2-besparelser ift. investeringen?
  • Hvad bliver den resulterende leje?
  • Hvilke tiltag kan gennemføres, hvis jeg ønsker en 6 pct. forrentning af investeringen?
  • Hvad er omkostningen og risikoen ved ikke at gøre noget?
  • Hvilke andre energibesparelser kan jeg foretage?

Kan ikke erstatte en rådgiver

Beregningen er dog langtfra præcis nok til, at man kan sætte en renovering i gang baseret på den.

»Det er ikke et intelligent værktøj. Det er et værktøj til intelligente mennesker. Man kan ikke erstatte en god rådgiver, for der kan være mange detaljer, der gør, at et givent tiltag måske ikke er det optimale,« siger Ditte C. Kruhøffer.

»Men det giver et bedre grundlag for den dialog, man skal have med sin rådgiver, fordi man får et hurtigt overblik, og det gør det hurtigere at komme i gang. Dermed fører det hurtigere til lavere energiforbrug og lavere energiudgifter,« siger hun.

Ideen om at lave værktøjet opstod, efter det daværende Universitets- og Bygningsstyrelsen havde været igennem en lang og omfattende vurdering af energibesparelsespotentialet i alle styrelsens kontorbygninger:

»Vi havde dygtige rådgivere på, men vi kunne have gjort det meget hurtigere, hvis vi havde haft dette værktøj dengang.«

Planer om udvidelse

Styrelsen har ikke testet værktøjet af på nye byggesager, men har sammenlignet med overståede byggesager.

»De automatisk genererede forslag lå meget godt i overensstemmelse med det, som vores rådgivere kom frem til. Værktøjet foreslog nogle gange lidt flere ting, men når det ikke var med i rådgivernes forslag, kan det være fordi, der var forhold ved den enkelte byggesag, der alligevel gjorde den urentabel. Så det var nok ikke, fordi rådgiverne overså noget,« siger Ditte C. Kruhøffer.

Realdania, der har finansieret udviklingen, har også givet penge til at holde det kørende det første år. Men hvis værktøjet bliver populært, forventer Ditte C. Kruhøffer, at andre parter skal overtage driften af det.

Projektpartnerne har store planer om at udvide værktøjet med endnu flere tiltag end de 59, der i dag er lagt ind i beregningerne - og man vil også gerne kunne lave indeklimaberegninger via hjemmesiden.

Startvanskeligheder?

Desuden overvejer partnerne at udvide værktøjet til også at omfatte andre typer byggerier. For selvom der findes andre beregningsværktøjer, er de ifølge Ditte C. Kruhøffer ikke så lette at bruge som den nye hjemmeside.

»Der findes rigtig gode beregnere, men så skal man typisk indtaste mange flere data. Her skal du dybest set kun kende din adresse. Værktøjet er dog lavet sådan, at hvis du har mere præcis viden end den, vi kan hente ud af databasen, så kan du let indtaste den og dermed optimere beregningerne.«

Noget kunne dog tyde på, at de første brugere kan få lidt vanskeligheder ved at bruge siden. Ingeniøren forsøgte at generere rapporter for to kontorbygninger, hvor der var udført energimærkningsrapporter i henholdsvis 2009 og 2011, men der kunne alligevel ikke genereres energirenoveringsforslag.

Ifølge Ditte C. Kruhøffer kan der være en smule forsinkelse mellem, at en energirapport bliver udført, og at den kommer ind i databasen.

Dokumentation

Test siden her