Ny halvleder: Et skridt nærmere den usynlige kappe

Harry Potters usynlige kappe er på vej til at træde ud af fantasiens verden og ind i den virkelige med et nyt halvledermateriale fra Princeton University, der afbøjer lys på en måde, der er ukendt i naturen.

Forsker ved Maryland University i USA, Igor Smolyaninov, der var den første til at skabe en kappe, der var usynlig over for synligt lys i et to-dimensionelt eksperiment, kalder det nye materiale et meget interessant skridt mod en ægte usynlig kappe, skriver Technology Review, et nyhedsbrev fra Massachusetts Institute of Tecnhology (MIT).

Materialet er skabt af lag af halvledere, der er tyndere end bølgelængden på synligt lys på 632,8 nanometer i tilfældet med rødt lys, og materialet har potentiale til at lede lys rundt om en genstand og videre på den anden side. Dermed opstår den usynlige effekt.

Amerikanske forskere kæmper om at blive usynlige

Tidligere har forskere fra Duke Universitetet i North Carolina i USA bygget en hul model af såkaldte metamaterialer, der kan gøre genstande usynlige for mikrobølger.

Så sent som i april måned kunne forskere ved nanoteknologisk center på Purdue Universitetet i USA afsløre, at de havde teoretiske beviser for, at det var muligt at lave en boks, der var usynlig for det almindelige lys.

Og for blot 10 dage siden løftede University of Maryland i USA sløret for verdens første usynlige kappe i en to-dimensionel demonstration.

Kappen var dog kun 10 mikrometer i diameter og fungerede netop ved at lede lyset rundt om sig selv.

Men selve opbygningen af kappen var ret besværlig. Kocentriske guldringe, overtrukket med et plastic kaldet polymethyl methacrylate, udgjorde hovedbestanddelen i metamaterialet, der skulle ligge på en guldoverflade, fremgår det af en pressemeddelelse fra Maryland University.

En lignende teknik blev brugt, da forskerne ved Duke Universitetet byggede en kappe, der var usynlig for mikrobølger. Her brugte forskerne millimetertynde kobbertråde og c-formede ringe indlejret i syntetiske fiberplader.

Usynlige halvleder sænker produktionstiden

En afgørende hindring for at skabe metamaterialer, der bryder synligt lys, er dog, at det er nødvendigt at arbejde med enheder på størrelse med lysets bølgelængde, der er 632,8 nanometer i tilfældet med rødt lys.

Det er blevet nemmere med den nye halvleder, da redskaberne til at producere materialets lag allerede er udviklet og benyttes til lasere i telekommunikation.

Halvledermaterialet består af skiftende lag af indium-gallium-arsenid og aluminium-indium-arsenid med en tykkelse på 8,1 mikrometer, skriver Princeton University i en pressemeddelelse.

De såkaldte metamaterialer, der manipulerer det synlige lys, udmærker sig ved at have et negativt brydningsindeks. Eksempelvis vil en pind stukket halvt ned i et glas vand give indtryk af, at den våde del af pinden bøjer opad. Men var vandet i stand til at bryde lyset negativt, så ville den våde del af pinden se ud til at bøje nedad.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Materialet er skabt af lag af halvledere, der er tyndere end bølgelængden på synligt lys på omkring en millimeter"

  • Jeg mente da ellers at bølgelængderne for synligt lys, ligger mellem 400 og 750 nanometer!?

Men allright! Der står jo også "lysets bølgelængde, der er 632,8 nanometer i tilfældet med rødt lys." længere nede i artiklen. ;-)

  • 0
  • 0

lysets bølgelængde i tilfældet med rødt lys er 632,8 nanometer. Derfor ikke omkring en millimeter. Det er nu også blevet gjort mere klart i starten af artiklen. MVH Thomas Djursing, journalist på ing.dk

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten