Ny, gammel minister: Esben Lunde Larsen indtager nyt ministerkontor

I dag løftede Lars Løkke Rasmussen sløret for, hvem der bliver ny fødevareminister. Valget er faldet på Esben Lunde Larsen.

Esben Lunde Larsen. Det er navnet på Danmarks nye fødevareminister, som Lars Løkke Rasmussen præsenterede på et pressemøde her til eftermiddag.

Politiske kommentatorer har, siden den nu afgåede Eva Kjer Hansen lørdag meldte sin afsked som minister, spekuleret i mulige aftagere.

Nu skifter Esben Lunde Larsen så ministerstolen i Uddannelses- og Forskningsministeriet ud med Miljø- og Fødevareministeriet. Rokeringen får statsministeren til at hjemkalde Venstres EU-parlamentspolitiker, Ulla Tørnæs, der vender næsen hjem for at overtage posten i som uddannelsesminister.

Hun har tidligere været undervisningsminister og minister for udviklingsbistand.

Morten Løkkegaard træder således ud af Folketinget for at igen at blive medlem af Europaparlamentet i stedet for Ulla Tørnæs, og Venstremand Jakob Engel-Schmidt kommer atter i Folketinget.

Overraskelsesrokade

Den nyudnævnte fødevareminister har overhalet favoritterne indenom. Kommentatorerne udråbte tidligere forsvarsminister og topchef i interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer Søren Gade, politisk ordfører i Venstre Jacob Ellemann-Jensen og Jacob Jensen, der sidder i miljø- og fødevareudvalget, til at være de mest oplagte bud til ministerposten.

Men Esben Lunde Larsen, der har udtalt sig rosende om den omdiskuterede landbrugspakke, trak altså det længste strå.

Den nye minister får en varm velkomst på Twitter fra den borgerlige kollega og formanden i Konservative, Søren Pape Poulsen, der længe fastholdt, at partiet ville stemme for et mistillidsvotum til nu eksminister Eva Kjer Hansen.

Valget af Esben Lunde Larsen, der er søn af en jysk landmand, møder imidlertid Twitter-kritik i rød blok hos Enhedslistens Per Clausen, mens Socialistisk Folkepartis Pia Olsen Dyhr efterlyser en reel miljøminister.

Politikeren fra Enhedslisten bemærker, at miljøet kan stå i en værre position med Esben Lunde Larsen i spidsen for ministeriet.

Partiformanden for SF, Pia Olsen Dyhr, formulerer samme budskab med andre ord.

Miljøet er stadig låst i Fødevareministeriet

Og selvom ministeren er ny, fastholder regeringen at bibeholde ansvaret for miljøet under Fødevareministeriet.

Det modtog allerede kritik fra Danmarks Naturfredningsforening i sommer, da det efter Venstre-regeringens dannelse kom fra, at de ville lægge Miljøministeriet ind under Fødevareministeriet.

Sammenfletningen af ministerierne og varslingen om en landbrugspakke fik foreningen til at advare om, at miljøet kunne blive den store taber som følge af de politiske prioriteringer.

Præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening (DN), Ella Maria Bisschop-Larsen, pointerede over for Ingeniøren, at regeringen tilsyneladende betragter miljøet som noget, man kan begynde at tage hensyn til, når der er kommet ’nok’ vækst i landbruget.

Læs også: Amputeret Miljøministerium rykker over til Fødevareministeriet

Ligeledes blev ansvaret for Planloven, der tidligere lå under Miljøministeriet, overflyttet til Erhvervs- og Vækstministeriet, hvilket Ella Maria Bisschop-Larsen problematiserede. Begrundelsen lød, at det ikke var sikkert, at Miljøministeriets planlovs-kompetencer flyttede med over i det nye ministerium.

»Planloven er tænkt som et demokratisk værktøj, hvor man inddrager og afvejer mange forskellige slags hensyn i en afgørelse om placering af et konkret byggeri. Det kræver de rette faglige kompetencer, og derfor ser jeg det som et meget negativt signal for natur- og miljøhensyn samt befolkningens adgang til rekreative arealer, hvis man ikke flytter kompetencerne med,« forklarer DN-præsidenten.

Ud over ansvaret for Planloven mister Miljøministeriet også ressortansvaret for regulering af affalds-, spildevands- og vandforsyningssektoren, som overgår til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Den nye minister skriver selv om sin nye post på Facebook:

»Takker for statsministerens tillid og udnævnelse til ny minister. Det er en meget spændende opgave - ikke mindst når man som jeg har siddet i begge udvalg i Folketinget. Glæder mig til samarbejdet med de politiske partier. Er nu på vej til Amalienborg. God dag til jer alle.«

Kommentarer (28)

Det er nok det bedste at den evolutions fornægtende overtros minister skifter stol.

Men det ville have været bedre at man i samme ombæring havde valgt at oprette et miljøministerium og adskilt de 2 ofte modstridende interesser; Landbrug og miljø.

  • 24
  • 10

Mon den nye miljøminister vil imødegå klimaændringerne ved at iværksætte konstruktionen af en ark...

  • 36
  • 12

Jeg tror ikke vi kan håbe på meget mere end det. I det mindste ville det at han beordrede konstruktionen af en ark betyder at han ikke var klimabenægter.

Ej, det er nok egentlig lidt urealistisk. Måske er det bedste vi kan håbe på at han også ryger ind i en stor skandale inden han kan ødelægge alt for meget, omend han indtil videre har vist sig lige så imun for skandaler som han er for logik.

  • 12
  • 12

Vil nok sprøjte ud af den nye "religiøse" minister.
Han behøver ikke at forholde sig til fakta. ligesom den imaginære "figur" højt oppe er.
Logik og fakta... Uha nej. Vi skal tro på det.....

  • 8
  • 10

I en anden tråd snakkes der om, at ing.dk bruger en EB overskrift.
Men i denne tråd er det så Nationen der er kommmet ind i kommentarerne..

  • 12
  • 8

Det er da mindre grelt end det at kirken er kommet ind i folketinget. Det endda i en gammeldavs/amerikansk "jeg ved ikke rigtig hvad det rigtige svar er på hvad Jordens alder er"-version.

  • 11
  • 8

Så det måtte jo blive Esben Lunde Larsen og især med tanke på hans positive holdning til den miljøkrænkende landbrugspakke.
Set fra landbrugets side, kunne de ikke ønske sig en bedre mand på posten.

Når jeg tænker på drikkevandet for mine efterkommere, så er jeg oprigtigt bekymret.

Mere bekymret bliver jeg, når en minister lader sin fanatiske religionsbaggrund regne for noget positivt.

  • 16
  • 8

Lige for en god ordens skyld: jeg deler absolut ikke Esben Lund Larsens verdenssyn. Jeg er kvasi-militant ateist og fæster min lid til videnskaben fremfor tro. OK?

Men jeg spørger alligevel mig selv om, hvad er det dog, han har gjort? Ikke i sit liv, men i sit virke som minister, som vel er det, han skal bedømmes på som, nå ja, minister.

Jeg siger ikke, at han har været en GOD minister for sit område - men det er måske mere en funktion af den regering, han er minister i. Jeg siger heller ikke, at det tyder på, at han har holdt sin sti som forsker helt ren - men det falder vel også tilbage på det universitet, der har ladet ham slippe igennem med diskutable meritter.

Men har han ladet sin religiøse overbevisning påvirke sit virke?

Hvis ikke, så kan jeg altså have svært ved at se, at hans personlige (og, efter min mening, kontrafaktuelle) udgave af sin religiøse overbevisning skal diskvalificere ham som minister.

Man fristes næsten til at citere den bog, som han bekender sig til (Mathæus, kap 7) om, at træet skal kendes på sine frugter.Så lad ham da blive bedømt på det, han gør.

Venlig hilsen

Bo

  • 22
  • 1

hvad han har gjort galt
1. han er religiøs men IKKE muslim så han duer ikke
2. han er fra jylland duer ikke
3. han har sandsynligvis hverken røget eller drukket duer ikke
4. han handler nok heller ikke sjov tobak på kristiania duer ikke
5. han har ikke offentligt erklæret sig homo eller andet kinky, det svin, duer ikke
6. han kunne et eller andet sted bære en skjult defekt der af nogen kaldes moral det duer slet ikke
osv.
han er sgutte min favorit heller men når jeg ser resten af parnasset , ligger han ikke lavest på scoren

  • 10
  • 12

om, at træet skal kendes på sine frugter.Så lad ham da blive bedømt på det, han gør.

Ud over at jeg har nogenlunde samme tilgang til tro og religion som du, Bo, er det vel netop det, han (ud over småfuskeriet med sit cv) han er blevet bedømt på (enkelte debattører undtaget!):
At spare blindt på forskningen, hvor den eneste begrundelse han kunne hoste op med var, at "penge skal passe".

Derved bliver han blot finansministeriets forlængede arm: Hvis man er tvunget til at spare på uddannelse og forskning kan man i det mindste gøre sig den ulejlighed, at begrunde hvorfor.

Hans forsøg på at skjule årene på bibelskolen i Norge har jeg kun latter til overs for - skønt jeg udmærket forstår hvorfor :-)

  • 13
  • 6

Ligesom Eva Kjer skrev af efter andre, så er Esben Lunde også meget erfaren udi denne disciplin.
( eller var det sig selv han skrev af efter ?)

  • 7
  • 5

Ingen af ovennævnte meget kritiske debattører er opstillet til gennemlysning for at blive fundet egnet at blive folketingskandidat.

Med andre ord misundelige tøsedrenge, der aldrig har skrevet opgaver af efter andre.........vel :)

  • 7
  • 10

  • 3
  • 13

Han har allerede vist, at han tilgodeser egne økonomiske interesser (vindmølllesagen), og at han ikke kan finde ud af holde tingene adskilte. Nu har han huseret på universiteterne, så nu er det miljøet, der står for tur til at blive beskåret.
Når en ung minister gør karriere så hurtigt som her, så er det fordi Løkke kan se, at Lunde Larsen er god til at gøre hvad han bliver bedt om, nemlig, at skære ned og forringe, og samtidig tilgodese de, der støtter Venstre økonomisk. t

  • 7
  • 2

Det er nok det bedste at den evolutions fornægtende overtros minister skifter stol.
Men det ville have været bedre at man i samme ombæring havde valgt at oprette et miljøministerium og adskilt de 2 ofte modstridende interesser; Landbrug og miljø.


Det der noget vås, Kaos!
Esben fornægter ikke evolutionen, hvor har du dog den ide fra?
Vil man absolut drive den sport, der hedder kalkunjagt på politikere, så bør man som minimum forsøge at komme med sande udsagn.
Esben har i flere interviews sagt at han går ind for både evolutionsteorien og Bigbang-teorien, men han tilføjede så, at det ikke udelukkede at der var en skaber.

Der er ingen modstridene interesser mellem landbrug, natur og miljø, uanset hvor mange der bekræfter denne fejlagtige påstand.

  • 1
  • 2

Så det måtte jo blive Esben Lunde Larsen og især med tanke på hans positive holdning til den miljøkrænkende landbrugspakke.


Der er intet miljøkrænkende i den nye lovpakke, det er en ren floskel.
Alle seriøse politikere har da også erkendt at der er en positiv effekt, den må en del debattører have overset i deres iver med at skrive noget nedsættende om ministre oa. politikere.
Et par politikere burde trækkes for retten for injurier mod Eva Kjer, de postulerede at Eva løj, og at hun fiflede med tallene, uden i øvrigt at dokumentere disse injurier.
Du kunne f.eks. starte med at nævne, hvad miljøkrænkende er ved lovpakken?

  • 1
  • 4

Burde en (hvilket som helst) kristen ikke, tage vare på guds skaberværk?
- Burde ikke alle kristne landmænd, være økologer, alene ud fra en religiøs betragtning?


Et par håbløse opstillinger.
Svaret er, at Esben tager vare.
Hvor står der i bibelen, at man skal drive økologisk landbrug?
Altså undlade af tilføre de mængder næringsstoffer til planterne, som de har behov for?
Eller have høje dødelighed i husdyravlen?
Eller på global plan kun at producere mad til 2.000.000 færre mennesker, der så må dø af sult?
Men måske tænger du til bespisningen af 5000 mennesker med et par brød?

  • 1
  • 3

@Per A. Hansen

Esben Lunde i JP:

"Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Så mennesket blev iflg. Esben Lunde tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel.

Det er sgu da en omgang pladder i klasse A - men som sædvanligt har du åbenbart ikke læst på tingene Per.

  • 4
  • 4

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/dan...


Blume,
fint du har dine politiske argumenter fra Ekstrabladet, det borger for kvaliteten.
BL er for øvrigt en dygtig ledet forening, der bruger videnskaben i deres arbejde, hvor andre bruger medierne.
Esben er en meget dygtig og arbejdsom politiker, har en betydelig opbakning i lokalsamfundet.
Jeg har endnu ikke set et eneste argument eller en eneste påvisning af faglige fejl i feks.
BLs mange artikler på deres hjemmeside, men det er da også lette at fylde debatten med smar4e bemærkninger uden hold i virkeligheden.
Kom ind i kampen med noget andet end EBs rygtebørs, de kan dog undskyldes med at de skal have en avis solgt så de undgår fallit.

  • 2
  • 8

Så mennesket blev iflg. Esben Lunde tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel.
Det er sgu da en omgang pladder i klasse A - men som sædvanligt har du åbenbart ikke læst på tingene Per.


Din Cherry-picking gør ikke dit pladder mindre.
Esben har udtalt sig til medierne som jeg nævnte, bla. hørte jeg med stor interesse et TV-interview, hvor han fik lejlighed til at underbygge synspunktet, så jeg ved med sikkerhed at du som sædvanlig har fået er par ting galt i halsen.
Han fornægter hverken evolutionen eller Big-Bang, men siger det ikke udelukker en skabende gud!
Hvad er problemet i det?
Jeg kan ikke se, der er noget odiøst i at tro på videnskaben og en skabende gud samtidigt, og jeg undrer mig over, at nogen kan mene, at der er noget galt i det?
At mange har en anden opfattelse forstår jeg også, jeg respekterer begge opfattelser. Men derimod har jeg ingen forståelse af at nogle blander det sammen.

  • 4
  • 6