Dråber med viruspartikler kan fragtes via luftstrømme fra aircondition, og på den måde smitte med coronavirus. Det er konklusionen i en forskningsartikel, der er offentliggjort af det amerikanske CDC (Centers for Disease Control and Prevention), der har ansvaret for folkesundheden i USA.
»Vi konkluderer at aircondition styrker dråbe transmissionen. For at undgå smittespredning i restauranter, anbefaler vi at øge afstanden mellem bordene og forbedre udluftningen,« skriver CDC i artiklen.
Læs også: Forskere undsiger sundhedsmyndigheder: Øg ventilationen og minimer risikoen for smittespredning
Forskerne bag artiklen undersøgte virusspredning blandt gæsterne på en kinesisk restaurant i Guangzhou. Her bragte en gæst smitten videre til flere andre gæster. Restauranten havde ingen vinduer, og udluftningen foregik via aircondition. 10 ud af 91 personer i restauranten blev efterfølgende syge, og de smittede sad alle i den samme luftstrøm fra det samme airconditionanlæg.
Læs også: Ny undersøgelse: Corona kan spredes når vi taler
Store eller små dråber
Coronavirus spreder sig gennem små dråber. Dråberne er ikke luftbårne, men er så tunge, at de falder til jorden. Forskerne peger på, at de smittede gæster sad med så tilpas stort mellemrum, at dråberne fra den oprindelige smittebærer ikke burde nå dem. Derfor går forskerne ud fra, at luftstrømmen fra aircondition anlægget blæste dråberne rundt mellem gæsterne og på den måde spredte smitten.
Der har længe været diskuteret om aerosoler (helt små luftbårne partikler), også bidrager til at sprede virussen. Aerosoler kan svæve over lange afstande gennem luften, og forskerne peger på, at ingen af de andre gæster blev smittet, og at der ikke blev fundet smittepartikler i airconditionanlægget.
Derfor mener forskerne ikke, at der er belæg for at tro, at virussen er luftbåren gennem aerosoler. De gør dog også opmærksom på, at luftstrømmen fra ventilationen kan have påvirket, hvilken retning aerosolerne fløj, og at det kan være grunden til, at ingen andre gæster blev smittet.
Uanset om smitten spredte sig med aerosoler eller størrer dråber, er konklussionen dog klar: smitten spredte sig i luftstrømmen fra ventilationen.
Læs også: Chile planlægger at indføre verdens første immunitets-pas
SSI og WHO tror ikke på luftbåren smitte
Det er ikke første gang, at nogen udtrykker bekymringer om ventilationsystemernes indflydelse på smittespredning. Tidligere har en række nordiske forskere advaret imod at smitten kan spredes gennem luften.
»At ignorere denne smittevej vil være uansvarligt, fordi man så risikerer at overse flere af de måder, hvorpå man kunne reducere smittespredningen, heriblandt via ventilation,« skrev de nordiske forskere i en opfordring til myndighederne..
Statens Serums Institut mener derimod ikke at der er belæg for at virussen skulle kunne spredes gennem luften. Dermed lægger de sig på linje med WHO, der dog heller ikke mener, at det modsatte er bevist.
Læs også: Kinesisk studie sår tvivl om effekten af Covid-19-håbet Remdesivir
