Ny forsinkelse: Danskerne venter stadig på det fleksible elforbrug

Ny forsinkelse: Danskerne venter stadig på det fleksible elforbrug

1. april skulle det have være muligt for danskerne at betale mindre for strømmen om natten. Det kommer ikke til at ske, lyder det nu fra Energistyrelsen, som har svært ved at få solcellerne ind i systemet.

Energistyrelsen aner ikke, hvordan den skal håndtere det såkaldt fleksible elforbrug for de private solcelleejerne, der både sælger og køber strøm. Derfor venter styrelsen med at implementere det fleksible elforbrug, der skulle have været klar den 1. april.

Energistyrelsen kan ikke sige, hvor længe implementeringen er udskudt, men forsikrer, at det vil ske ‘inden årets udløb’.

»Det er først og fremmest ærgerligt for kunderne, at myndighederne nu udskyder den afregningsmodel, der kan give dem mulighed for langt mere aktivt at tage del i elmarkedet,« siger afdelingsleder i Dansk Energi Filip Marott Sundram.

Han ærgrer sig over, at danskerne ikke kan få glæde af den store mængde billig strøm, der er på det danske elnet, eksempelvis om natten.

Filip Marott Sundram forklarer, at siden det danske elmarked er så afhængigt af vindenergien, varierer indkøbsprisen for elselskaberne meget. Derfor ville der være mange penge at spare for kunder, der formår at tilpasse deres forbrug efter, hvornår strømmen er billigst.

Grafen viser elprisernes udvikling over et døgn. Dansk Energi har tidligere oplevet, at prisen lå omkring nul. (Foto: Dansk Energi)

Solcelleejere sender styrelsen på dybt vand

It-systemet bag den fleksible elafregning, den såkaldte ‘datahub’, er også blevet udskudt flere gange. Den gør de timebaserede elpriser mulige og går online den 1. april - akkurat som planlagt.

Når de fleksible elpriser ikke følger trop, skyldes det den minoritet af elkunder, der har deres private solceller sluttet til netværket.

Præcis hvorfor det kan forsinke udrulningen af hele det fleksible elsystem, kan styrelsen ikke svare på, men skriver i et skriftligt svar til Ingeniøren følgende:

'Der udestår en række juridiske og økonomiske forudsætninger, som myndighederne skal have afklaret. Konkret handler det om at få afklaret en række forhold omkring forbrugssteder med egenproduktion som eksempelvis solcelleanlæg. Her er der behov for at se på de regler i el-afgiftsloven, som disse egenproducenter er omfattet af.'

Utålmodigheden hos Dansk Energi er tydelig.

»Vi har ikke kunnet få en klar tilkendegivelse fra styrelsen af, hvornår den nye afregning skulle være klar,« siger Filip Marott Sundram, der dog giver styrelsen ret i, at man ikke bare kan køre uden om solcelleejerne. Det er alt eller intet.

Håber på bedre konkurrence på elmarkedet

Man har længe set frem til implementeringen af det fleksible elnet, blandt andet fordi det sammen med den såkaldte engrosmodel skulle forbedre konkurrencen på elmarkedet - i sidste ende til forbrugerens bedste.

'Begge initiativer (fleksibelt elnet og engrosmodel, red.) vil medvirke til at fremme konkurrencen på elmarkedet,' skriver kontorchef Marie Hindhede i et skriftligt svar til Ingeniøren.

Hos Dansk Energi mener man, at der er tale om et hønen og ægget-kompleks.

»Når vi implementerer den fleksible elafregning, tror jeg på sigt, at der vil komme udstyr, der selv kan gå på nettet, tjekke elprisen og sætte udstyret i gang, når strømmen er billigst,« siger Filip Marott Sundram.

Kommentarer (17)

Drømmer søde drømme om at betale en mere fair pris for strømmen som hovedsageligt trækkes om natten...

Jeg håber de finder en løsning snart.

  • 11
  • 0

Uha. Det åbner jo muligheder.

Tænk lige et scenarie hvor man har sit solcelleanlæg med en batteripakke på, samt en hybrid inverter og elmåler som kender prisen i el-nettet.
Så kan man fylde batterierne med strøm fra nettet om natten hvis i prisen i elnettet pludselig er så lav at ens egen-produktion næste dag kan sælges til en bedre pris.

Så ville man reelt kunne tjene penge på at bruge sit batteri og solcelleanlæg til at mini-spekulere i elprisen - uden nogen sønderlig risiko!

  • 5
  • 6