Ny formand freder Danmarks Radios generaldirektør

Fredag begyndte hovederne at rulle i DR's bestyrelse. Tre medlemmer trak sig frivilligt, og formanden, Mogens Munk Rasmussen, blev fyret af kulturministeren.

Dermed må der være tilstrækkeligt med syndebukke for den revisor-rapport, der torsdag påpegede store svigt i tilsynet med byggeriet, mener den nye og midlertidige bestyrelsesformand, Torben Dalby Larsen, chefredaktør for Dagbladet i Ringsted.

»Den tidligere generaldirektør Christian Nissen er her ikke mere, Lars Vesterløkke, som var konstitueret på posten, er hos Ritzau, økonomiledelsen er ny, projektledelsen er ny, så projektet har allerede haft vidtgående konsekvenser på de indre linjer,« siger Torben Dalby Larsen, til epn.dk.

Torben Dalby Larsen er chefredaktør for Dagbladet Ringsted, Roskilde, Køge og Frederiksborg Amtsavis. Han blev medlem af DR's bestyrelse i 2007, udpeget af Venstre. (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull) Illustration: DR/Agnete Schlichtkrull

På spørgsmålet, om revisionsrapporten ikke skal have konsekvenser for generaldirektør Kenneth Plummer, svarer formanden afvisende.

»Det er jo meget beskedent, hvad han kritiseres for. Plummer har stået i spidsen for en ny økonomisk handlingsplan, for spareplaner og for den nye projektorganisation i byggeriet. Af hensyn til DR ønsker vi at fastholde ansvaret for, at de, der har lavet alle disse planer, som skal bringe tingene i balance, også skal udføre dem. Og bestyrelsen har tillid til, at de kan,« siger den konstituerede formand til epn.dk.

Torben Dalby Larsen blev medlem af DR's bestyrelse i 2007, udpeget af Venstre.

Socialdemokraterne, de konservative og Det Radikale Venstre skal nu til at udpege nye medlemmer til bestyrelsen, efter Finn Aaberg, Erling Aaskov og Peter Hvid Jensen fredag trak sig fra deres poster.

Dokumentation

DR's pressemeddelelse om den nye formand