Ny forklaring på hjernens opfattelse af Månens størrelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny forklaring på hjernens opfattelse af Månens størrelse

Det er velkendt for de fleste, at en fuldmåne, som står lavt på himlen, ser meget større ud end en fuldmåne, der står højt på himlen.

Det er en illusion, for fuldmånen har altid samme størrelse - når vi ser bort fra de variationer, der skyldes ændringer i Månens afstand til Jorden.

Illusionen er kendt fra lertavler fra det syvende århundrede før vor tidsregning, og allerede Aristoteles forsøgte i det tredje århundrede før vor tidsregning at komme med en forklaring.

Ingen af de mange forklaringer, som er lanceret gennem tiderne, er dog bredt accepteret.

Læs også: Videnskabens ældste gåde

Joseph Antonides og Toshiro Kubota fra Susquehanna University i Pennsylvania, USA, lancerer nu en ny forklaring, der er baseret på, at illusionen opstår, fordi vores opfattelse er, at Månen er tættere på os end himlen, men det binokulære syn fortæller, at det ikke er tilfældet.

De to forskere mener, at hjernen løser denne modsigelse ved at forvrænge de visuelle projektioner til Månen. Det giver sig udslag i, at Månen ser større ud, når den står lavt.

Den fladtrykte himmelkuppel

Før vi kommer til en nærmere beskrivelse af den nye forklaring, så følger her en kort omtale af nogle af de tidligere teorier:

Det mest naturlige vil være at søge efter fysiske forklaringer, f.eks. ud fra lysets brydning i atmosfæren. Men det giver intet resultat, for fotooptagelser viser, at fuldmånen har samme størrelse, uanset hvor højt Månen står på himlen.

Ibn al-Haytham - også kendt som Alhazen - lancerede i det 11. århundrede en tilsyneladende afstand-teori, som er baseret på, at mennesker opfatter himlen som en fladtrykt kuppel.

Effekten er velkendt. Fra en højde af ca. 1,8 meter vil horisonten være omkring fem kilometer væk. Lammeskyer (alto-cumulus) findes også i en højde af ca. fem kilometer. Den fysiske afstand er altså nogenlunde den samme, men alligevel synes alle, at afstanden til skyerne lige over hovedet er meget mindre end til horisonten.

Denne teori blev populariseret og videreudviklet af Lloyd Kaufmann, professor i psykologi, i 1960'erne i samarbejde med kollegaen Irvin Rock og sidenhen sammen med sønnen, fysikeren James Kaufmann.

Don McGready fra University of Wisconsin er kommet med en forklaring, der tager udgangspunkt i, at muskulaturen i øjnene gør, at den opfattede vinkelstørrelse kan være forskellig fra den reelle vinkelstørrelse, når øjnenes fokusafstand ændres.

Disse teorier - og mange andre, der er lanceret - lider dog under mangler, som betyder, at der ikke findes én teori, som er generelt accepteret.

Nu kommer Antonides og Kubota også med en ny.

Vi opfatter Månen som værende foran himmelskærmen

For det første antager Antonides og Kubota, at mennesker opfatter rumlige homogene områder som en sammenhængende overflade.
Mennesker opfatter altså himlen som en form for skærm.

Dernæst formoder de, at mennesker opfatter små områder, der forstyrrer rumlige homogene områder, som objekter, der er foran denne skærm - snarere end objekter, der kan ses gennem et hul i skærmen.

Ud fra disse antagelser vil mennesker opfatte Månen som et objekt, som er tættere på end 'himmelskærmen'.

Afstande kan også bedømmes med det binokulære syn. Hvis begge øjne ser det samme billede, er en genstand langt væk. Er billederne forskellige, så er genstanden tættere på.

Det binokulære syn afleverer et resultat til hjernen, som fortæller, at Månen er langt væk - i modstrid med opfattelsen af, at Månen er foran 'himmelskærmen'.

Hjernen løser dette dilemma ved at forvrænge projektionerne til Månen, som derved kommer til at se større ud, end den reelt er.

Forvrængningen afhænger af den opfattede afstand til himlen, som ikke er ens i alle retninger, da himlen opfattes som en fladtrykt kuppel, som Ibn al-Haytham forklarede.

Opfattelen af den fladtrykte himmelkuppel formodes i øvrigt at hænge sammen med, at der er afstandsmarkører i form af bygninger, træer og lignende i retning mod horisonten, men ingen i den vertikale retning.

Nu skal teorien testes

Antonides og Kubota har en række forslag til, hvordan de kan teste deres teori ved at udføre en række forsøg, hvor de vil bestemme den tilsyneladende ændring af Månens størrelse i forskellige landskabstyper med forskellige former for afstandsmarkører.

Det vides dog ikke, om den nye teori også kan forklare det forhold, at mange beskriver, at illusionen forsvinder, hvis man bukker sig ned og ser på Månen med hovedet nedad gennem benene.

Dokumentation

Binocular disparity as an explanation for the moon illusion

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis der var en vej til månen, så tror jeg, den vil synes tættere på.

Når månen hænger deroppe, så mangler der referencer, vi kan måle den i forhold til.

Jeg tror ikke, at månen kommer tættere på, ved at stå på hovedet, eller stikke hovedet mellem benene.

  • 0
  • 0

Det med, at man opfatter himmelvælvet som en slags skærm, kender jeg godt. Men sommetider er det lykkedes mig at kunne opfatte stjernerne i 3D, hvor de svage stjerner glider i baggrunden for de stærke - og det er ret vildt. Det kræver nok lidt øvelse.

Hvis man så samtidigt tænker på hvor langt der er til den stjerne man kigger på - er det fuldstændigt 'mindblowing' at kigge ud i al den plads, som findes lige oppe over hovederne på os.

Det kan anbefales at man prøver :)

  • 0
  • 0

Sjovt emne. Jeg blev chokeret over hvor tynd en lufthinde vi lever i da jeg skulle prøve at tegne 5 km atmosfære (den del vi kan leve i) på en tavlemodel af jorden på 1,3 m i diameter.
Hvis Jorden tilnærmet er 13000 km i diameter, så er 5 km en 0.5 mm tyk streg- meget ydmygt i forhold til jorden og verdensrummet. Imponerende at klimaet kan være så stabilt med de temperaturekstremer, der er lige over og under os.

  • 1
  • 0

det er fuldmåne 27. januar så der skulle være mulighed for at stikke hovedet mellem benene og teste...
Jeg for min part tror der er noget om det, uden at have udført eksperimentet endnu ;-) Når ting vendes på hovedet snyder vi ofte visse dele af hjernen og andre dele tager over.

  • 0
  • 0

Jeg tvivler meget på at det er den reelle afstandsforskel på stjernerne du fornemmer. Nok snarer en combi af dybdefornemmelse i nærmiljøet sat sammen med stjernehimlen. Husk også at de svageste stjerne ikke behøver at være længst væk.

  • 1
  • 0

Jeg har testet det for nogen år siden: Det rigtigt nok.

Hvis du bukker dig ned og ser på fuldmånen gennem dine ben (så den altså er på hovedet), så ser den mindre ud. (For mig i hvert tilfælde.)

  • 0
  • 0

Dette er mindre fysisk krævende end at dreje hovedet til omvendt.

Hvis man vender billedet på hovedet mister man et øjeblik perspektivet.

Men jeg synes at efter kort tid gendanner man igen den perspektivistiske forståelse og månen ser igen lidt større ud sammenlignet med billedet hvor samme måne er placeret langt fra perspektivistiske linjer.

  • 0
  • 0

"Men fotografier dokumenter klart, at det netop er en illusion."

Netop en kendt perspektivisk virkning - så hvori er det nye.

Vi ser et udsnit af verden og tolker det ud fra de markører der er og vores sædvanlige forståelse af tingenes sammenhæng - og det kan så give anledning til illusioner.

Det har man da vidst i mange år. I baroktiden malede man himmelkupler med masser af engle der kunne markere perspektivistisk forsvindingspunkt oppe i himlen. Det ville give samme virkning. Ting nær et tydeligt forsvindingspunkt virker relativt set større.

  • 0
  • 0

Hvis man læner sig til venstre (i højere eller mindre grad burde ting se lavere ud) burde månen måske se "normal ud).
Hvis man læner sig til højre derimod er en større spørgsmål.
Dette fik en Ig-Nobel pris til forfatteren, inklusiv et sjovt gæste bryllupsbillede henholdsvis af gærsterne lænende sig til venstre og højre!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten