Ny flashdisk på 256 GB til den bærbare

Samsung har netop introduceret firmaets første flashdrev med en kapacitet på 256 GB, så det kan konkurrere med traditionelle harddiske.

Drevet har en størrelse på 2,5 tommer, hvilket gør det ideelt til bærbare computere og blade servere, skriver firmaet i en koreansk pressemeddelelse, der blandt andet citeres af news.com.

Samsung har valgt at basere drevet på MLC-teknologi (Multi Level Cell), hvor der gemmes to bit i hver enkelt flashcelle. Det fordobler kapaciteten i forhold til SLC (Single Level Cell), som blandt andre storage-selskabet EMC anvender til sine drev. EMC har da også kun annonceret drev på 73 og 146 GB.

Ulempen ved MLC er, at teknologien er langsommere, men alligevel angiver Samsung en sekventiel læsehastighed på 200 MB/s, mens skrivehastigheden ligger på 160 MB/s ved sekventiel skrivning. Samsung angiver ikke yderligere informationer om ydeevnen, men oplyser, at drevene er forsynet med SATA II-interface.

I løbet af efteråret forventer Samsung at kunne sende endnu et drev på 256 GB på gaden - denne gang dog kun med en fysisk størrelse på 1,8 tommer, så det kan bruges i for eksempel meget små bærbare computere, sub-notebook.

Lanceringen af drevet lægger yderligere pres på blandt andre Intel, der også anvender MLC-teknologi, men som først forventes at lancere sine drev senere på året.

EMC har tidligere forudsagt, at flashdrev vil blive billigere i pris end højtydende Fibre Channel-diske i løbet af 2010, men meget tyder på at Samsung ved at anvende MLC-teknologi kan nå det mål inden da. Meget afhænger dog af prisudviklingen på markedet for flashchips.

Emner : Datalagring