Ny evaluering roser energiforskning, som regeringen barberer voldsomt ned

12. oktober 2015 kl. 12:593
Tre energiforskningsprogrammer har styrket den grønne omstilling og bidraget til omsætning, eksport og beskæftigelse i danske virksomheder, lyder det i ny evaluering. Alligevel vil regeringen halvere det største af dem.
Artiklen er ældre end 30 dage

Netop som Venstre-regeringen har annonceret en kraftig barbering af det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrations program (EUDP) fra 375 mio. i 2015 til bare 52,6 mio. kroner i 2016, roser en ny, samlet evaluering EUDP plus to andre forskningsprogrammer i høje toner.

Læs også: EUDP-formand: Vi kommer til at sige nej til mange gode projekter

Ifølge et netop offentliggjort forslag fra regeringen kommer EUDP-puljen dog op på 164,5 mio. kroner efter fordeling af den såkaldte reservationsbevilling, som nu skal forhandles mellem Folketingets partier.

Læs også: Finanslov: Her skæres der i forskning og udvikling

Artiklen fortsætter efter annoncen

Evalueringen af EUDP - der også omfatter de PSO-finansierede forskningsprogrammer ForskEL og Elforsk - fremhæver, at programmerne ved at støtte udvikling af ny energiteknologi har banet vejen for en øget energieffektivisering og udbredelse af vedvarende energi. Og at de dermed overordnet set har bidraget til at skabe omsætning, eksport og beskæftigelse i danske virksomheder.

96 pct. af deltagerne vurderer, at deres projekter ikke ville være blevet gennemført eller kun gennemført i mindre skala uden støtte fra ét af de tre programmer. Ligesom de 91 virksomheder, som har deltaget i 80 forskellige projekter, har realiseret en meromsætning siden projektafslutning på 727,4 mio. kr., hvoraf 498,6 mio. kr. er gået til eksport.

De 80 projekter har til sammenligning modtaget et samlet tilskud på 292,4 mio. kr. I EUDP projekter bidrager de deltagende virksomheder og institutioner typisk med 50 pct. af projekt finansieringen.

Brancheforening undrer sig

Hos energiselskabernes brancheforening, Dansk Energi, kan man ikke forstå, at regeringen går efter at beskære noget, som man nu har dokumenteret virker:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Evalueringen peger på, at den succes, vi har haft på energiteknologiområdet med en kraftigt voksende eksport ikke var blevet til noget uden EUDP-programmet. Derfor forstår vi ikke regeringens prioritering,« siger vicedirektør Anders Stouge.

Han tilføjer, at ud over at den skaber resultater ude i det kommercielle led, så bygger den bro til den naturvidenskabelige og tekniske forskning rundt omkring på universiteterne og får dermed også nyttiggjort denne forskning.

Nu foreslår regeringen jo, at EUDP programmet får 112 mio. kroner af reservationsbevillingen til forskning. Er det ikke fint nok?

»I forhold til de mange ansøgninger, der kommer til programmet, og hvor virksomheder er klar til at bruge deres egne penge på nye projekter, så er det slet ikke nok. Danmark får ikke realiseret det potentiale, der er på dette område,« siger Anders Stouge.

Både Konservative og Liberal Alliance har meldt ud, at de er meget skeptiske ved barberingen af EUDP.-programmet. Den konservative energiordfører, Mette Abildgaard, kalder de 112 mio. kroner ’et markant skridt i den rigtige retning’:

»Det gør bestemt ikke bod på skaden, men vi er i gang med forhandlinger og har også andre områder, hvor vi gerne vil rykke regeringen i en anden retning, så det er nok ikke realistiske art tro, at EUDP får de samme penge som sidste år,« siger hun.

Ifølge evalueringen har EUDP, ForskEL og Elforsk-programmerne tilsammen skabt i alt 382 nyansættelser og fastholdelser af medarbejdere i virksomhederne. Dertil kommer, at virksomhederne forventer yderligere fremtidig vækst.

Der er i øvrigt etableret 217 forskerstillinger i forbindelse med projekternes gennemførelse. Heraf er de 105 ph.d.-stillinger, 15 er erhvervs-ph.d.-stillinger, 92 er postdoc-stillinger og 5 er erhvervs-postdoc-stillinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Evalueringen, som rækker tilbage fra EUDP-programmet start, omfatter 512 projekter, hvoraf de 407 er repræsenteret i spørgeskemaundersøgelsen ved mindst én respondent i form af projektleder og/eller projektdeltager. Dette giver en svarprocent i alt på 79,4 pct. på projektniveau.

De 407 projekter har tilsammen modtaget 1,74 mia. kr. i projektstøtte eller godt halvdelem (54,5 pct.) af den totale støtte på 3.77 mia. kr.

Af meddelelsen fra regeringen fremgår det i øvrigt også, at man vil give størstedelen af reservationsbevillingen til forskning til Innovationsfonden, der så næsten kommer op på samme beløb som sidste år.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
12. oktober 2015 kl. 14:22

Er det ikke efterhånden mere reglen end undtagelsen at når noget fungere, så skal det ødelægges af nedskæringer eller åndsvage bureaukratiske regler og love der umuliggøre alt med et godt formål?