Ny DTU-opfindelse stopper smittespredning på hospitaler

Ny DTU-opfindelse stopper smittespredning på hospitaler

Succesfulde forsøg har fået DTU-forskere til at søge patent på et nyt ventilationssystem til hospitalssenge, hvor to bokse med UV-lys indfanger vira og gør den uskadelig. Flere firmaer har vist interesse for systemet.

Et nyt ventilationssystem skal forhindre at luftbårne vira spreder sig fra seng til seng og stue til stue på landets hospitaler. De nuværende ventilationssystemer fjerner nemlig ikke smittefaren, men det skal to bokse med UV-lys, der placeres på begge sider af sengen, nu ændre på, så spredningen af sygdomme som tuberkulose, influenza, mæslinger og sars kan undgås.

De såkaldte ventilationsbokse er anbragt på hver side af sengen ved patientens hoved, og sørger for, at luften ikke kommer ud til personalet eller de andre patienter. Boksene suger patientens udåndingsluft til sig, renser det og blæser det opad mod den normale udsugning i rummet.

På den måde bliver der skabt et slags luftgardin rundt om patienten, så det kun er renset luft, mennesker uden om sengen indånder, og hvis nogle af viraene ikke opsluges af boksene, bliver det inden for luftgardinet. I selve boksen bliver vira "ristet" af UV-lys og fjernet med et HEPA/ULPA-filter.

Læs også: Ventilationssystem forhindrer smitte på hospitaler

Læs også: Ventilationsapparat sænker smittefare

Hvis systemet indføres på danske hospitaler kan patienterne se frem til mindre trækgener fra de nuværende store ventilationssystemer, der blæser en masse ren luft ind i hospitalsstuerne, så luften udskiftes 12 gange i timen. Problemet med den metode er, at vira dog ikke fjernes, og samtidig knytter der sig et stort energiforbrug til ventilationssystemerne, fortæller lektor Arsen Melikov fra DTU, som er en af forskerne på projektet.

DTU-system er oplagt under en sars-epedimi

Det er især installationen af ventilationssystemet på sengen, der er vigtigt for forskerne på DTU. Der findes nemlig et koncept, der hedder "plug and play", der går ud på, at alt det mest nødvendige udstyr kobles på hospitalssengen. På den måde skal man i princippet kun bruge en stikkontakt for at få alle ting til at fungere. Det er især godt, hvis en epidemi bryder ud, og patienter skal flyttes til hospitalsgange og andre bygninger, hvor der ellers ikke er det nødvendige udstyr.

»Under sars- epidemien i Kina blev mange syge, men der går nogle dage, før du kan sige, om det er sars eller bare en almindelig influenza,« siger Arsen Melikov og forklarer, at smitten derfor kan sprede sig til folk, som ikke er smittet med sars, men som har symptomerne af en anden årsag. Hvis det nye ventilationssystem blev en fast del af hospitalssengene, kunne man lave smittefrie hospitalsstuer i bygninger, hvor der ikke er den nødvendige ventilation.

Derfor kan de nye bokse også indstilles forskelligt. Hvis de skal bruges et sted, hvor der ingen udsugning er, kan ventilationen cirkuleres, så luften bliver i en cirkel omkring patienten.

For at hjælpe den bakteriefyldte luft på vej, skal sensorer registrere, hvilken vej patientens hoved vender. Hvis hovedet for eksempel vender mod højre, skal en lille vifte i venstre side skubbe luften i den rigtige retning og ind i boksen.

Tracergas brugt i forsøg med dukker

Det nye ventilationssystem er blevet testet på DTU's indeklimasektion, hvor en hospitalsstue blev indrettet. Der blev placeret to senge med en dukke i hver, der skulle simulere patienter.

På den ene hospitalsseng placerede forskerne de to bokse, på den anden var der kun den almindelige ventilation. En anden dukke blev placeret i rummet, som skulle forstille en sygeplejerske.

Dukkerne blev varmet op til en normal kropstemperatur og kunne hoste og trække vejret. Forskerne udførte forsøg med tracergas. Tracergas kan være forskellige gasser, som ikke findes i den normale luft. På den måde kan man måle, hvordan det fordeler sig i rummet og hvor meget af tracergasen blev overført fra den ene patient til medpatienten og sygeplejersken.

Resultaterne viste, at i forsøgene uden det nye ventilationssystem blev en stor mængde tracergas overført, hvorimod de to bokse på siden af sengen forhindrede tracergasen i at sprede sig.

Forskerne på DTU er i gang med at søge patent på det nye system. De er stadig i gang med at videreudvikle ventilationsboksene og skal for eksempel teste komforten. Men allerede nu har de oplevet interesse fra flere firmaer.

Kommentarer (4)

Jamen så er det da nærliggende at installere UV bestråling i hele ventilationssystemet , som en effektiv luft rensning af alle øvrige smittestoffer.
Iøvrigt ville det være en mulig effektiv desinficering af alt forefindende og luften i operationsstuer ved at installere UV bestrålinger fra alle vinkler og udført mellem hver enkelt anvendelse af OP stuen .

  • 0
  • 0

Kommer patienten ikke til at ligge i konstant træk? Dette kan da ikke være særlig helbredende, tværtimod.

Men det ser man måske bort fra ved epidemier med SARS og ligende?

/Martin

  • 0
  • 0