Ny database: Lille gruppe forskere citerer sig selv hele tiden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny database: Lille gruppe forskere citerer sig selv hele tiden

Illustration: Christian Østergaard

Hvordan bliver man en succes i forskningens verden? Forskningens kvalitet er i sig selv desværre ikke nok. Det handler også om at blive citeret af kolleger og konkurrenter. Eller måske bare blive citeret.

En ny omfattende database viser udbredt brug af selv-citation som middel til kunstigt at øge egen forskningsmæssige relevans, skriver Nature. Selv-citation er i databasen defineret både som citation af egne men også fra tidligere medforfatteres studier. Bag studiet står professor i blandt andet statistik ved Stanford University, John Ioannidis.

Læs også: Det kniber med kvaliteten af forskningens kvalitetstjek

Incitament til manipulation

Fordi succes blandt andet måles i antallet af citationer i det såkaldte h-indeks, som bruges til at rangere forskeres produktivitet og indflydelse, skaber det et incitament til at citere fra egne artikler.

»Når vi kobler professionel avancement og citationsgraden for stærkt, skaber vi incitament for selv-citation« siger psykolog Sanjay Srivastava fra University of Oregon, der blandt andet har forsket i statushierarkier, til Nature.

Forskere taler endda om decideret ‘citations-farme’, hvor grupper af forskere citerer hinanden på kryds og tværs og i stort antal.

»Jeg tror at citationsfarme er langt mere udbredt end vi forestiller os,« siger John Ioannidis til Nature.

Den nye database afdækker konsekvenserne af denne incitamentstruktur.

Et særligt ekstremt eksempel på selv-citation finder man i Indien, hvor datalogen Sundarapandian Vaidyanathan fra Vel Tech R&D Institute of Technology i Chennai har modtaget 94 pct. af sine citationer fra egne eller tidligere medforfatteres studier.

Læs også: Dansk undersøgelse i Nature: Vi måler forskningens kvalitet forkert

100.000 forskere undersøgt

Databasen er lavet på baggrund af en analyse af 100.000 forskere og deres citationsmønstre, og den viser, at mindst 250 forskere har modtaget mere end 50 pct. af deres citationer enten fra tidligere medforfattere eller fra egne artikler, hvor medianen for selvcitation er 12,7 pct.

At mængden af citationer alene ikke afgør forskningens kvalitet, kan næppe komme som en overraskelse. Men nu foreligger der et kvantitativ materiale, der kan være med til at afsløre potentiel manipulation.

Databasen skal dog ikke bruges som gabestok, understreger Ioannis.

»Databasen skaber blot fuldstændig, transparent information« siger han og tilføjer, at selvom databasen nu har fået opmærksomhed for at afsløre selvcitation, var det på ingen måde hensigten.

Den var i stedet at undersøge, hvad der driver brugen af citation. Og databasens tal er endnu et eksempel på, at de gængse systemer til at vurdere forskeres betydning langtfra er fejlfri og sikret mod manipulation.

Hvad stiller man op med selv-citation?

Umiddelbart skulle man synes, det ville være ligetil blot at fratrække selvcitation i h-indekset, der måler forskeres betydning. Men den idé møder ikke megen tilslutning. COPE, en organisation der arbejder for at definere de etiske rammer for videnskabelig publikation, har eksempelvis argumenteret imod at fraregne selvcitation, da det »ikke giver en nuanceret forståelse af, hvornår selvcitation faktisk giver god mening rent videnskabeligt«.

Så selvom de fleste forskere er enige om, at overdreven selvcitation og citation fra medforfattere og tætte kolleger er et problem, er der stor uenighed om, hvor grænsen skal gå.

Der kan være helt legitime grunde til at forskere citerer sig selv. Grænsen for citationsmanipulation afhænger blandt andet af forskningsfeltet, for nogle forskningsfelter er så små, at det simpelthen ikke kan undgås at citere sig selv.

Som løsning på problemet har Justin Flatt, biolog ved Helsinki Universitet, foreslået at etablere et selv-citations-index, et s-index, i stil med h-indekset, der måler produktivitet.

S-indekser skal så virke supplerende til h-indekset, og skabe klarhed over graden af selvcitation. De enkelte forskningsdiscipliner vil herefter internt bedre kunne vurdere et passende eller naturligt niveau for selvcitation.

Justin Flatt, der har sat sig for at indsamle data til at udvikle s-indekset, er enig med John Ioannidis i, at et sådan indeks ikke må handle om at udstille kolleger.

»Men så længe akademikere anvender h-indekset til selvpromovering, vil der være grundlag for at inkludere s-indekset som supplement,« siger han til Nature.

Læs også: I-faktoren

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er en praksis der (mindst) har stået på siden dengang jeg færdedes på universiteternes bonede gulve (start '90erne). Sjovt ar det dukker op som en nyhed, min fornemmelse er/var at gensidigt rygklapperi var/er en af de uundgåelige præmisser for en akademisk karriere i almindelighed (og muligheden for at få offentlig financiering i særdeleshed)

  • 3
  • 0

Det minder mig om den gang jeg skrev min master afhandling i porous silicon. Jeg fik et paper i hånden som citerede 13 andre papers, de 2 som åbnede op for hele feltet, plus de andere 11 fra Koshida/Koyama, Koyama/Koshida, Koyama/Koshida/Yamamoto... (Yes, paperet var fra Koshida/Koyama. :)

Når jeg ser det som reviewer eller editor, spørger jeg som regel folkene om der virkelig ikke er andre som har forsket på det felt - og som regel viser sig at de også kender til andre.

  • 4
  • 0

Det nye er at man nu har datamængderne relativ vel ordnet sådan at man kan lave en større analyse af citationsfarmene. Før var det mere anecdotal evidence.

Desuden tror jeg at det er måske et tegn på at mange grene af videnskaben er så langt fremme at der kun er en håndful forskere som virkelig laver det samme som man selv. Og så kender man dem fra konferencerne, og så bliver det også naturligt at man citerer hinanden.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten