Ny dansk solteknologi kører drivhuse i den australske ørken
Jordens stigende efterspørgsel på fødevarer sætter allerede i dag et voldsomt pres på ressourcerne. Derfor betaler det sig at udnytte de egne af jorden, der i forvejen er golde. Både for at spare unødig skovrydning og samtidig drage fordel af den åbenlyse energiforsyning, solen kan bidrage med.
I Australien har virksomheden Sundrop Farms forsøgt netop dét - dyrkning af kvalitets-afgrøder i et ørkenområde ved hjælp af solenergi og saltvand fra det nærliggende hav som eneste energikilder.
Læs også: Svensk/norsk samarbejde om tekniske kurser
Nu er konstruktionen af den første ørkendrivhus-farm i gang i byen Port Augusta i det sydlige Australien med EPC som totalentrenør. Snart vil det 20 hektar store ørkenområde lægge sand til soldrevne drivhusanlæg med en årlig produktion på 15.000 ton grøntsager.
I december sidste år modtog danske Aalborg CSP ordren på solteknologien på mere end 200 millioner kroner til anlægget i Port Augusta. Solenergianlægget de her skal opføre, bliver på mere end 140.000 m2, og skal levere strøm til både fødevareproduktionen, pumperne og den saltvandrensning, der hvert år skal bearbejde de 250.000 m3 mængder vand til drivhusene.
Aalborg CSP har 25 års erfaring inden for traditionelle dampkedelsystemer, men har siden udvidet området til også at specialisere sig i soltårne og solvarmeanlæg til fjernvarmeproduktion.
CSP står for ‘concentrated solar power’. Teknologien går ud på at reflektere og koncentrere solens stråler på et vakuumisoleret rør, hvori vand opvarmes. I forhold til traditionelle solfangere er fordelen ved CSP-solfangerne, at de ikke er afhængige af sydvendt sol og lavere temperaturer. CSP-solfangerne udnytter solens lys hele dagen og kan uden problemer operere ved højere temperaturer. I den lille nordjyske by Tårs installerede firmaet for to år siden med succes et kombineret solcelleanlæg, hvor man gjorde brug af både CSP-teknologien og traditionelle, flade plansolfangere.
Læs også: Kombineret solvarmeanlæg skærer en femtedel af varmeregningen
Når fundamentarbejdet i Australien står færdigt, begynder leveringen af den danske solcelleteknologi. Anlægget skal fra foråret 2016 leverer strøm til afsaltning af saltvand og forsyning af vedvarende elektricitet til de fødevareproducerende drivhuse. Solsystemet bidrager til en årlig CO2-besparelse på mere end 14.700 ton.
En del af Aalborg CSP's underleverandører til den australske opgave er fundet blandt andre danske virksomheder. I takt med at projektet kommer i gang, er flere grønne jobs i sigte. Både i hovedkvarteret i Aalborg og på den anden side af kloden, oplyser Aalborg CSP i deres pressemeddelelse.
»Vi er stolte over at opleve den vækst Sundrop-projektet har medført i Danmark, både for os og vores leverandører. Projektet forløber som planlagt, og vi ser frem til at tidens mest spændende grønne initiativ idriftsættes,« siger Svante Bundgaard, administrerende direktør ved Aalborg CSP i pressemeddelelsen.
I delstaten South Australia regner guvernør Jay Weatherill med, at drivhusprojektet med solteknologi i alt kan skabe op mod 300 nye stillinger i forbindelse med anlæg og drift. Også udviklingsministeren Geoff Brock er begejstret for de teknologiske og bæredygtige fordele, projektet ser ud til at bidrage med.
»Dette projekt handler om, at afprøve grænserne for bæredygtig produktionsteknologi i et tørt klima ved hjælp af vedvarende ressourcer. Det er en kæmpe tillidserklæring til regionen South Australia, at firmaet Sundrop Farms har placeret sit banebrydende virke her for at udforske fremtidsorienterede teknologier til havebrug-industrier i tørre klimaer,« udtaler han til det australske nyhedsmedie ABC.
