Ny dansk skibsmotor med elektronisk indsprøjtning

Den 19. februar har MAN B&W verdenspræmiere på sin første skibsmotor med elektronisk styret brændstofindsprøjtning. Motoren med bedre brændstoføkonomi, mindre forurening og en større fleksibilitet er nu klar til at blive solgt til MAN B&W's licensbyggere verden over. Første køber er det norske rederi Odfjell.

Totaktsmotorer med elektronisk styret brændstofindsprøjtning bringer skibsmotoren ind i en ny epoke. Når MAN B&W den 19. februar præsenterer motoren for redere fra hele verden i Frederikshavn, er det resultatet af mere end ti års udviklingsarbejde med den nye motorserie med typebetegnelsen ME. Fra den dag modtages ordrer på elektronisk styret og overvåget motorer i størrelser fra 7.000 til mere end 100.000 hk.

Ved præcis elektronisk styring af brændstoftilførsel og udstødningsventiler - principper som i snart mange år har været næsten standard for bilmotorer - er det muligt at optimere forbrændingsprocessen i hver enkelt cylinder. Resultatet er bedre brændstoføkonomi, mindre forurening og en motor, som kan sættes i forskellige »modes« alt efter hvilken driftsform, man ønsker. Det kan for eksempel være mindst forurening eller mest økonomisk drift.