Ny bycykel får GPS, touchskærm og hjælpemotor

København har sagt farvel til den gamle, skrabede bycykel, hvor alle kunne få en tur mod et depositum. Snart kommer så afløseren, der har touchskærm, GPS og hjælpemotor.

Til gengæld vil det koste at leje bycyklen, ligesom man kun vil kunne få den fri af stativet ved at køre et betalingskort – eller sit rejsekort – gennem kortlæseren.

Til august skal de første interaktive bycykler sættes i drift i København. I alt 1.200 skal være til disposition for borgerne i København og på Frederiksberg ved udgangen af 2013.

Bycyklen bliver i denne omgang tænkt som en pendlercykel, der skal indgå som en fuldt integreret del af den kollektive transport. Størstedelen af de 65 ladestandere vil være placeret tæt på en S-togsstation eller et andet knudepunkt for kollektiv transport. Målet er, at bycyklen skal gøre det mere attraktivt for pendlere mellem Københavns indre by og forstæderne at benytte kombinationen tog og bycykel og dermed lade bilen stå. F.eks. skal det være muligt at booke en bycykel, så man kan være sikker på at komme videre fra stationen på bycykel.

Cyklerne består af meget få dele for at gøre dem så nemme som muligt for partneren Falck at vedligeholde og for at minimere vandalisme, oplyser Gobike A/S, der står bag de nye cykler. Cyklens tablet-pc har konstant net- og GPS-forbindelse og afgiver hele tiden informationer om sin position til Falcks vagtcentral. Falck har ansvaret for at overvåge bycyklerne og opspore dem, hvis den registrerede bruger mister cyklen, eller hvis cyklen bliver stjålet. Når bycyklen bliver frigivet til en bruger, har den strøm til tre-fire dage, hvilket øger chancen for at opspore den, hvis den forsvinder.

Hvis det endelig skulle lykkes at få skærmen skilt fra cyklen, vil tablet-pc’en ikke kunne bruges, da den ikke har noget integreret batteri. I stedet får den strøm fra et batteri, som sidder beskyttet bag på cyklen.

Bycyklens design er oprindelig udviklet af en spansk producent, men har været gennem en række ændringer, som blandt andet har tilført tablet-pc og batteri. Desuden har Københavns Kommunes stadsarkitekt og Frederiksbergs stadsgartner krævet en grundlæggende ‘skandinavisering’ af designet af såvel bycyklen som de tilknyttede ladestandere.