Ny brug af mobilmaster skal gøre vejrudsigter mere præcise

Meteorologiske forudsigelser om regnvejr kan blive meget mere præcise ved at benytte sig af allerede eksisterende mobilmaster.

Det mener de to forskere, professor Alexis Berne og Marc Scheiss, fra det teknologiske institut i Lausanne i Schweiz (EPFL). De vil gøre brug af teleselskabernes mikrolink, altså mobilmasternes relæstationer med små, runde antenner, der forbinder masterne trådløst med selskabernes centrale infrastruktur.

Mikrolink benytter frekvenser, der ligger omkring 10 GHz - ikke så langt fra de radiofrekvenser, der bruges i mikrobølgeovne (cirka 2,4 GHz). Og fidusen i ovnene er, at vandet i maden absorberer energien fra radiobølgerne.

Vender ulempe til fordel

Men absorbtion i vand er en ulempe, når det gælder transmission af mobilsamtaler gennem atmosfæren. Når det regner, dæmpes radiosignalerne, og i nogle tilfælde bliver mobilsamtaler forstyrret. Men nu vil de svejtsiske forskere altså vende ulempen til en fordel.

Ved at måle på radiosignalerne, mens det regner, vil de finde den præcise, fysiske sammenhæng mellem regn, radio-dæmpning og -reflektion. I praksis vil forskerne opstille en masse regnmålere langs med et bestemt mikrolink, og efterfølgende koordinere de to datamængder. Derpå vil de udvikle en regnealgoritme, som beregner regnmængden som funktion af dæmpningen.

Hvis det går, som forskerne forventer, kan meteorologerne få stor gavn af sådanne målinger fra teleselskaberne. Da teleselskaberne allerede har udstyret, er det kun et spørgsmål om at indsætte endnu en algoritme i systemerne, hvilket betyder, at det kan blive en billig service. Og da mobilmaster typisk står i befolkede områder, kan den forbedrede vejrtjeneste blive aktuel netop på steder, hvor der er mange mennesker.

Torben Rune: Gammel teknik, ny udnyttelse

Civilingeniør Torben Rune fra konsulentfirmaet Netplan slår en latter op, da han hører om den svejtsiske idé.

»Jeg tror, det er nyt, at nogen vil bruge sådan en teknologi til vejrforudsigelser. Men hele ideen om at udnytte målinger af absorbtion og reflektion er blevet brugt i de sidste 20 år inden for den elektronikbranche, som forsyner militæret med sensorudstyr. Men det er nok ikke offentligt kendt alt sammen,« siger han og nævner som eksempel begrebet Stealth Radar, der er udviklet af det engelske firma Roke Manor, og som er en slags passiv radar, der udnytter radioreflektioner fra omgivelserne. I øvrigt det samme firma, som opfandt radaren til de engelske styrker under krigen, og som nu er tysk ejet.

De svejtsiske regneksperimenter begynder til marts, og er sponsoreret af Bouygues Telecom, Météo France og Orange Switzerland. Eksperimenterne bliver udført med brug af radiolink i nærheden af Dübendorf. Linket dækker en distance på 1,7 kilometer, og frekvensen er 38 GHz. Til målingen af regn på ruten skal opstilles fem disdrometre, som måler både regnmængde og dråbestørrelse.
Dataindsamling og algoritme-udvikling er planlagt til at vare mellem et halvt og et helt år.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra EPFL

Emner : Sensorer