Ny brændselscelle-teknologi får solid pose penge
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny brændselscelle-teknologi får solid pose penge

Udvikling og demonstration af en lille og billig fem kW brændselscelle-generator, der drives af metanol. Det er målet for et udviklings- og demonstrations-projekt, der nu modtager ikke mindre end 25 millioner kroner fra Energistyrelsens såkaldte EUDP-program til forskning, udvikling- og demonstration af energiteknologier.

Uddelingerne fra programmet, som er på i alt 246 millioner kroner, offentliggøres i dag, onsdag.

Bag det såkaldte Cobra-projekt står et konsortium, der i flere år har arbejdet med en særlig type brændselsceller, nemlig højtemperatur PEM celler, og som på dette felt er blandt de fremmeste i verden.

Parterne i projektet er udviklingsfirmaerne Serenergy og Danish Power systems samt DTU og Aalborg Universitet.

Ifølge salgschef Per Sune Koustrup fra firmaet Serenergy, der skal lede projektet, vil bevillingen vække international opsigt på grund af sin størrelse til netop denne teknologi:

»Vi ser bevillingen som et udtryk for en strategisk satsning på et område, hvor Danmark er med helt i front. Og det vil klart betyde, at konsortiets medlemmer kan bibeholde og udbygge deres position som ledende producenter af højtemperatur PEM brændselsceller,« siger han.

Ifølge Per Sune Koustrup dækker de fire parter tilsammen hele værdikæden:

Grundforskning inden for elektroder og membraner sker på DTU. Produktion af selve membranerne sker hos Danish Power System. Produktion af stakke og moduler hos Serenergy og test og validering af brændselscelle-systemer sker på Aalborg Universitet.

Målgruppen for fem kW generatoren, der højst må veje 25 kilogram, er i første omgang niche-områder, hvor kunderne er villige til at betale ekstra for at undgå udslip eller støj fra en dieselgenerator. Strømforsyning til store lystbåde eller backupsystemer til teleindustrien kan være nogle af de konkrete anvendelsesmuligheder for generatoren.

Mere støtte til brændselsceller

Højtemperatur-projektet er ét ud af seks brændselscelle-projekter, som tilsammen løber med 90 ud af puljens 246 millioner kroner. Heraf modtager Topsøe Fuel Cells ikke mindre end 54,5 millioner kroner til markedsmodning af SOFC brændselsceller.

Ifølge sekretariatschef Nicolai Zarganis prioriteres brændselscelle-teknologien højt, fordi det er en effektiv og ikke mindst miljøvenlig måde at omdanne en lang række brændsler til el og varme på:

»Projekterne afspejler tydeligt det høje internationale niveau, Danmark har på området og som er værd at satse på i fremtiden,« siger sekretariatchef i EUDP, Nicolai Zarganis.

Højtemperatur PEM teknologien er især interessant, fordi arbejdstemperaturen på omkring 160 grader C tillader anvendelse af flydende energibærere, som er billigere og nemmere at håndtere.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten