Ny bog om stjernestøv og liv – set med to par øjne
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny bog om stjernestøv og liv – set med to par øjne

Henry Nørgaard venter med spænding på den næste synlige supernova. Her ses (i falske farver) resterne af den seneste af slagsen, som Johannes Kepler observerede i 1604. Foto: Nasa

Jens Ramskov: Henry Nørgaard er den sikre formidler af universets opbygning og udvikling, selv om han tager et par forstyrrende og unødvendige afstikkere undervejs i sin nye bog.

Har vi brug for endnu en bog om stjerner og galakser, når der i forvejen findes en mængde ­udmærkede bøger på dansk og letforståeligt engelsk?

Inden for de senere år har rummissioner og observationer fra Jorden og i rummet gjort os meget klogere på vores eget solsystem, Mælkevejen og hele universet. Derfor er der med jævne mellemrum behov for at sammenskrive den samlede viden, og med Henry Nørgaard, der i en menneskealder har skrevet om astronomi, er man i sikre hænder.

Det viser han i sin nye bog ‘Fra stjernestøv til liv’, som man trygt kan række ud efter, hvis man leder efter en samlet fremstilling af universet. Jeg savner faktisk kun at høre noget om gravitationsbølger, men jeg er helt med på, at under færdiggørelsen af bogen er det måske begrænset, hvor meget der var at berette herom.

I den anbefalelsesværdige bog er billedsiden dog noget varierende i stil og sværhedsgrad. Desuden virker nogle billeder som overflødigt fyld. Hertil kan tilføjes, at Henry Nørgaard tilsyneladende ikke helt er opdateret på, hvordan Stephen Hawking kommunikerer via sin talecomputer. Hvorfor vi i det hele taget skal høre det – når det tilmed er forkert – er uforståeligt.

Efter min mening er Nørgaard bedst, hvor han holder sig til viden­skabelige fakta, og mindre god, når han tager nogle unødvendige afstikkere. Jens Ramskov

Efter min mening er Nørgaard bedst, hvor han holder sig til viden­skabelige fakta, og mindre god, når han tager nogle unødvendige afstikkere. Det gælder ­eksempelvis i kapitlet om tidens begyndelse, hvor Det Etiske Råd minsandten bliver blandet ind.

Et forstyrrende element

Tidens begyndelse er et meget interessant emne, som jeg selv har skrevet om, men hos Nørgaard er det blevet et noget forstyrrende element i forhold til resten af bogen.

Det er tydeligt fra bogens første side til den sidste, at forfatteren har en særlig interesse for supernovaer, og han mener, at Mælkevejen snart skylder os endnu en markant supernova. Den seneste, som var synlig med det blotte øje, optrådte i 1604, kun 32 år efter Tycho Brahes stella nova.

Midtvejs i bogen udregner Henry Nørgaard sandsynligheden for at løbe ind i en ventetid på 400 år mellem synlige supernovaer til lidt under 7 procent.

»Ikke meget indrømmet. På den anden side dog heller ikke ualmindeligt. Men skuffende at skulle vente så længe – det er det altså,« skriver forfatteren.

I bogens allersidste afsnit kommer Nørgaards frustration igen op, hvor han skriver, at den næste ‘gæstestjerne’ meget gerne må dukke op inden 500-året for Tycho Brahes supernova i 1572.

»Men det må blive ved håbet. Der er intet, vi selv kan gøre for at fremskynde processen.«

Jeg vil gerne istemme håbet. Jeg har set flere totale solformørkelser, været så heldig at leve i en tid, hvor det var muligt at se en venuspassage, men at kunne opleve en lysende supernova – måske endog på dagshimlen – det vil være helt ekstraordinært.

Nina Errboe: Læseren bliver klogere på fysikken bag livets opståen og de mange videnskabelige spørgsmål, som er blevet diskuteret af de store tænkere gennem ­tiden.

Hvis du har en ven, der ikke helt begriber, hvorfor der bliver postet så meget tid og energi i rumforskning, så kan jeg anbefale, at du lader personen læse Henry Nørgaards bog ‘Fra stjernestøv til liv’.

Forfatteren tager os med ud på en historisk rejse i de opdagelser, som er grundlaget for vores viden om universet og ikke mindst livet på Jorden. Her bliver vi ledt forbi stjerner, galakser og vores egen navle i solsystemet, for at slutte af ved spørgsmålet om, hvorvidt der mon findes liv på andre planeter.

Bogen er både grundig i sine beskrivelser af de kemiske reaktioner, og samtidig underholdende at læse.Nina Errboe

Den uindviede læser kan med fordel læse bogens første kapitel, hvor man får en fin indføring i, hvordan universet er bygget op. Selvom det for mange kan være almen viden, der trækker tråde tilbage til skole­tiden, sætter kapitlet scenen med et godt indblik i, hvor ubetydeligt lille planeten Jorden er i den større kosmiske sammenhæng.

Oversætter med billedsprog

Med underkopper og appelsiner bruger forfatteren billedsprog til at oversætte de abstrakte afstande mellem stjerner og galakser, så man ikke bliver tabt i tørre tal opløftet i høje potenser.

Når Henry Nørgaard skriver om, at stjernerne i den synlige del af universet svarer til antallet af sandkorn i Sahara, er det ikke en overraskende og ny metafor, men den tjener fint til at lette forståelsen.

Efter min mening fungerer det rigtig godt, at bogen er bygget op omkring to former for tidsforløb. På den ene side har vi den kronologiske fortælling fra udviklingen af grundstoffer og big bang frem til nyere tid.

Henry Nørgaard: ‘Fra stjernestøv til liv’, Gyldendal, 320 sider, 300 kr. Foto: Gyldendal

På den anden side får vi også et indblik i de videnskabelige fund gennem tiden af personer som Tycho Brahe, Edwin Hubble og Stephen Hawking. Disse små historiske beretninger er et godt krydderi til den overordnede fortælling, hvor man får lov til at læse datidens ‘slang’ i uddrag fra de store tænkere.

Bogen bruger generelt mange gode billeder og figurer til at folde historien ud. I kapitlet om grundstoffer møder vi en illustration fra det amerikanske tidsskrift The Planetary Report udgivet i 1987, som stadig tjener fint til at beskrive udviklingen fra big bang og kredsløbet mellem dødt og levende stof.

Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at der var givet mere plads til de flotte fotografier, der eksempelvis er taget af stjernehimlen set fra Chile. De er for gode til at blive klemt ind i et hjørne mellem tekst og figurer.

Der er dog ingen tvivl om, at forfatteren tager sig godt af den ‘grønne’ læser, der ikke er velbevandret i astronomi og fysik. Bogen er både grundig i sine beskrivelser af de kemiske reaktioner, og samtidig underholdende at læse. Og så fik jeg på intet tidspunkt lyst til at ‘google’ noget undervejs – det hører ellers til sjældenhederne!