Ny bog portrætterer Raket-Madsen – læs med her
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny bog portrætterer Raket-Madsen – læs med her

Illustration: Ukendt

For sit indre øje bliver Peter ved med at se flammen fra brødrenes fyrværkeriraket i sit trægevær, mens han læser om månelandingerne på biblioteket. Raketterne trækker igen i ham, og i 7. klasse begynder arbejdet med at bygge en raket ‘til opnåelse af ekstreme højder’. Fra starten står det klart, at der ikke er tale om en lille raket, men en størrelse, der rækker langt ud over almindelige fyrværkeriraketter.

Peter kan huske, hvordan hans halvbrødre lavede kanonslag ved at pille krudt ud af fyrværkeriraketter, og overvejer at gøre det samme. Men Peter har brug for flere kilo­gram krudt til sin drøm om en stor raket og regner ud, at det vil koste ham mindst 1.000 kroner, hvis han skal købe fyrværkeri til at pille et kilogram krudt ud.

»Det var alt for dyrt at pille ting ud af heksehyl som alle andre knaldperler. Et andet problem var, at jeg ikke anede, hvad det hvide pulver i heksehylene var. Derfor kunne jeg ikke regne på det. Så jeg gik aldrig den vej, for i startfasen opdagede jeg, at det ikke kunne industrialiseres.«

I stedet forsøger Peter at købe kemikalier fra kemikoncerner for at lave sit brændstof selv, men gang på gang bliver han afvist, fordi han er 15 år og privatperson. Derfor grundlægger han det fiktive firma Danish Space Agency, som bliver hans dæknavn, hver gang han bestiller kilovis af kaliumnitrat fra kemivirksomheder som Bie & Berntsen, der ikke aner, at de snakker med en 15-årig skoleelev, der vil lave krudt.

»Danish Space Agency ... Det navn åbner så mange døre for mig. På et tidspunkt taler jeg to timer med en ingeniør i Søværnets Materielkommando om højkoncentreret brintperoxid og får simpelthen så meget information, fordi han ikke aner, jeg kun er 15 år. Der er jo så mange stop-skilte fra familie og venner. Alle vil have mig til at træde på bremsen. På den ene side kan jeg godt forstå det, men omvendt så handlede de første sider i de gode kemibøger altid om sikkerhed i forsøgene.«

»Raketbyggeri er usædvanligt, og derfor stempler folk det automatisk som farligt, mens pigerne i klassen kunne komme tilbage fra håndboldtimerne gang på gang med skader på ben og fingre. Dem sagde de voksne ikke noget til.«

Krydsforhør

På Høng Kommuneskole begynder fysik- og kemitimerne, og straks fordyber Peter sig lidenskabeligt i fagene. Hver time suger Peter viden til sig, og de bedste lærere fra parallelklassen bliver udspurgt om mulige brændstoffer til raketter, når de har gårdvagten i frikvarteret, fortæller Peter.

»Der var især en lærer på min skole, Johannes Fischer, som vidste alt om kemi. Han underviste ikke i min klasse, men i frikvarteret, når han var gårdvagt, kunne jeg gå over til ham og sige noget i retning af: ‘O.k., Fischer. Dagens emne for denne gårdvagt er, hvordan vi skaffer perklorater’. Fysik- og kemilærerne var under krydsforhør hvert eneste frikvarter – og de var altid parate til at svare. Jeg tror, lærerne i de fag ofte var understimulerede.«

Johannes Fischer husker godt den lille Peter og beskriver ham som ‘meget levende’ og ‘usædvanlig nysgerrig på især fysik’.

Erling Mebus Jensen var en anden lærer, som fangede Peters interesse, fordi han både var matematik- og metalsløjdlærer. I Peters øjne var den kombination perfekt til raketbygning. Mebus kendte udmærket Peters drøm om raketter, men gjorde det fra starten klart, at Peter aldrig ville komme til at bygge raketter i metalsløjd. Mebus lovede dog at lære Peter de basale ting, hvis han nogensinde skulle bygge sin raket.

»Jeg sad hver dag i skolen og så frem til den helt særlige time. Det var ugens højdepunkt,« fortæller Peter, der mindes, at de voksne altid var splittet mellem at hjælpe og beskytte:

»Lærerne gjorde alt, hvad de kunne, for at forhindre en ulykke, men samtidig var de også meget nysgerrige.«

Liftoff fra Cape Cosmos

Men Peter mangler viden, og sammen med en af sine få kammerater fra parallelklassen begår han fejl efter fejl.

»Vi troede, man kunne lave flydende brint ved at komprimere det. Hvis det var muligt, havde vi et brintsamfund i dag. Vi forsøgte også at tinlodde aluminiumsrøret sammen til vores første raket og forstod ikke, hvorfor det ikke ville hæfte. Vi havde alle mulige problemer, som alt sammen handlede om, at vi vidste alt for lidt. Over for det kan man give op eller søge viden.«

Peter vælger at søge viden, og da Peter og faderen flytter endnu en gang – denne gang til Høng – indtager Peter et nyt værksted på fire gange fire meter, som hans far har bygget til ham. På faderens gamle høvlebænk begynder Peter raketbyggeriet.

Omverdenen er ikke i tvivl om Peters planer, da en motortest går galt i døren til værkstedet og sender en raket over i Vilhelm Pedersens Maskinfabrik midt i Høng by. Men uheldet afskrækker ikke Peter. Wernher von Braun kom også til at sende en vogn monteret med hjemmelavede raketter ned ad en tætbefolket gade i Berlin som ung, og den 3. marts 1986 står Peters første store raket klar til at blive opsendt over Høng.

På et lille trekantet græsareal bag fodboldbanerne ved Høng Kommuneskole – som Peter har døbt Cape Cosmos – har han opstillet raketten, før skolen begynder. Det er en frostklar morgen, og græsset er frosset helt stift. Raketten er lidt over en meter høj og modelleret efter det amerikanske masseødelæggelsesvåben MX Peacekeeper. Den er tyk og sort med en lang og rundet næse­kegle.

Raketten er lavet af et kloakrør og står oven på en flammedeflektor, som skal forhindre raketten i at brænde et stort hul i græsset. Deflektoren er lavet af et T-stykke fra et ventilationsrør. Affyringsrampen er en to meter høj skinne – som normalt bruges til at hænge blomster på – der er fundet bag den lokale brugs.

Peter har længe haft problemer med at finde det rette brændstof, men er endt med at blande salpeter­syre og soda (vaskemiddel til for eksempel toiletter) og opvarme det. På den måde har han skabt natrium­salt, som er en særlig form for krudt.

Men krudtet er i pulverform, og i Peters lærebøger står der, at hans raketbrændstof skal være gummi­agtigt, så Peter blander natriumsaltet med tapetklister i en spand og lader det tørre. I spanden får han en masse kugler på mellem 30 og 40 mm, som han propper ind i sit kloak­rør og anbringer en si i bunden, så kuglerne ikke falder ud.

Den morgen på Cape Cosmos har han en raket fyldt med 3,5 kilogram krudt, og Peter sætter en lunte fast til bunden ... og går i skole.

»Jeg elskede tanken om, at der bag skolen stod en fuldt armeret raket. Skoletiden var min nedtælling, hvor jeg hele tiden så på uret og tænkte: ‘T-minus 4 timer’, ‘T-minus 3 timer’ osv.«

Efter skole vender Peter tilbage til Cape Cosmos. Men raketten er væltet, og finnerne af plastic er ødelagt. Med kun få timer til skumring tager Peter straks hjem i sit værksted, skærer nye finner og skynder sig tilbage til Cape Cosmos. Lige inden solnedgang tænder Peter lunten sammen med en kammerat.

Raketten letter i en kæmpe røgsky, og med en lang flamme efter sig stryger den lodret op i luften. Raketten er perfekt stabil, og brændstoffet brænder ud i cirka 100 meters højde. Raketten står et øjeblik stille i luften, er vægtløs, bakker lidt, vender næsekeglen nedad og kommer susende. 16 meter fra affyringsrampen borer raketten sig ned i en grøft ved siden af fodboldbanerne, mens drengene jubler.

Herointrip i 90 mm celluloid

Sommeren 1986 begynder raketterne at flyve over Høng, og med den tunge engelsksprogede bog ‘Rocket Propulsion Elements’ af George P. Sutton begynder Peter at udforske nye brændstoftyper, mens han kæmper sig gennem tekster om termodynamik.

I brugte plastictuber til silikone og fugemasse støber Peters sine første fastbrændstofraketter og udformer de såkaldte grains, der er den indre del af raketten, hvor forbrændingen sker. En af raketterne går i såkaldt chucking, hvor den tænder og slukker, som om den hoster. Først skyder den sig af rampen, men ved andet host rammer den en knold på fodboldbanen og kommer i luften for at overflyve Høng Kommuneskole og ende i en have lige ved byens plejehjem.

Peter laver også vandraketter af spraydåser med et tryk på 20 bar, og i efteråret bliver raketterne tungere, da han finder aluminiumsrør i Slagelse skrothandel og dropper kloakrør og plastictuber.

Med raketterne og ballonerne har Peter endelig besejret tyngdeloven, og hans lange eftermiddage på biblioteket har hjulpet ham ud af specialklassen i matematik. Fra 7. klasse kæmper han med næb og kløer for at blive godkendt til gymnasiet, og i 1987 bliver han optaget på Kalundborg Gymnasium. Det er en stor sejr, og med sit fysikhold oplever han det nyåbnede Tycho Brahe Planetarium i København. På det enorme runde lærred bliver eleverne taget med på tur rundt i rumfærgen Discovery og ud i rummet til astronauterne på Den Internatio­nale Rumstation.

»Det var et voldsomt, næsten fysisk, indtryk. Jeg ved ikke, hvad det gjorde for mine klassekammerater – men jeg var på et herointrip i 90 mm celluloid.«

Da Peter og hans kammerater oplever turen i en redningskapsel, der stryger ned ad en svævebane fra toppen af en raket, griber Peter hårdt fat i armlænet og borer neglene ned i betrækket. Under hans negle er rester af ammoniumperklorat, aluminiumspulver og polyuretan – det raketbrændstof, som rumfærgen flyver på.

Emner : Raketter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

og man må sige at planetariet var forud for deres tid hvis de allerede ved deres åbning kunne vise film over en tur til ISS ;-)

  • 3
  • 2

Alle forfatter burde få lov at opleve en åben debatform ala. Ing.dk efter deres udgivelse. Eller måske i virkeligheden før. Den mindste fejl bliver opdaget. Nej ISS var det ikke. Det første modul blev opsendt i 98. Peter huskede egentlig bare oplevelsen og nævnte specifikt rumfærgen og turen ned i redningskapslen (som jeg også selv husker). ISS må jeg have tilføjet, fordi jeg huskede forkert. Men tænker om man egentlig så optagelser fra rumstationen Skylab?

  • 6
  • 0

Jeg er nu en trediedel inde i bogen. Som følger af PM gennem de seneste år, er der ikke mange overraskelser men dog stadig spændende at høre om nogle af bevæggrundene for Madsens ideer og handlinger.
Jeg syntes bogen er godt skrevet, dog er der en serie metaforer der bliver brugt lidt for flittigt, bla. den om første og andet trin i forbindelse med Carls død.
Bogen virker meget ærlig og hvis man ikke bryder sig om Peters type før, så skal man ikke tro at man nødvændigvis kommer til at holde mere af ham efter endt læsning. Med så mange brændte broer forstår man pludselig noget af dynamikken og problematikken i et projekt som CS.
Ser man Peter som en kilde til inspiration så er der masser at komme efter i bogen.

Tænk hvis Peter en dag møder en som ham selv - mon det vil være lige som stof og antistof?

Bogen kommer helt sikkert til at ligge under juletræet i endnu et par eksemplarer.
Tak at være den du er Peter, og tak Thomas for din opsamling og gode sammensætning af det indtil videre første værk om en gal kunstners besættelse af rummet.

  • 9
  • 0

Tak. Og dejligt at høre. Men keep reading....hvis du kun er en tredjedel gennem, så har du har nogle store overraskelser i vente.

  • 2
  • 0

Den mindste fejl bliver opdaget

Vil lige understrege at jeg syntes det ser spændende ud og det er helt sikkert en bog der bliver ønsket / købt. At Peter så nok ikke så film fra ISS i 89 er en anden sag. Som du skriver kunne det være film fra Skylab der blev vist. MIR var påbegyndt, men MIR samarbejdet mellem USA og Rusland startede først senere så det er nok ikke derfra.
Nå det er detaljer og glæder mig til at læse bogen.

  • 1
  • 0

Var den danske titel på den IMAX film der refareres til. Den er sat sammen af omnimax optagelser fra en række rumfærge missioner før Challenger katastrofen.

Den kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=brt4rfRQe6E

Jeg kan endnu føle suset bare fra lydsporet. Langt lange bedre at høre Walter Concrite frem for en eller anden dansk kommentator...så youtube udgaven anbefales. Der er ingen over, og ingen ved siden af NASA når det gælder om at sælge den slags pr. cinematographi.

Der er ganske rigtigt ikke noget ISS indslag, eller for den sags skyld noget Skylab indslag.

Fraset at være der selv - kan det store kuppel lærred og de enorme bas højtalere levere en ret flot gengivelse af en raketopsendelse. Prøv f.eks. at starte videoen 25:15 minutter inde...

For en ung gut der stod og sloges med nogen af de samme teknologier...helt bogstaveligt talt på køkkenbordet...var det ret voldsomt at opleve i den skala.

  • Brændte broer...

Tja...jeg har interesseret mig for områder der ikke indbyder til at operere i virksomheder. Så det har været i foreninger. Foreninger er ganske enkelt ikke designet til at implementere enkeltpersoners projekter, selvom man kan komme langt derud af. Det har altid været en nødløsning.

Von B´s og min tanke med CS var FANDME ikke at lave en raket klub til hvis nogen skulle være i tvivl :O)

  • men sådan gik det.

Det skete mellem CS og jeg føles som at være en forælder der må begrave et seksårigt barn. For i relation til mig er barnet dødt og begravet. Det svarer ikke når man ringer, det svarer ikke når man skriver. Det reagerer lige lidt på ros, eller ris. Sten dødt.

Rationelt set skal man bare glemme det døde barn, og få sig et nyt.

Rationelt set skal man ikke forholde sig mere til det, og bare komme videre.

Men det ville ikke være en sund psykologisk reaktion at være hundrede procent rationel og bare være følelseskold. For det gør ondt at lægge et lille barn i graven, og glemme alt det der er sket. Faktisk er det noget der tager tid at behandle, og det er ikke usundt at man har brug for at tale med andre om det i en periode.

Men - Be British - no emotions.

Der kan og vil sikkert blive mange gode projekter også i fremtiden.

I dag blev komponenter til den første SuperHATV dyse valset og samlet i hangaren. Den raket er specifikt designet til at undersøge hvor David købte øllet. Det kan kun blive spændende.

Peter Madsen

  • 5
  • 5
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten