Ny bog følger GN Store Nord fra nedtur til forløsning

De seneste knap ti år har GN Store Nord bevæget sig fra en livstruende krise til stærk fremdrift. Dette markante turnaround har Martin Jes Iversen, der er lektor i økonomisk historie ved Copenhagen Business School, beskrevet i en ny bog, der fokuserer på magtkampene og den interne uenighed i top­ledelsen under hele forløbet.

I begyndelsen af det nye årtusinde var flere af selskaberne i GN Store Nord trængt i defensiven.

På den baggrund havde GN Store Nord i oktober 2006 indgået en aftale om salg af høreapparatvirksomheden GN ReSound til den schweiziske konkurrent Phonak for 15,5 mia. kr.

Det var ventet, at aftalen ville falde endeligt på plads i begyndelsen af 2007, når de relevante myndigheder havde givet deres accept. Det kom derfor som et chok, da de tyske konkurrencemyndigheder blokerede for sammenlægningen. Enden på en lang periode med usikkerhed blev, at Phonak, som havde skiftet navn til Sonova, endegyldigt aflyste handelen i august 2007.

Forsøg på at indhente tilbud fra anden side førte ikke til noget, så GN Store Nords daværende bestyrelsesformand, Mogens Hugo Jørgensen, og bestyrelsesmedlem Bill Hoover måtte i november 2007 forsøge at overbevise administrerende direktør Bjarne Graven fra ATP – GN Store Nords største aktionær – om, at selskabet havde en fremtid for sig som en selvstændig virksomhed.

ATP bakkede op om, at GN Store Nord skulle fastholde sit ejerskab af GN ReSound, så bestyrelsen kunne afblæse salget.

Samtidig skete en række udskiftninger på direktørniveau i koncernledelsen og hos GN ReSound. Formanden for Lundbeck, Per Wold-Olsen, overtog i juni 2008 formandsposten i GN Store Nord.

Martin Jes Iversen: ‘Turnaround – kampen om GN Store Nord’, Lindhardt og Ringhof. 224 sider, 350 kr.