»Der findes noget hemmeligt i Rold Skov«
Nogenlunde sådan lød det, da Karsten Pedersen og Poul Holt Pedersen første gang hørte om bunkeren i Rold Skov i 1994. De var hverken detektiver eller journalister, men alligevel kastede de to sig over at undersøge, hvad det var så hemmeligt.
På det tidspunkt ville myndighederne intet fortælle om det mystiske bygningsværk midt i skoven, og alle spor endte blindt.
Læs også: Her overlever statsministeren et atomangreb
Undervejs er der ved flere lejligheder skrevet overfladisk om anlægget med navnet REGAN Vest for REGeringsANlæg Vest. Men efter 15 års efterforskning gav myndighederne i 2009 pludselig Karsten Pedersen og Poul Holt Pedersen lov til at komme ind og se anlægget, der blev bygget til at huse regeringen og regentparret, hvis Danmark skulle komme i krig.
Mindst ligeså spændende er det, at Karsten Pedersen og Poul Holt Pedersen har haft adgang til at tale med de nøglepersoner, der har haft ansvaret for Danmarks vigtigste beslutningstageres sikkerhed i en krisesituation.
Nu udgiver de to entusiaster en bog, der for første gang beskriver atombunkeren og dens funktion i detaljer.
Det tog 15 år at få lov
For Poul Holt Pedersen var det mystikken omkring anlægget og fascinationen af bunkeren som et bygningsværk, der pirrede nysgerrigheden til at fortsætte med at lede.
»Man har stillet sig selv det mål, at man vil bygge noget, der kan holde til næsten alt. Ingen steder er man gået på kompromis, så det er exceptionelt, både i dansk historie, men også i verdenshistorien«, siger han.
Selvom det har taget 15 år, så har det været anstrengelserne værd:
»Der er ingen tvivl om, at det her har været den største oplevelse i livet for os. Det, at stå foran den ståldør på 2,5 ton, som vi har søgt oplysninger om i femten år; det var helt uvirkeligt,« siger Poul Holt Pedersen.
Bygget under den kolde krig
Atombunkeren blev bygget under den kolde krig fra 1963 til 1969. Meningen med bunkeren var ikke bare at give regeringen og regentparret et sikkert sted at opholde sig, men at bygge et sted, hvorfra man kunne lede hele landet i en krig eller en national krise.
Bunkeranlægget er en fritstående betonkonstruktion i et hulrum, der er gravet i kalklagene mellem 50 og 60 meter under jorden i Rold Skov.
Betonen er ikke støbt ud i et med kalken, fordi man på den måde undgår, at rystelserne fra en atombombe forplanter sig ned i selve bunkeren.
Opholdsrummene er bygget som to cirkler, der er forbundet med en tværgående tunnel. I alt er der 5.500 m2 fordelt på 160 rum. Dermed kan den underjordiske betonklods huse 350 mennesker, hvoraf de 100 er personale til bunkeren.
Derfor er der i anlægget både plads til ministrene, deres nærmeste embedsfolk og andre nødvendige rådgivere. Derudover er bunkeren fyldt med kommunikationsudstyr, og alt, hvad regeringen ellers behøver for at kunne lede landet i en krise.
Stadigt i funktion
I dag fungerer REGAN Vest stadig som et sikkert tilflugtssted for regeringen og kongehuset i tilfælde af krig eller krise, og derfor er bunkerens nøjagtige placering også stadigvæk hemmelig. Dog indrømmer myndigheder, at den findes, og at den ligger et sted i Rold Skov.
Der findes i øvrigt et tilsvarende sted, REGAN Øst, i nærheden af Hellebæk på Sjælland.
Bogen "Danmarks dybeste Hemmelighed. REGAN Vest - Regeringens og Kongehusets Atombunker" udkommer den 28. september.
Læs mere og se et udpluk af billederne fra bogen i billedgalleriet.
Dokumentation
