Ny blog: Hvad er fremtiden for 3D-print i virksomhederne?

Carsten Jarfelt, som er ICT Director ved Innovation Center Denmark i Silicon Valley, står bag en ny blog om 3D-print på Ingeniøren. Han skriver om innovation inden for 3D-print og fremtiden for denne stadig nye produktionsform, der med lynets hast er blevet rasende populær og allerede har tusinder af dedikerede fans.

Allerede sidste år havde vi en 3D-printblogger, da daværende kandidatstuderende Matias Søndergaard skrev om sine 200 dage med en 3D-printer, der ankom med posten og derefter blev sat sammen af Matias og vennerne.

Siden er udbredelsen vokset, og 3D-printere bliver nu flittigt brugt i den såkaldte Maker-bevægelse, hvilket både er blevet behandlet af Rasmus Grusgaard på Fablab-bloggen og Anders Jørgensen på Opfinderbloggen.

Ikke mindst finder de vej til stadig flere virksomheder. Det er der gode grunde til, skriver Carsten Jarfelt i sit første blogindlæg, hvor han nævner processen med at gå fra ide til et salgbart produkt.

'Der har oftest manglet muligheden for at producere emnet. Her er det at en af de helt hotte områder omkring 3D-print byder sig velkommen. 3D print er mange ting! Det er nyt, det er uforståeligt, det er skræmmende for nogle, men frem for alt er det mulighedernes holdeplads for at skabe nyt, på nye måder.'

Du kan læse hele Carsten Jarfelts første blogindlæg her.

Innovation Center Denmark i Silicon Valley kører 1 af 10 konferencespor på Børsen IT Value, som finder sted i Bella Center 14.-15. maj. Ingeniøren er mediepartner, og du kan få 25-50 pct. rabat på konferencen. Læs mere via dette link